Historien om BERICO

Fortalt af Peter Frandsen

BERICO var en svensk legetøjsgrossist og den svenske importør af blandt andet Tekno til Sverige. BERICO var en ikke uvæsentlig faktor i den succes som Tekno havde og Sverige var et betydeligt marked, hvilket svenskerne selv forklarer med de mange svenske modeller.

Jeg fik kontakt med ejeren af BERICO da jeg købte noget salgsmateriale på Tradera, den svenske udgave af ebay. Sælgeren, Anders Christensson forklarede mig at materialet kom fra BERICO, hvor han havde arbejdet som sælger i øvrigt sammen med sin far, Kjell Christensson.

Kjell Christensson arbejdede på BERICO fra 1956 til 1977. Anders arbejdede for Berico fra 1983 til 1994.

Via Anders fandt jeg ud af at ejeren at BERICO, Ivan Andersson stadig levede og ikke nok med det, men han boede stadig i Malmø. Det lykkedes via Ivan Andersons søn, Ulf Andersson, som også havde været ansat i firmaet, at få et møde med dem alle fire.

Det er forunderligt med Sverige, at man i den grad kan blive overrasket nogle gange over hvor tæt vi bor på hinanden og hvor forskelligt det hele kan være. Vi skulle mødes den 15. november 2009 hos Ivan Andersson. Sønnen Ulf havde forklaret mig, at faderen var meget svag og jeg højst kunne forvente, at han kunne holde til ½ times samtale. Jeg gik efter 3½ time og der var han i strålende humør. Sig så ikke, at Tekno ikke kan sætte noget i gang. Ulf fortalte mig senere, at han ikke i mange år havde set sin far i så godt humør.

Tilbage til det overraskende. Jeg mødtes med Anders og Kjell i et sted i Malmø og vi kørte sammen til Ivans adresse. Det var et boligkvarter i Malmø med mange høje bygninger i et hvad man i Danmark vil kalde et alment boligbyggeri lidt ligesom Brøndby Strand eller Bellahøj.

Ivan boede i en bygning på 11 etager og straks jeg kom ind i opgangen blev jeg forbløffet. Der var totalt rent. Der var et lille rum indenfor i forhallen med nogle møbler betrukket i stof. Elevatoren var pæn og nydelig med tapet på væggene og gulvtæppe på gulvet.

Jeg var været i opgange og i elevatorer i Danmark i lignende byggerier og jeg har aldrig oplevet et sted, hvor der ikke var beton overalt, gamle cykler, graffiti og hærværk og elevatoren har fået knapperne svedet med en lighter og det hele krydret med en kraftig stank af urin.

Sådan var det ikke der hvor Ivan boede. Det næste chok jeg fik, var da vi ikke skulle være i lejligheden men i fælleshuset på ”12” sal, hvor der var glas overalt, pæne møbler og en fantastisk udsigt over Malmø. Utænkeligt i Danmark at det bedste af det bedste blev anvendt til fælleshus. De er lidt mere socialdemokratiske derover.

Herefter havde vi alle 5 en fantastisk hyggelig eftermiddag, hvor det var meget svært at holde Ivan og Kjell på sporet. De var ustandselig i dyb samtale. Kjell havde arbejdet som sælger hos BERICO siden 1950.erne og til firmaet lukkede og de havde ikke set hinanden siden, så der var en del der skulle vendes. Den medbragte Teknobog blev ivrigt drøftet og Trafikspillet, som jeg også havde med vakte stor gensynsglæde hos Ivan.

Det er Ivan Andersson i den grønne jakke og Kjell Christensson i den blå.

Det er Anders Christensson i den blå jakke og Ulf Andersson der skriver. Læg mærke til udsigten i penthouse fælleshuset.

Her er så den historie jeg fik stykket sammen under samtalen og ved at studere det materialet som de havde fundet frem til lejligheden.

Ivan Andersson stiftede firmaet A.B. Arsani i 1953 sammen med en dansker der hed Poul Jensen. Firmaet holdt til i Gråbrödersgatan i Malmø. Senere blev A.B. BERICO stiftet fordi det var hensigtsmæssigt at have et firma til produktion og et til salg. Der blev satset på legetøj lige fra starten. Jensen var værktøjsmager og han stod mest for fremstillingen af plastlegetøj fra fabrikken der lå i kælderen. Ivan, der havde de bedste talegaver, tog sig af salgsarbejdet og kontakten med kunderne. I starten blev der mest solgt af det legetøj som blev fremstillet hos Arsani og lidt importvarer blandt andet en styrthjelm fra Moto Salto, som indbragte firmaet et underskud på 2822,- sek. pr. 31. december 1953. Det var ingen succes. De havde yderligere et selskab der hed ”Arbe” men det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvordan konstruktionen af selskaberne var skruet sammen.

Andersson til venstre og Poul Jensen til højre. Billedet er taget på ”Arsani” i 1955.

Kort tid efter indflytningen flyttede firmaet til Vattenverksvägen 1 i Malmø.

I 1954 forsøgte Berico at sælge cykeludstyr, hvilket ikke var den store succes men det lukkedes at præstere at overskud på 73,- sek.

I 1956 blev Kjell Christensson ansat som sælger, hvor han var indtil firmaet lukkede i 1993.

Frem til 1957 skete der ikke så meget. Firmaet handlede med alt muligt forskelligt legetøj, men også dykkerbriller, cykeludstyr mv. I starten af 1957 fik Andersson kontakt til Kai Reisler og begynder at sælge deres produkter, cowboy/indianere og soldater. Det går faktisk godt. Reislers figurer er efterspurgte i Sverige. Det var Reisler der introducerede Tekno for BERICO. Poul Fjeldgaard henvendte sig fordi Tekno ledte efter en ny grossist i Sverige.

Billedet viser Andersson på en udstilling og vare udvalget vidner om en mangfoldighed af produkter. Læg mærke ti,l at der er Reislerfigurer imellem.

Tekno var hidtil repræsenteret i Sverige af Erland Falk, Malmø der i 1950 havde stiftet selskabet Svenska Tekno A.B., og som i 1952 skiftede navn til Leksaksfabrikken, Tekno Aktiebolag. Dette firma solgte som navnet antyder Teknos produkter i Sverige indtil 1957, hvor Berico overtog forhandlingen. Dette gjaldt dog ikke det trælegetøj som Tekno fremstillede i samarbejde med Brio i Osby.

Hverken sælgerne eller Ivan Andersson kan huske trælegetøjet, dog mener Kjell, at han havde Klods Hans og 2 andre træting med ud i forretningerne som demonstrationsmodel, men han har aldrig solgt nogen. Det samme gælder for ingeniørsættene, dem havde BERICO i sortimentet men det blev heller ikke solgt i særlig stor stil. Forhandlerne foretrak Meccano.

Tekno og Erland Falk skiltes efter en retssag om nogle skatteforhold.

BERICO var meget interesseret i at indgå et samarbejde med Tekno, som var en stor spiller på legetøjsmarkedet.

Ivan Andersson beskriver forholdet til salgschefen Poul Fjeldgaard som fantastisk. De havde et utroligt godt samarbejde fra starten og til Fjeldgaard stoppede hos Tekno i 1966.

Samtidig med at BERICO fik Tekno og Reisler, fik de også Damtrolden, som også var dansk og produceret af Dansk Vakuum og Hansa, der lavede trælegetøj.

Aftalen mellem Tekno, Reisler og Berico/Arsani blev underskrevet den 7. august 1957 af Ivan Andersson, Poul Jensen, Kai Reisler og Andreas Siegumfeldt. Den var gældende fra den 1. august. Aftalen, som kun er på 3 sider indeholder alle de sædvanlige fraser, men der er flere interessante oplysninger i den. Den er en sammenblanding betingelser stillet af Tekno og af Reisler. Ingen af de 2`s produkter må forfordeles frem for den anden og i tilfældet med Reisler indeholder den en licensklausul, der angiver at Arsani for lov at producerer Reislers figurer, men at Arsani ikke må ”overfakturere” i forhold til Berico.

Den skulle jeg lige læse et par gange, da Arsani og BERICO har samme ejer, men det handler om, at Reisler afregnede med BERICO og ikke med Arsani, hvilket kunne give problemer, hvis Andersson og Jensen valgte at tage overpris på de Reisler produkter de lavede på licens, hvorved BERICO ikke tjente så meget, hvilket ville påvirke afregningen negativt i forhold til Reisler. Godt set af Kai Reisler.

Kontrakten indeholder derudover også en passus om en vis form for indsigt i BERICOs regnskab fra Tekno/Reisler, hvilket jo også er lidt usædvanligt, men det har Andersson formentlig været tvunget til at acceptere.

Tekno forpligtede sig til at yde støtte til salgs og reklamearbejdet. Det er så løst formuleret, at det bestemte Tekno helt selv, hvad der lå i det og hvad BERICO selv skulle betale eller fremstille. Virkeligheden var dog en anden, fordi Tekno og navnlig Poul Fjeldgaard tog dette meget seriøs. I virkeligheden er det nok derfor man kunne nøjes med 3 siders kontrakt for 2 firmaer. Man stolede på hinanden og aftalerne blev overholdt.

Andersson forklarer, at alt reklamemateriale blev udviklet via Tekno også det med svensk tekst, dette gjaldt fx for kataloger mv. Det blev også trykt i Danmark. BERICO og Tekno aftalte så en fordeling hen ad vejen, ofte 50/50. BERICO var meget tilfreds med denne del af samarbejdet med Tekno. BERICO fik lov at sætte deres eget Logo på en del af produkterne fx ved reklamer i Svensk Leksaksrevy, som henvendte sig til legetøjshandlere.

Det var også Poul Fjeldgaard, der tog kontakt til svenske firmaer, der ligesom i Danmark fik tilbud om at få reklamer på bilerne. En af de største var Åkermann, der betalte en stor del af udgifterne til Gravkoen ca. 40.000 kr. Åkermann var ligedeles villig til at betale for værktøjerne til fremstillingen af deres nye hydratiske model i 1969 og derudover en krone pr. solgt model. Et godt tilbud, der er af gode grunde ikke blev til noget.

I kontrakten undtages Volvo af aftalen. Tekno kunne frit levere til Volvo fabrikkerne. Andersson har flere gange opdaget, at Tekno leverede biler til særlige kunder i Sverige fx Scania og Saab, men også nogle af modellerne til Svensk Redningstjenst, som fx jeepen som BERICO aldrig har forhandlet. Tekno var dog så stor en kunde, at han valgte at vende det blinde øje til.

Allerede i perioden fra 1. august 1957 til 31. december 1957 var omsætningen på 124.103 sek., hvilket var af stor betydning for selskabets drift.

I 1958 kom der for alvorlig gang i salget af Teknobiler og omsætningen steg til 483.001 sek.

Med tilgang fra Tekno var det meget lettere for Andersson at forhandle agentur med andre legetøjsproducenter. I 1960 kom Lindberg (plastikbyggesæt) til i øvrigt via Tekno og engelske Timpo Toys, der producerede plastikfigurer. I 1963 kom BILOfix til og den samlede omsætning steg til 2 mil. Sek.

Med hensyn til Timpo Toys gav Reisler tilladelse til at BERICO måtte forhandle dette produkt, i det der var angivet i kontrakten, at der ikke måtte forhandles produkter i direkte konkurrence med Tekno og Reisler. Andersson havde på et tidspunkt kontakt til Dinky Toys, men måtte af samme grund droppe kontakten.

Det var nu muligt for BERICO at styrke egenkapitalen ved at sætte penge til side og afvikle gæld fra de magre år fra 1953 til 1957. Ved siden af legetøjet udviklede Arsani fortsat produkter og det lykkedes at få patenteret en citronpresser, som efterfølgende blev solgt til U.S.A. Der blev også solgt stænklapper, som var et populært produkt dengang.

Arsani producerede fra starten Taarup grønthøsteren for Tekno. Den blev lavet i plastik på samme måde som et modelbyggesæt og limet sammen. Den var fint lavet, men gik meget nemt i stykker. Tekno opgave den og Arsani fortsatte produktionen af den uden Tekno logo. I 1964 flyttede firmaet ind i egne lokaler i Scheelegatan i Malmø.

Scheelegatan 13 anno 2017. Foto Anders Gunnarsson

I 1965 var BERICO ud over de allerede nævnte agent for Sani-Toys (figurer), Bestbox (1:87 modelbiler – dem havde Tekno ikke, hvilket var grunden til at BERICO fik lov at forhandle dem) og Solido, der blev forhandlet og importeret via Tekno. Omsætningen i 1965 var på 2 mill.

I 1966 deler Andersson og Jensen BERICO og Arsani, således at Andersson får BERICO og Jensen Arsani.

I 1966 skete der det, at Poul Fjeldgaard forlader Tekno. Det har stor betydning for BERICO og kommunikationen og servicen fra København bliver meget mere besværlig. Fjeldgaard har været fantastisk til at skaffe BERICO de biler de skulle bruge hurtigt. Det ophørte i 1966. Andersson kan huske, at han op til Jul i de følgende år kørte direkte til Tekno i private biler og forlangte at få udleveret de varer han havde bestilt. Efter lang tids diskussion fik han de ting med hjem han skulle bruge og som så kunne fordeles til forretningerne.

Andersson har mærkeligt nok aldrig mødt eller talt med A. Siegumfeldt.

Billedet er fra 3. september 1967 – 2 måneder efter A. Siegumfeldt døde og er taget ved en eller anden festlig begivenhed. Andersson husker ikke hvilken. Stående fra højre er det Andersson og siddende fra højre er Esther Siegumfeldt. Jeg kender ikke herren til venstre men gætter på det er salgschefen. Jeg har set ham på andre billeder fra Tekno.

1967 kommer Heljan byggesæt til og i 1968 Televinken dukken, som bliver fremstillet hos Arsani i de originale forme. Dukken bliver en kæmpe succes.

Efter Fjeldgaard var stoppet fik han den ide at lave et trafikspil i anledning af at Sverige gik over til højrekørsel i 1967.

Fjeldgaard havde det problem, at han var raget uklar med Siegumfeldt og navnlig datteren Esther, så han vidste godt, at han ikke kunne købe biler direkte hos Tekno. Men det kunne BERICO. Det aftaltes med Fjeldgaard, at han skaffede kufferten, indmaden, lavede vejledningen og spilplanerne og fik dem fremstillet. Indholdet i kufferten sørgede Andersson for. Han bestilte bilerne hos Tekno og de øvrige ting, der hvor han kunne skaffe dem. Figurerne var fra Corgi og traktorerne var fra Matchbox. Det kunne lade sig gøre, fordi det var en stor ordre. Andersson mener der blev lavet ca. 5.000 stk. eller måske flere.

Han mener dog også at Fjeldgaard husker forkert når han påstår, at det hele blev lavet i en ordre. Andersson kan godt huske, at hele familien Andersson og Fjeldgaard var samlet i Malmø for at pakke kufferter, men der blev efterfølgende samlet rigtig mange sæt. Det ville også have været uoverskueligt for Tekno at levere så mange biler på så kort tid.

Vedr. cyklisterne blev de støbt hos Arsani i de originale forme fra Reisler. Reisler havde lavet disse figurer i 1950.erne blandt andet som 6 dags ryttere.

Andersson stod for kontakten til ”Norstedts” i Malmø, der stod for salget og som havde specialiseret sig i materiale om trafik. Norstedts havde også afdelinger i Göteborg og Stockholm.

Spillet var en kæmpe succes og det pudsige er, at det ingen steder fremgår af materialet, at det er BERICO der står bag. Det har Andersson ingen forklaring på.

Forholdet til Tekno kørte ikke så godt efter Fjeldgaard rejste. Der var store problemer med at få leveret til tiden og få de rigtige varer frem. Kvaliteten dalede betragteligt og der var især problemer med den modificerede udgave af Åkerman gravkoen. Tekno havde fjernet skruen på den nederste arm – den man hævede og sænkede skovlen med. Nu skulle børnene selv udfører denne manøvre med hænderne, hvilket bevirkede, at mange knækkede. BERICO fik kassevis og disse gravkøer over til ombytning, noget de ikke havde set før. Der var ligeledes problemer med Volvo F88 og Volvo 144 og senere 164, hvor døre og klapper brækkede af.

Der blev holdt flere (krisemøder) møder med Tekno i København med den nye salgschef O.K. Nielsen og N. Mørkegaard. Følgende blev drøftet. BERICO ville gerne have fremstillet et drejestativ med andre mål end det standardstativ med motor som Tekno fremstillede.

Der var problemer med kvaliteten af navnlig gravkoen, hvilket ingeniør Hansen fra Tekno redegjorde for. BERICO var utilfreds med æsken til Toronado, der ikke lignede de andre æsker og ikke bar Teknos navn. Dette blev senere rettet med standardæsken.

Der står faktisk Tekno på enden af æsken, men det er rigtig at den ligner ikke rigtig nogen anden Teknoæske.

BERICO havde ikke modtaget et antal Mercedes busser til demonstration som lovet.

Der var en diskussion om, hvem der skulle betale for en annonce i Kalle Anka (Anders And). Den kostede 7.735,- kr. og Volvo betalte 1.500,- kr. resten skulle deles ligeligt mellem BERICO og Tekno.

BERICO havde opdaget, at SAS havde ændret teksten på Caravellen og ønskede dette ændret på Tekno modellen, hvilket faktisk også skete. Teksten blev ændret fra ”Scandinavian” til ”Scandinavian Airlines System”.

BERICO manglede 3000 stk. Koppartrans lastbiler omgående og 3000 stk. Scania SJ busser. Tekno fremviste en prototype af en Scania bus med indlagt lys og en ide til en gaveæske med busskilte, passagerer mv. En artikel BERICO var meget interesseret i. (Dette blev aldrig til noget – prototypen findes dog i Danmark).

Det var BERICO og ikke Tekno der lagde den lille nøglering med i æsken. Andersson og i øvrigt Poul Fjeldgaard bekræfter at de selv skaffede nøgleringene og lagde dem i æskerne.

Der var et ønske om, at alle Teknobilerne blev leveret i rudeæsker, hvilket BERICO skønnede ville øge salget med 50 %.

Endelig ønskede BERICO mere salgsmateriale tilsendt.

Dette møde blev fulgt op med endnu et møde den 1. oktober 1969 i København, hvor Esther Siegumfeldt, der havde overtaget fra sin far, O.K. Nielsen og N. Mørkegaard deltog. BERICO manglede fortsat at få leveret varer fra Tekno svarende til en værdi på 322.000 kr. + nyhederne som ikke var leveret fx VW Herbie og N.S.U. RO 80. BERICO ville omsætte for mere end 2 mil. Kr. fra tekno, hvis det ønskede blev leveret.

Nyhedsudsendelse og fordeling af omkostninger til udsendelse af NSU.en, Volvo 164 og Volvo 144 Taxa blev drøftet. Det samme blev VW Herbie, hvor filmen ”Cassen i Bottom” havde premiere i Malmø den 17. oktober. BERICO ville havde en sending biler over inden premieren for at lave et reklamefremstød for bilen. Tekno ville få trykt reklameblade med dansk og svensk tekst inden den 17. oktober.

Tekno præsenterede gavepakningerne med flere biler. BERICO ville lade sælgerne tage disse med ud i forretningerne, men umiddelbart synes Andersson, at de var for dyre.

Det bemærkes at der var en Herbie reklame i Anders And den 11. november 1969.

BERICO ønskede at få tilbehør med ølkassser, containere og mælkejunger frem, da disse ting solgte godt. Tekno havde ikke flere æsker, men BERICO var tilfreds med plastikposer med fællesteksten ”Tekno løsdele”. (Om de nogensinde er leveret vides ikke.)

Efter dette møde sendte Andersson et brev til Tekno den 29. oktober 1969, hvor Andersson kun vil have Volvo 144 i sennepsgul, som er originalfarven. Den hvide eller den taxagule er ikke velegnet. (Højst overraskende – den røde omtales ikke). Andersson vil vide hvornår Saab 99 er færdig, ligesom han rykker for kataloger. Dobbeltpakningerne er for dyre mener Andersson, der ikke kan forstå at 2 enkelt biler er billigere end en gavepakning.

BERICO har ført forhandlinger med Scania og Disney omkring tilskud til reklame for Herbiebilen dog uden held.

Til dette brev svarer Tekno den 31. oktober 1969, at Saab 99 kommer i januar 1970 og Tekno vil sænke prisen på dobbeltpakningerne for 425/452 – 815/835 – 860/861. (Jeg har aldrig set en æske med en Volvo 144 og en campingvogn. Den er formentlig aldrig blevet lavet).

Af en salgsliste fremgår, at BERICO trods besværet nåede at sælge 273.625 Teknobiler pr. 11. december 1969 svarende til en omsætning på 1.938.154,85 kr. Af disse solgte Volvo 144 alene 53.033 stk. 19 modeller stod for 80 % af salget ud af de 62 modeller som BERICO fik leveret. Teknos omsætning svarede til ca. 67 % af BERICOs samlede omsætning.

Noget af det, som Andersson hæfter sig ved blev meget mere besværligt efter Fjeldgaard rejste var kontakten til de svenske firmaer. Andersson stod for forhandlingen med Disney omkring Herbie og efterfølgende med Scania, som havde VW forhandlingen. Disney var fuldstændig umulige og Andersson var glad for, at det lykkedes at lave bilen, selvom det var planen at Disney og Scania skulle betale en del af omkostningerne. Det lykkedes aldrig.

Det bemærkes, at BERICO i Sverige solgte 7.300 stk. Herbie i de sidste måneder af 1969, men der er stadig et stykke vej til Corgi´s 4.900.000 stk. James Bond Goldfinger. Lidt overraskende blev der kun solgt 125 stk. nr. 870 Honest John og 120 stk. nr. 826 Ford Taunus. Der røg så 13.465 Saab 96.

Det var lidt nemmere med Volvo, som gerne ville betale lidt til reklame.

Andersson havde godt fornemmet, at det ikke gik som det skulle hos Tekno og han var egentlig godt tilfreds med at Algrema overtog Tekno 1. juni 1970. Det blev dog værre både med kvalitet og med at få leveret varer. Alligevel blev der leveret rigtig mange biler fra Algrema-Tekno.

Fra samme dato indgik BERICO en aftale med KIRK om at sælge deres biler under navnet Model Products.

Fra 1970 – 1973 blev BERICO agent for Tamiya, Majorette og Heller og da Tekno gik konkurs i 1972 udgjorde deres omsætning 1/3 del af BERICOs samlede omsætning. Med de nye agenturer lykkedes det at holde omsætningen oppe på 5 mil., kr. i 1974.

I 1976 vendte Tekno Holland tilbage via firmaet Vanmin. Det forhandledes i Danmark af H. Wittrock A/S i Bagsværd. Dette firma forhandlede mange af de samme produkter som BERICO og der er et godt samarbejde mellem dem, men Tekno blev aldrig rigtig en stor spiller igen også fordi udvalget var meget begrænset. I 1980 er det slut med legetøjsbilerne fra Tekno.

I 1977 flytter BERICO til nye lokaler i Höjdrodergatan.

I 1978 laves aftale med Trudi.

I 1980 laves aftale med Wiking Plast – som ophører i 1987.

I 1982 kommer Solido tilbage og omsætningen passerer 10 mil.

I 1983 skriver BERICO med italienske Lima og med engelske Britains. Aktiekapitalen øges til 500.000 kr.

I 1986 omsættes for 20 mil.

I 1988 får BERICO 3 nye kunder, Bluebird, SES og Grazioli.

I 1980 runder omsætningen 30 mil.

I 1990 sælger Bluebird produktet Polly-Pocket på 6 måneder for 6 mil. Omsætningen ender på 37 mil.

BERICO går konkurs i 1993 – men føres videre af nye ejere.

Ovenstående er eksempler på en Scania Lastbil fra Tekno Holland, hvor Andersson ville lave en reklamelastbil med BERICO loge. Den blev dog aldrig til noget.

Solidobussen lavede BERICO i et forsøg på at få den solgt til IKEA, som på det tidspunkt havde denne reklame på busserne. Den blev præsenteret for IKEA, der dog ikke ønskede at være med til at betale for reklame for bilen.

Kjell Christensson kan supplere med, at Sverige var inddelt i 6 salgsdistrikter, hvor det i Stockholm tilhørte Bengt Ringblom. Kjell havde selv det sydlige Sverige. Sælgerne havde en stor kuffert med ud i forretningerne med prøver af bilerne. Butikkerne udfyldte så et skema med de biler de ønskede at købe. Kjell lavede selv en del af sit salgsmateriale ved at tage billeder af en masse biler og samle dem i en mappe. Der var ikke muligt at have alle bilerne med i kufferten.

Jeg spurgte Andersson, hvorfor han ikke havde haft LEGO. Det ville han naturligvis også gerne have haft og han havde prøvet mange gange uden held.

Ivan Andersson døde d. 29. juni 2012 94 år gammel.

Peter Frandsen

Breve