Sprite Musketeer nr. 815

Sprite Musketeer nr. 815

(1965-1972)

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

Det er en rigtig flot campingvogn, som Tekno fik lavet. Den er veludført og den gør legen rigtig sjov. Tekno lavede en campingvogn i 1950.erne, men den var hverken fugl eller fisk. E. Spon, der konstruerede den fortalte mig, at den er tegnet udfra hans frie fantasi. Derfor havde Tekno nok behov for at få en “rigtig” campingvogn ind i deres portefølje og også en campingvogn, der havde den rigtige størrelse. Den gamle campingvogn havde nr. 815, som var det nummer som Sprite Musketeer arvede.

 

Den gamle campingvogn nr. 815 til venstre og den nye nr. 815 til højre.

Jeg synes den er veludført og den hører bestemt til i Tekno familien.

Sprite Musketeers historie

Tekno manglede en afløser for den gamle campingvogn og afløseren kom i 1965 med Sprite Musketeer. Campingvognen valgte Tekno fra starten at markedsføre sammen med den berømte Ford Lincoln Contineltel, der var kommet et par år tidligere.  Det var to forskellige produkter, som man købte hver for sig.

Det ældste jeg har fundet på Sprite Musketeer er fra Teknos reklame i Legetøjstidende fra juli måned 1965 og fra Berico (den svenske importør) reklame fra juni 1965 i Leksaksrevy. Den må derfor været kommet i sommeren 1965

  

Ovenfor til venstre Bericos reklame fra juni 1965, i midten Teknos tilsvarende fra juli 1965 og til højre en anmeldelse i Familiejournalen fra oktober 1965.

 

Til venstre en artikel i ugebladet familiejournalen fra oktober 1965, hvor nyheder på legetøjsfronten havde sin egen spalte og til højre en reklame i Legetøjstidende fra september 1965 for det nye katalog.

Nedenfor annonce i Politikken fra den 3. juli 1965, hvor campingvognen præsenteres som nyhed.

Campingvognen fortsatte uændret indtil ca. 1967/68, hvor Tekno ændrede deres standardhjul. De første modeller var med metalhjul med hjulkapsel, så kom de med plastikhjul med hjulkapsel og til sidst med “Volvohjul”. Træktøjet blev også ændret fra et håndtag med 2 mm gevind til en skrue med 3 mm gevind. Denne ændring kom lidt senere end hjulene, så man kan godt se en campingvogn med Volvohjul og 2 mm ophalerhjul. Ellers gennemgik Sprite Musketeer ikke ændringer fra 1965 – 1972, da Algrema/Tekno gik konkurs.

 

Ovenfor til venstre træktøj med 3 mm gevind og til højre 2 mm gevind.

Model med det såkaldte “Volvohjul”.

Fra starten valgte Tekno at markedsføre Sprite Musketeer sammen med Ford Lincoln Continentel. Det var et meget flot sæt og reklamen med de to sammen, fortsatte helt frem til kataloget i 1970/71, hvor Tekno valgte både at bruge Lincoln og et andet billede med campingvogn og Ford Mustang. Underligt nok fravalgte Tekno Volvo 144, hvor de ellers i 1970 markedsførte giftsættet med en Volvo 144/Sprite Muskeeter og et sæt med Ford Mustang/Sprite Musketeer. I kataloget fra 1971/72 er det kun Ford Mustang/Sprite Musketeer, der er med, dog har Volvo 144/Sprite Musketeer fået forsiden.

Ovenstående viser det originale foto af Ford Lincoln/Sprite Musketeer, som blev det officielle billede/tegning, som Tekno brugte som reklame for Sprite Musketeer.

Nedenfor annonce fra Politiken fra den 18. juni 1966, hvor Lincoln og Sprite Musketeer præsenteres sammen.

  

Ovenfor til venstre Teknos katalog fra 1965/66, i midten fra 1968/69 og til højre fra 1970/71 og 1971/72.

Ovenfor forsiden af 1971/72 kataloget, men en Volvo 144 og en Sprite Musketeer. 

Campingvognen kostede 13,- kr. i Danmark da den kom frem i 1965 og 14,75 kr. i 1970, så den var ikke steget ret meget i de år den var på markedet. I Sverige kostede den 11,50 sek., i 1968. Sjovt nok var kursen lige omvendt sidst i 1960.erne, hvor 100 dkr. kostede 69 sek. I dag i 2018 er det lige omvendt.

Giftsættet med Volvo 144 eller Ford Mustang med campingvogn kostede 29,75 dkr.

En lang række af Teknos personbiler kunne bruges sammen med campingvognen. I starten lavede Tekno et hul på 3 mm i bunden af bilerne til montering af trækkrogen. Senere ændrede Tekno montagen til en lille sort plastik spændetap som blot skulle presses i hullet, som nu var 3,5 mm stort. Derfor skal man sikre sig hvor stort hullet er, hvis man vil montere en campingvogn eller sin bil. Volvo Amazon 2-dørs model og Saab 96 med det smalle kølergrill var oprindelig med 3 mm hul, men senere ændrede Tekno hulstørrelsen på disse biler til 3,5 mm. Det er typisk de biler med “Mustanghjul”.

Montagesættet ovenfor kunne man købe ved siden af. I posen havde Tekno forudset problemet med skruen og spændetappen og vedlagt begge i posen, som kostede 1 kr. Uden på posen var trykt en montagevejledning. Billedet forneden viser det sæt som fulgte med i æsken uden tryk. 

 

Dinky Toys fremstillede også en campingvogn, som godt nok blev modificeret hen af vejen med ruder o.s.v., men som var noget primitivt og klodset noget sammenlignet med Teknos flotte Sprite Musketeer. Spot-On lavede også en campingvogn som ligner Dinkys.

Ovenstående billede af Dinky campingvognen er fra Internettet.

Der er solgt virkelig mange Sprite Musketeer campingvogne gennem de 7 år, som den var på markedet. Siden forsvandt den helt – ingen ved hvor formene blev af.

Campingvognen var også med på forsiden af en reklame for Bornholmstrafikken.

Modellens detaljer:

Sprite Musketeer var et ægte Tekno produkt. Den blev udviklet på Tekno og har derfor et nr. i 800 – serien. Tekno opgiver modellen i størrelsesforholdet 1:43½ og den er 115 mm lang. Men den er faktisk lidt større i størrelsesforholdet 1:37. Jeg tror de opgivne størrelsesforhold mere var en norm fra bilmodelsproducenterne end det var et udtryk for modellens reelle størrelse. De ofte lidt andre mål end 1:43½.

Grundmodellen består af ca. 28 løsdele, hvilket ikke er ret meget for et Tekno produkt i 1965. Den er bygget op, som Tekno plejede at gøre, med en bund og en top, som holdes samme med en 1/8 tommeskrue. Karosseriet er blot en skal med en løs rude. Bunden har to styretapper bagest og to forrest, der låser bund og top. Interiøret er rødt som standard og er meget fint indrettet, med to borde, siddepladser, køkken og et højskab. Der er faktisk fine aftegninger af kogeplader og en køkkenvask. Flot detalje, som kan ses udefra gennem vinduet. Døren kan åbnes og lukkes. På taget er der limet et transparent tagvindue fast lige over køkkenet. Baglygterne er prismelygter i farverne røde og gule – to i hver side. Det ser flot ud. De to forreste styretappe er malet gule og fungerer som markeringslygter. Hvis det var en detalje konstruktøren havde forudset, må jeg sige, at det var godt tænkt.

  

Hjulene løber i et styr i bundpladen og vognen har selvfølgelig spiralfjedre. Træktøjet er nittet fast i bunden og der er skåret gevind til støttefoden. Det har åbenbart været en dyr løsning, så Tekno ændrede dette til en skrue. Man kan justere højden med begge muligheder.

Den har fine tydelige graveringer omkring vinduer og mellem tagdelen og siderne på karosseriet. Det er lidt smart, når den skulle males i to farver. I bunden er der graveret “Tekno Denmark” og modelbetegnelsen “Sprite Musketeer” og serienummeret 815.

Forrest på begge sider er der påsat decaler “Sprite Musketeer.

Alt i alt en meget veludviklet model vel nok fra Teknos storhedstid midt i 1960.erne.

Modellens værdi:

De har aldrig været dyre disse campingvogne. Modeller i mintbox stand koster lidt, uden at være i nærheden af den dyre ende når vi taler Tekno. De ligger vel på 8-1200 kr. Brugte modeller koster 150 – 200 kr. hvis de er hele.

Gaveæskerne er forholdsvis sjældne og kan godt ryge op i en del penge. De udbydes rimelig sjældent.

Hvad skal jeg passe på?

Der er ikke noget at passe på. Man kan nemt se, om der er noget, der er gået i stykker. Den er bundsolid og velkonstrueret uden svage punkter.

Tekniske data:

Ruderja 
Affjedringja 
StyretøjNej 
Interiørja 
Løse lygterja 
Løse kofangereNej 
Bevægelige deleja 
BlinkNej 
Decalerja 
Samlet med En skrue
TofarvetJa 
Blist-car modelNej 
   

Særlige decaler:

Den er kun lavet med standard decalerne.

Æsker:

Æsken er en standard papæske, som ligner de øvrige æsker fra Tekno i standardfarverne rød og hvid. Den er lidt sjov med en campingvogn på hver side dels i blå og i grøn. En fin tekst på en side af æsken og en montagevejledning og en instruktion i at lukke og åbne døren på den anden side. Pigen er logo fra Sprite Caravans, som formentlig har fået lov at betale for æsken.

 

Udsigtsæske:

Campingvognen nåede også at komme i en standard udsigtsæske i rød og hvid.

Gavesæt:

Modellerne:

Jeg er bekendt med de fire nedenstående farvekombinationer, men der kan være andre mere sjældne modeller, eller der kan være tale om den samme farve med nuanceforskelle.

1: Beige:

 

2: Beige/blå:

 

3: Beige/lys grøn:

4: Beige/mellemgrøn

Den “mellemgrønne” er sjælden.

Ukendt farve:

Jeg har et billede af en campingvogn i en brunlig nuance. Om den er lavet i den farve eller det er lyset, der snyder ved jeg ikke.

Diverse materiale:

Nedenfor ses eksempler af originale billeder, som repræsentanterne havde med ud til forevisning i legetøjsforretningerne.

Nedenfor vises lidt billeder med bil og campingvogn.

 

  

Anders And:

Reklame fra Anders And fra 21. marts 1967.

Den rigtige Sprite Musketeer:

Nyd denne annonce fra Politiken fra den 11. april 1964, hvor der reklameres for den “rigtige” campingvogn.

Andet:

Fra en god samlerkollega har jeg modtaget denne æske, som ingen kender oprindelsen på. Jeg tror ikke det er en æske som Tekno har produceret, men det kunne godt være en æske, som har været brugt til noget andet. Men sjov det er den.

6 kommentarer til “Sprite Musketeer nr. 815”

  1. God læsning om camping vognen sjov reklame med skibet BRIO kran ,Britans motorcykel betjent og ladtraktor og Matchbox veteran biler endelig de øvrige biler fra Tekno/ Kirk

    Svar
  2. Hej Peter.
    Endnu en fin artikkel du har lavet.
    Sprite Musketeer har for mig altid været den rigtige campingvogn da jeg synes at den er flot i formen, og den har en passende størrelse. Jeg har faktisk 4 styk af Tekno-modellen.
    Men jeg har rent faktisk også haft en rigtig Sprite Musketeer. Den havde vi i 15 år og havde meget glæde af den..For mig høre en Sprite Musketeer sammen med en gammel Volvo. Jeg ved af egen erfaring at det køre godt sammen.Jeg havde nemlig 5 Volvoer på skift i mens vi havde Spriten.

    MVH Kim B S.

    Svar
  3. Hej Bjarne
    Jeg kan kun give dig ret Sprite Muskerteer hører sammen med en Volvo 144S og ikke Mustang eller Continental men det er selvfølgelig en smags sag
    MVH
    Ms Super
    Flemming

    Svar
  4. Hej Peter
    Sad lige og læste din artikel om camping vognen igen men der er faktisk fejl i tekst og foto om hjul du skriver st det er de gamle hjul men jeg ser det som Volvo hjul

    Svar

Skriv en kommentar