Mercedes Expo-Expres autotog

Mercedes Bruxelles bus 

Nr. 851 – Autotog

Nr. 852 – Expo truck

Nr. 853 – Expo trailer

(17. april 1958 – marts 1960)

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

Mercedes-Benz autotoget er en del af Teknohistorien og toget tilhører bestemt Teknofamilien, men det er unægteligt en ubestemmelig størrelse dette lille autotog.

Det er ingen hemmelighed, at det blev bestilt hos Tekno af det belgiske firma “Le Bois Manufacture S.A.” til levering til Expo Verdensudstillingen i Bruxelles i 1958, men modellen lå langt fra Teknos normale sortiment. Men det lykkedes, at få de lille charmerende autotog færdigt til tiden til udstillingen, men toget kom også i almindelig handel i Legetøjsbutikkerne, men det var langt fra alle steder, det kom ud i handlen. Det gav i øvrigt anledning til en retssag, som jeg vender tilbage til.

I den virkelige verden, blev Mercedes-Benz autotoget fremstillet specielt til Verdensudstillingen i Bruxelles i 1958 for at fragte besøgende rundt på en 5 km lang rundstrækning på udstillingsområdet. Toget kunne medtage 70 passagerer og en tur på 30 minutter kostede 10 fr. Jeg kan kun opfordre til at Google toget og kigge på billederne. Teknos lille tog er ramt næsten perfekt.

Det var ikke kun Mercedes, der leverede autotog, man kan også finde et VW baseret autotog, som kørte rundt på udstillingen.

Autotogets historie:

Det fremgår af en annonce i Legetøjstidende fra august 1958, at Tekno vandt konkurrencen med at fremstille et autotog i konkurrence med andre af Europas førende legetøjsindustrier.

Ovenfor annonce i Legetøjstidende fra august 1958.

I mit interview med Erik Spon, der var konstruktør på Tekno fra 1952 – 1960 og som konstruerede modeltoget, kunne han fortælle, at ingen af funktionærerne på Tekno vidste noget som helst om, at der var afgivet et bud på at lave en model af toget.

Derfor var overraskelsen også stor, da Siegumfeldt i 1957 overrakte Spon opgaven. Han var forbløffet og forfærdet, fordi der var meget kort tid til at få autotoget færdigt. Normalt tog det 2 – 3 år at få en ny model klar på Tekno. Alt blev kastet til side og alle kræfter blev sat ind på opgaven og heldigvis lykkedes det, at få autotoget klar til udstillingens åbning den 17. april 1958.

Problemet var så – ifølge E. Spon, at alt andet var blevet meget forsinket.

Men Expo-toget var åbenbart et problembarn i hele sin levetid. Tekno aftalte med det belgiske firma “Le Bois Manufacture”, at Tekno skulle levere 75.000 sæt autotog, som jeg må formodede skulle være i perioden fra den 17. april 1958 – 19. oktober 1958, hvor udstillingen var åben.

Men i en artikel fra “Folkebladet Randers og Omegn” fra den 20. juli 1960 fremgår, at det belgiske firma af Sø- og Handelsretten i Danmark blev dømt til at betale Tekno 35.000 kr. + 3.000 kr. i sagsomkostninger, fordi det belgiske firma kun aftog godt halvdelen af de bestilte 75.000 autotog.

Belgierne mente Tekno havde misbrugt formene til at producere og sælge biler uden tilladelse i originale æsker, da formene tilhørte dem og de mente også, at bilerne var for dyre. Retten slog fast, at formene tilhørte Tekno. At bilerne var for dyre var vel belgiernes eget problem. Prisen var uden tvivl aftalt på forhånd. Jeg runder betydningen af denne hændelse af lidt senere i artiklen.

Ovenfor artikel i “Folkebladet Randers og Omegn” fra den 20. juli 1960.

Tekno begyndte levering af autotog i Danmark fra den 15. august 1958. Selvom ca. 40.000  autotog var gået til den belgiske forhandler “Le Bois Manufacture S.A.”, sendte Tekno også  autotoget ud i almindelig handlen i Danmark og i begrænset omfang i Sverige, men jeg har, franske, belgiske, hollandske og tyske prislister og kataloger fra den periode, men her er autotoget ikke nævnt. Hvis Tekno havde bare lidt respekt overfor belgierne, ville de nok have undladt at sælge autotoget i almindelig handel.

Familiejournalen omtalte også autotoget i en klumme med legetøj fra 1958 i indlægget til venstre og til højre autotoget i et svensk katalog fra Berico fra 1958. 

Ovenfor annonce i Politiken fra stormagasinet Havemanns fra 1958 op til Jul.

Tekno havde naturligvis også autotoget med i deres store katalog fra 1958.

Ovenfor Teknos store katalog fra 1958, hvor autotoget selvfølgelig også er med. Det samlede tog kostede 17,25 kr. og trucken (Mercedes) og vognen kostede hver 5,75 kr. 

Men i Danmark fik autotoget fuld opmærksomhed i 1958. Normalt var et Tekno produkt på markedet i 8-10 år, men autotoget var med i prislisterne fra 1959, men i 1960 var de ikke nævnt.

Jeg har faktisk et brev fra Tekno henvendt til legetøjsforhandlerne fra marts 1960, hvor det af teksten fremgår, at Tekno har en lille rest tilovers og der tilbydes 1 truck + 2 vogne for fire kr. eller 1 truck og 4 vogne for fem kr.

Rønberg Legetøj ville også gerne af med deres autotog, hvor de tilbød et helt togsæt for 6,67 kr. Annoncen ovenfor blev bragt i Politiken den 17. januar 1960. Rønberg har dermed haft en fortjeneste på 2,67 kr.

Det var meget sjældent, at Tekno satte deres produkter på udsalg på den måde, hvor tingene nærmest blev foræret væk, men tvisten med belgierne er selvfølgelig forklaringen. Dømmen i Sø- og Handelsretten faldt først i juli 1960 og brandudsalget af modellerne var i vinteren 1960, så Tekno har haft travlt med at skille sig af med lageret, hvis dommen kom til at gå Tekno imod. De ville for alt i verdenen undgå at brænde inde med en masse biler. Det skete så heller ikke og på den måde fik Tekno fuld pris for togene af belgierne og lidt penge ind på salget.

Efterfølgende ville det ikke give mening at genoptage produktionen og kræve fuld pris for autotoget.

Det er min teori, at belgierne allerede i forsommeren 1958 har erfaret, at de ikke kunne sælge de bestilte 75.ooo stk. autotog. De har derfor nægtet at modtage flere, med den begrundelse at de var for dyre. Tekno har således stået med ca. 30.000 stk. autotog, som var færdige til levering, men som de ikke kunne komme af med. Derfor har Tekno pludselig besluttet at sælge dem i almindelig handel allerede i august 1958.

Den har belgierne selvfølgelig grebet og har brugt det som argument for ikke at ville betale for restpartiet.

Lidt simpel hovedregning afslører at Verdensudstillingen var åben i ca. 6 måneder eller 180 dage. Hvis de holdt åbent 7 dage om ugen skulle de i gennemsnit sælge 416 togsæt om dagen, hvilket nok var lige lovlig optimistisk.

Men jeg kan ret præcist fastlægge autotogets korte karriere på markedet, som har været fra den dag udstillingen åbnede d. 17. april 1958 – marts 1960 og de er kun solgt på Verdensudstillingen i Belgien og i udvalgte forretninger i Danmark. Ikke underligt, at man ser dem så sjældent.

Autotogets detaljer:

Autotoget består normalt af en trækkende bil, som Tekno kaldte en truck og to trailere. Trailerne er ens.

 

Jeg vil begynde beskrivelsen af autotoget ved trucken. Trucken var bygget over et chassis fra Mercedes – Benz og Teknos udgave er ret lille. Trucken måler kun 84 mm. Den rigtige bil ligner en varebil fra Mercedes med modelbetegnelsen L319.

Mercedes L319 er 4720 mm lang så størrelsesforholdet er kun ca. 1:56, hvilket er en lille modelbil.

Karosseriet er støbt i et stykke – hvor Spon ofte byggede bilerne op i flere lag er denne altså støbt i et stykke.

Siderne er ens og det mest iøjnefaldende er selvfølgelig de store udskæringer til ind- og udstigning for passagerne, med håndtag til at holde fast i. Forrest er dørene til førerhuset med rude og en lille trækrude. Både truck og trailer har graveringer hele vejen rundt, som markeringer af, hvor decalen skal sidde. Det er meget usædvanligt – det har jeg ikke set før på en Teknobil.

Den forreste del af bussen er ret detaljeret. Den har de to fine vandrette pyntelister graveret rundt om fronten, sammen med dørhåndtag og blinklys. Forrest på bussen er det flotte Mercedes emblem også kommet med, ligesom kofangeren også er markeret. Kølergrillen med Mercedes logo og forlygter er trykstøbt for sig selv.

Der er ikke meget bag på trucken. I taget er der skåret ud til soltaget, som i Teknos udgave er fyldt ud med orange eller gult plastik, men som formentlig har været soltag på de rigtige biler.

Den har en fin plastikrude, som er sat fast i taget. Jeg synes den er flot ramt i forhold til den rigtige bil og den har også det lidt sørgmodige udtryk, som denne bil har.

Den er flot malet i to farver – blå underdel og grå overdel.

Bunden er traditionel Tekno arbejde. Den er støbt i et stykke uden tekniske graveringer. Det har der ikke været plads til på grund af den ret omfattende tekst, der er graveret ind i bunden. Der står: “Tekno Denmark”, “Mercedes”, “Made For Bois Menu”, “Belgium 1958” . Den har de samme type hjulophæng, som fx VW type I, hvor Tekno har konstrueret bunden således, at hjulakslerne trækkes gennem de støbte bladfjedre.

Bagest på bunden er trækkrogen med en lille tap støbt med.  Hjulene er genbrug fra personbilerne fra den periode, fx VW 1200 nr. 805 og Opel Olympia Rekord.

Ovenpå bunden er der placeres to sæderækker, som er nittet fast på bunden. Der er en lille detalje med sæderne, idet det forreste sæde til passagerne går ind i førerhuset og fungerer som sæde til chaufføren. Sæderne er sjovt nok malet i en anden blå farve end bunden – og så er de hammerlakeret.

Bunden sættes fast i bilen ved at to små tappe stikkes ind i to små huller bagest i karosseriet og hvor den nittes fast med en nitte forrest.

Traileren er bygget op på samme måde som trucken. Den har ingen graveringer udover en tilsvarende tekst i bunden magen til trucken og markeringerne til decalen. Den har fire udgange til fem stolerækker.

Bunden har ikke bladfjedre, så Tekno har lavet en lille forhøjning, hvor hjulakslerne er trukket igennem.

Trækkrogen er magen til den på trucken, men den er lidt kraftigere. Træktøjet er lidt specielt, da det er lavet i blik, som et triangelstykke og sat fast med en lille aksel, så det kan bevæge sig under kørsel. Tekno magtede dog ikke at lave et egentligt styretøj på grund af tidspres.

Det er en meget fin vogn, som fuldstændigt ligner den rigtige fra Verdensudstillingen.

Hele vogntoget er 35 cm langt. Trucken består af 17 dele og traileren af 18 dele.

Sammenfattende er autotoget et rigtigt fint kvalitetsprodukt fra Tekno.

Autotogets værdi:

Der er gode priser på pæne autotog, sammenlignet med andet Tekno, ligger priserne klart over gennemsnittet. Modeller i æsker uden fejl mangedobler prisen og det store sæt nr. 851 opnår typisk priserne på adskillige tusinde kroner, men æskerne og modellerne skal være pæne. Æsker er sjældne.

Er der noget jeg skal passe på?

De typiske fejl på autotoget er, at den lille knop, der sidder på trækkrogen knækker af, eller hele trækkrogen brækker af. Taget kan også mangle, men ellers er det en stærk konstruktion, der holder til en del.

Trækkrogen er meget spinkelt konstrueret.

 

Ruder:Ja I trucken
Affjedring:Nej
Styretøj:Nej
Interiør:Ja Sæder
Løse lygterNej
Løse kofangereNej
Bevægelige dele:Ja Træktøj
Blink:Nej
Decaler:Ja
Samlet med:Nitter
TofarvetJa
Blist-car modelNej

Decaler: 

Autotoget har alle de samme decaler, som er en lang blå stribe, som løber hele vejen rundt både på trucken og på traileren. Trucken har Mercedes-Benz logo på dørene og bagpå, ligesom traileren har Mercedes-Benz logoet på alle sider. Jeg har aldrig set andre decaler på autotoget.

Æskerne:

Autotoget blev selvfølgelig leveret i papæsker. Sættet bestående af en truck og to trailere nr. 851, blev leveret i en lang æske med illustration af togsættet og en tekst, der reklamerer for Expo udstillingen. Til at holde autotoget på plads skal der være en inderæske, som næsten altid mangler. Hvis den ikke ligger i æsken støder truck og trailere sammen.

 

Æskerne til truck og trailer har det samme layout og illustrationer som den lange æske.

Jeg har desværre ikke en æske til trucken.

Æskerne til autotoget er uhyre sjældne.

Modellerne:

Der findes kun den model, som er beskrevet her. Jeg har aldrig set andre og det vil undre mig om der dukker andre op. Den er lavet til et specielt formål og over en kort periode – så motivationen til at ændre på modellen har ikke været til stede hos Tekno.

Nr. 851, Autotogsæt med orange tag:

 

Nr. 851, Autotogsæt med gult tag:

Modellen med gult tag er lidt mere usædvanlig end den med orange tag.

Nr. 852, Expo truck:

Er naturligvis også lavet med både orange og gult tag.

Nr. 853, Expo trailer:

Er naturligvis også lavet med både orange og gult tag.

Andet:

Til Verdensudstillingen fremstillede Bois Manu et særligt display, hvor der kunne stå to autotog. Det er flot og det er uhyre sjældent.

Billede er fra Internettet www.antiquereporter.com.au

Desværre kender jeg ikke auktionsprisen.

En kommentar til “Mercedes Expo-Expres autotog”

  1. I found mine in a small antique shop in a small town in Indiana USA. Did an American go to the Expo in 58 and bring it back? Or perhaps a Dane immigrated to the US sometime later and brought it with them? We will never know! It is a small world!

    Svar

Skriv en kommentar