DC 7 nr. 765

DC 7 C nr. 765 (1958-1967)

Efter at have øvet sig et par år med at lave jagerfly, kastede Termax sig over passagermaskinerne.

Valget faldt helt naturligt på Douglas DC 7, som var en del af SAS´s flåde på i alt 14 fly.

Det var ukendt marked for Tekno, at markedsføre passagermaskiner, men de blev endnu en brik i Teknos sortiment og de var i høj grad med til at brande Teknos produkter, som kvalitetsprodukter.

I modsætning til jagermaskinerne, blev der lavet en del forskellige varianter af passagermaskinerne og alle de varianter, som jeg kender til tilhørte flyselskaber, som rent faktisk havde DC 7 i deres flåde.

Der blev solgt rigtig mange passagermaskiner fra Tekno og det forstår man godt, når man står med en i hånden. De er virkelig gennemførte.

DC 7´s historie:

Den rigtige maskine fra Douglas blev produceret mellem 1953-58 og da Termax sikkert har brugt et par år på at fremstille værktøj mv., nåede DC 7 lige nøjagtig ud fra Tekno, netop som Douglas indstillede produktionen i 1958. Men selvfølgelig fortsatte flyselskaberne med at flyve med maskinerne mange år frem.

Hvorfor DC 7 fik produktionsnummer 765 er der ingen logisk forklaring på. Den sidste jagermaskine slutter med nr. 788, så logikken foreskriver, at DC 7 fik nr. 789 o.s.v. Men forklaringen er formentlig, at Termax ønskede at holde den fortløbende nummerserie til fremtidige jagermaskiner.

DC 7 blev første gang nævnt i mit materiale i Teknos eget store katalog fra 1958. Der bliver ikke gjort meget ud af nyheden. Der er ingen annoncer i Legetøjstidende, hvilket kan skyldes, at Tekno lancerede mange af deres egne produkter på dette tidspunkt, men også at Tekno forhandlede Lindberg og Revell byggesæt med masser af muligheder for flyvemaskiner. Blandt andet lavede Revell en DC 7C.

Jeg formoder, at den første DC 7, som udkom var fra SAS i “Skandinavian Airlines System” udgaven, som også er vist i kataloget, men samtidig nævnes også “Sabena, Swissair og KLM”. Prisen var 9,50 kr., så det var ikke et billigt produkt.

I 1959 udkom Alitalia og prisen på maskinerne var steget til 10 kr.

Som med alle de andre Tekno produkter blev flyvemaskinen også eksporteret til mange lande, herunder Sverige.

Berico udgav en lille brochure i 1960 med blandt andet flyvemaskiner. Caravellen er ikke nævnt, fordi den ikke var udkommet endnu.

Af den tilhørende prisliste kan man se, at prisen var 8,15 skr.

Hele flyserien er intakt i Teknos kataloger fra 1961/62, 1963/64 og fra 1965/66.

I prislisterne fra 1961 er Alitalia allerede udgået igen, hvilket kan forklare, hvorfor de er så sjældne, hvis de kun blev produceret i 1 – 2 år. Man kan dog ikke stole 100 % på prislisterne, som blev opdateret hver 3 måned.

Sidste gang DC 7 nævnes er i prislisten fra 1967, hvor prisen var opgivet til 13,5 kr. Jeg har svenske prislister fra 1968 og 1969 og her nævnes DC 7 ikke.

Jeg er af den overbevisning at flyet udgik 1967, samtidigt med Hawker Hunter og med MIG 15.

Tekno havde Caravelle i sortimentet, som var en jetdreven maskinen, så det var helt naturligt, at lade den propeldrevne DC 7 udgå ca. 10 år efter, at den rigtige maskine var udgået af produktion.

En karriere på 9 år for DC 7 er godkendt.

DC 7´detaljer:

Der er tale om en meget vellykket konstruktion af en DC 7. Den ligner sit forbillede på en prik. Når man står med DC 7.eren i hånden fornemmer man, at det er et topkvalitet.

Den består af tre hoveddele, en underdel og en overdel, samt vingerne.

Underdel og overdel er delt på langs faktisk på midten hele vejen igennem. Underdelen bærer næsehjulet og ligesom for af at gøre op med svagheden fra jagermaskinerne er halevingerne støbt sammen med bunden. Det er flot lavet. Foran i bunden er der medstøbt en stor klump – som jeg ikke har udregne, hvorfor den er nødvendig.

Toppen består af en lang krop og vinduer til cockpittet med midter- og sidesprodser. Haleroret sidder naturligvis også på overdelen.

Vinduesenheden er eneste plastikdel på en DC 7.er.

Vingerne er støbt i et stykke med huller til landingshjul, samt huller til fire motorer.

Der er graveringer, som markerer alle flaps på vinger og på haleror, samt naturligvis graveringer med logo “Douglas DC 7C” og “Tekno Denmark”.

Hjulene er sat fast med en klods og en fjeder, som låser hele enheden. Det er mindre sårbart end fjedren på jagermaskinerne. Der er dobbelthjul på en DC 7. Næsehjulet er monteret efter samme princip. Hjulene passer perfekt i hjulkasserne og er nemme at betjene.

Der sidder fire meget flotte propeller forenden af de fire motorer. De er monteret ved hjælp af en lille stift og en bøsning, som presses fast på motoren.

Maskinen er samlet på en sjov måde, hvor ingen af tapperne bliver synlig udvendig på maskinen. Det er igen smart tænkt af folkene på Termax, hvor det uden tvivl var førstesvenden Christian Andersen, som konstruerede maskinen.

Den er næsten umulig at skille ad uden at lave skader. Man må forsøge at vippe toppen af forsigtigt med en skruetrækker, men hvis den smutter, laver den nemt en skade.

Vingerne sættes fast på underdelen nedefra og toppen sættes fast ovenfra.

Originalt værktøj til at trykke hjulenheden ned i vingen.

Man lægger ikke mærke til samlingerne, så perfekt er den lavet og den er usædvanlig glat og blank på overfladerne, som vidner om et perfekt polerarbejde med formene.

Tekno opgiver selv størrelsesforholdet til 1:200. Den består af 30 løsdele.

En rigtig flot flyvemaskine, som er virkelig velkonstrueret. Kronen på værket er decalerne synes jeg, men dem vil jeg vende tilbage til længere nede i artiklen.

Prøv at søge billeder frem på Internettet og se, hvor flot den rigtige maskine er og hvor nøjagtig Termax har ramt originalen.

Modellens værdi:

Hvor jagerne ikke er i særlig høj kurs eller eftertragtede blandt samlere er der altid en køber til DC 7.eren. Den er ikke særlig værdifuld, men dog i væsentlig grad dyrere end jagermaskinerne. Hvis æsken er intakt med en mint flyver kan den godt opnå en god pris. Der er mange flotte DC.7.ere, hvilket vidner om et voksent publikum som kunder. Maskiner med mangler, eller som er slidte koster næsten ingenting.

Hvad skal jeg passe på?

Restaureringer er ikke noget problem – det kan ikke betale sig. Jeg vil sige, at behandler man flyet ordentligt er det solidt konstrueret. Det går ikke i stykker hos den søde dreng, men hjul og propeller sidder udsat. Der skal heller ikke så meget til før halevingerne brækker af.

Særlige decaler:

Decalerne på DC 7 er ualmindelige flotte. De indrammer en perfekt konstruktion og er detaljerede. Der er flotte farver og detaljerede vinduer mv. På SAS maskinen ses de tre flag – norske, svenske og danske på siden.

Æskerne:

Endnu engang må jeg imponeres af Termax. De var klart forud for deres tid hele tiden. Det er helt tydeligt, at den æske, som de kom med til DC 7, var et forsøg på at lave en ikke bare smuk æske, men også en æske, hvor man kunne se indholdet. Vi skriver 1958 – der var så vidt jeg ved ingen andre, der var med på den ide så tidligt.

At medarbejderne hos Lange, som pakkede flyvemaskinerne var rasende over æskerne er en anden ting. De er umulige at stable og håndtere uden at det ender galt.

“Pigerne” i montagen havde klart foretrukket en firkantet papæske. Hvor ved jeg så det fra? – jo jeg har talt med flere af dem.

Selve æsken, som er fremstillet i plastik består af en grøn underdel og en transparent overdel. En lille ekstra detalje er den ekstra motor, som medfølger i æsken.

Næsten uanset hvordan man bærer sig ad vil æsken gerne smutte mellem hænderne på en.

Æsken har svagheder og vil gerne knække midt over eller låget revner.

Værktøj:

Model som har været anvendt ved udviklingen af bunden til æsken.

Modellerne:

Der er seks kendte udgaver af DC 7 og to varianter fra samme selskab, nemlig KLM og SAS. Jeg vil blive overrasket, hvis der pludselig dukker nye varianter op. Det er ikke nemt at fremstille decaler til maskinen og da den næsten var forældet da den udkom som propelmaskine, er det ikke logisk at der findes flere varianter fra nye selskaber. SAS købte i 1959 DC 8, som var en jetdreven maskine så allerede der var DC 7.eren jo mindre interessant.

Nr. 765-1, Skandinavian Air System, SAS:

Første udgaven af SAS maskinen med det oprindelige navn “Skandinavian Air System”. Nu skulle man tro, at den ene variant af SAS var mere sjælden end den anden, men det er mit indtryk, at der faktisk er nogenlunde lige mange af hver.

Nr. 765-1a, Skandinavian (Airlines), SAS:

Nr. 765-2, KLM, Flag på haleroret, (NL):

Der er to varianter af KLM i form af forskellige decaler.

Nr. 765-2a, KLM, KLM logo på haleror, (NL):

Nr. 765-3, Swissair (CH):

Nr. 765-4, Sebena (B):

Nr. 765-5, Alitalia (I):

Nr. 765-6, Südflug (D):

Südflug er sjælden. Jeg er aldrig stødt på den i Teknos officielle lister, ligesom de øvrige.

Mecline:

DC 7 blev også fremstillet i Norge under navnet Mecline. Den har samme farve og decaler som Teknomodellen, blot med logoet Mecline i bunden.

Diverse:

En dag fandt jeg en maskine på en Internetauktion som jeg synes var sjov. Den har decaler fra Delta Airlines og ser egentlig “rigtig nok ud”. Jeg kunne godt se, at den er håndmalet og at det formentlig er decaler fra et plastikbyggesæt i størrelsesforholdet 1:200, som er brugt. Men den er da meget sjov og er lukket ind i samlingen.

Der er altid en lille tvivl om den nu ikke er original. Det er der så ikke i dette tilfælde, da der står DC 8 på den.

Værktøj:

Nedenstående er originalt hjælpeværktøj til DC 7.eren. Sjovt at tænke på, at måske har alle DC 7.erne ligget i den værktøj? Jeg tror det har været brugt som holder, når decalerne skulle sættes på.