Direktørens beretning fra Hjørring

Forord

Dette er en beretning som John Lysdal og Lars Christiansen har lavet på baggrund af et interview med direktøren og ejeren af Tekno i Hjørring, Erik August Frederiksen og som jeg har fået tilladelse til at bringe her på siden.

Frederiksen hed tidligere Erik Frost Frederiksen men fravalgte ”Frost” i forbindelse med en skilsmisse. Det er interessant at høre Frederiksens oplevelser med Tekno. Frederiksen har uden tvivl været en dygtig handelsmand og rigtig god til at sælge dukker og dukketøj selv i stor stil. Hvorfor det gik som det gjorde er interessant at dykke lidt ned i, hvilket jeg vil gøre med mine egne kommenterer i forlængelse af artiklen suppleret med oplysninger fra tidsskrifter og aviser.

Jeg synes det bør med, at Frederiksen indgik aftale om at overtage Tekno A/S i begyndelsen af januar 1970, således at overtagelsen gjaldt fra 1. juni 1970 undernavnet Algrema – Tekno A/S med Frederiksen som direktør. Indtil den 1. juni fortsatte Tekno under sit eget navn.

Fra den 1. juni 1970 ophørte den aftale som Langes Legetøj og hermed KIRK indgik med Tekno i slutningen af 1940.erne og KIRK producerer herefter deres egne biler under navnet Model Products med KIRK logo i bunden. Det holder et år til den1. juni 1971 da KIRK gik konkurs og bilerne igen indgår i Teknos sortiment. Algreema-Tekno A/S køber KIRK i starten af februar 1971.

På grund af forskellige vanskeligheder åbnede Frederiksens nye fabrik først den 16. august 1971 på Hedevej 1 i Hjørring. Fabrikken tages dog i brug i marts på grund af pladsmangel.

I februar 1972 fik Algrema-Tekno A/S for alvor problemer og fabrikken lukkede og slukkede den 1. april 1972.

Det lykkedes dog Frederiksen at redde sin dukketøjsafdeling, der fortsatte indtil starten af 1978, hvor firmaet trådte i likvidation.

Inden Frederiksen overtog Tekno havde hans virksomhed kun eksisteret i godt 6 år og havde en omsætning på 10 millioner kroner.

Algrema er en sammenskrivning af navnene fra Frederiksens mormor, der hed Alma og farmor der hed Margrethe og som begge syede dukketøj.

Men nyd artiklen fra Frederiksen.

Teknosamleren.

ERIK AUGUST FREDERIKSEN

fortæller erindringer om
ALGREMA/TEKNO

Fortalt af John Lysdal

Lars Christiansen (LC)fra Ans og John Lysdal (JL) fra Herning er på besøg hos den tidligere ejer af Algrema/Tekno i Hjørring, i årene 1970-72, Erik August Frederiksen.
Besøget foregår på en dejlig varm sommerdag, tirsdag den 28. juni 2011 i Søndervig. Få dage efter fylder Frederiksen 84 år.

”Det begyndte egentlig dengang LEGO begyndte sådan og vokse sig op. Vi havde en udmærket dukketøjs fabrik som gav rigtig gode penge. Vi var begyndt at have pladsmangel. Dengang boede vi i EM skole. Vi havde egentlig købt et par tønder land ved siden af skolen, og det var meningen at vi skulle til at bygge en ny fabrik. Så sker der det, at jeg havde en agent i Norge som havde købt en del dukketøj og dukker af os. En dag siger han pludselig, at Tekno var nødlidende. Så begyndte han at snakke om dem, men vi havde faktisk også kikket på dukketøjsfabrikken nede i Hornsyld. Vi snakkede også om selv at lave en fabrik med store dukker. Men så kom det her med Tekno, og det endte med at vi tog kontakt til dem. Vi var til nogle møder og fik handlet med dem. Vi havde selvfølgelig sikret os at vi kunne få egnsudviklingsstøtte, det var jo tip top moderne dengang.”

Han mente at Tekno var i yderste tidsnød, da Tekno – hvis salget var glippet – ville blive erklæret konkurs kl. 11 næste dags formiddag. For Tekno forhandlede Esther (Siegumfeldt, der havde overtaget ledelsen af Tekno cirka to tidligere, efter faderens og stifteren af Tekno, Andreas Siegumfeldts død, red) kontorchefen, der var vist også var økonomichef og en sagfører. Frederiksen havde aldrig hørt om sønnen Egon Siegumfeldt, og var noget overrasket over, ikke at have hørt om ham.

”Under byggeriet lejede vi Hvidstengaard ved Tårs. Tekno kunne faktisk ikke køre uden kapitaltilførsel. Det blev sådan, at de lavede bilerne og vi overtog hele samlearbejdet, og hele salgsapparatet. Og mens vi byggede…, det var noget gammelt lort de maskiner og sager de havde. Så vidt jeg husker fik vi købt nogle nye. Så gik Kirk koncernen ned også, der købte vi hele maskinparken fra H. Langes Legetøjs Glostrup afdeling, også til en rimelig pris. Virksomheden hed en tid Kirk Mini Cars A/S.”

LC: ”Blev de ved med at støbe ovre på fabrikken i København?
Ja, så længe vi var på Hvidstengaard, var det kun samlingen vi tog os af. Bygninger derovre i København dem købte i ikke’? Nej, nej det var kun produktionen vi købte. Nej, først indtil vi var klar, og havde købt Kirk. Vi fik lavet et nyt og moderne malerværksted.
Det der gik galt med os og Tekno, det var (…) jeg har faktisk aldrig lært noget, jeg var selvlært, og styrede den dukketøjs fabrik kun på nogle A4 ark papirer. Vi fabrikerede det folk ville købe, hvis min ekskone og datter have lavet en ny model, og den gik ind i forretningerne, så væltede det ind med ordre. Og hver morgen fik jeg ordrebeholdningen der var kommet ind. Og hvad der var kommet ind inden kl. 11 pr. telefon, der kunne jeg se hvad folk bestilte. Så gik jeg i produktion og spurgte hvad de producerede i dag, af det og det, og hvad har vi liggende ude hos syerskerne af de her ting, f. eks af en bestemt model eller to. Det kalder i så hjem og stopper produktionen, og begynder at producerede det her. Hvis en kunde havde bestilt varer inden kl. 11, havde han dem næste dag. Pusledukken, som var italiensk, var meget populær og vi solgte så mange af den, at den italienske producent troede at vi fodrede svin med den. De havde aldrig nogen sinde solgt så mange.”

”Nå det fik så til resultat, at jeg fik alle de her kloge hoveder fra Tekno. De var så kloge. Man kunne ikke sådan producere fra dag til dag, det var på langt sigt, det var på månedssigt. Det var det der gik galt. Vores kunder var jo vant til (…) Lad og nu sige at en brudekjole var populær, så bestilte en forretning seks brudekjoler, nogle 12, nogle 24 osv. Hvis de ikke var med næste dags morgen, så var den ordre annulleret. Så viste de at den ikke var på lager, og så bestilte de den igen, sådan kørte systemet.
Så dengang de her kloge hoveder kom til, det duede ikke sådan noget. Så producerede vi brudekjoler de næste 14 dage, så kom der ordre ind på seks brudekjoler og de blev skrevet i restordre. Så igen kom der ordre fra den samme kunde, for de var jo ikke med. Så endte det jo så med at så havde vi brudekjoler, og så sendte vi måske 42 brudekjoler til en lille forretning der kunne bruge seks, så sendte han resten retur, han kunne jo ikke bruge så mange. De lavede om på systemet og optog restordre.”

Så producerede man en serie på 10.000 biler, og pigerne de samlede. Så manglede der sådan en lille del, hvor er den henne? Den må være på Hvidstengaard, eller på lageret. Nej, det var den ikke. Nå, så kunne jeg komme ind i hallen, og spurgte, hvad er det for nogle biler i producere, ´det er fordi det andet ikke er kommet´. Jamen vi skal da ha` de andre produceret, der står på lageret! Så allerværst med de 10.000 biler, så fandt de nitterne. Man havde godt nok været på lageret før, og så fandt man dem senere. Og sådan kørte det.
Så havde jeg mange af mine rejsende der ringede til mig `Hvorfor får vi ingen Falck biler, vi sælger masser af Falck biler`? Nå, så ud på lageret – hvorfor producere i ikke Falck biler, med alle dem vi sælger? Nå, jah den form er i stykker. I stykker! – fra sidste produktion og ikke lavet’? Ja, men sådan noget det skal jo gå galt.”

LC: ’Hvor mange folk var der med fra København, var det kun nogle få eller? Nej, der var mange med, vi havde værkfører og regnskabsfører osv. Nogle blev så skiftet ud, da jeg opdagede, at det her var ved at være galt. Og jeg begyndte at råbe op, men da var det desværre for sent. JL spørger: Snakken går at der kun var fire støbefolk med fra København? Nej, nej der var flere med og mange andre. Der var dem med, der ville flytte til Nordjylland. Men det værste ved det var, at i en virksomhed, der skal der være en ”handelsmand”, det var der ingen af dem der var. Og inden da jeg greb ind (…) Nu f. eks sådan noget som Volvo. Når de kom med en ny model, så lavede vi en helt ny bil. Hvorfor lavede vi en helt ny bil, bagenden den er jo den samme? Det er jo kun førerhuset der er lavet om. Det kunne de ikke finde ud af. Så sagde jeg, at nu, ville jeg selv tale med Volvo, og det varede ikke længe inden at jeg havde forhandlet mig til, at vi fik dobbelt så stort et tilskud, og så købte de 10.000 biler også. Jeg fortalte dem jo at nu da de havde fået lavet en ny model, skulle de da have sendt den ud til alle deres kunder.”

”Jeg må jo sige, jeg er jo vokset op på et lille husmandssted. Og vi startede det dukketøj op selv, i 1963. Jeg blev faktisk, og lod mig faktisk skubbe til side. Jeg følte måske, at de jo nok havde forstand på det der. Og på den anden side forlangte banken også (…) Banken hed den gang Landmandsbanken, i dag Handelsbanken. Jeg sagde også direkte ligeud til dem senere, at de tog røven på mig, for at sige det på godt Nordjysk.

For det viste sig senere, at hvis jeg ikke havde købt Tekno, så viste det sig at de næste dag kl. 11, var blevet erklæret konkurs med et kæmpe tab for banken. Landmandsbanken havde lavet en filial i Hjørring (…) så hvis jeg ville lave sådan en fabrik skulle jeg bare komme til dem, så skulle de nok finansiere mig.
Jeg kan huske, at da vi lukkede havde vi en ordrebeholdning på 20 mill. Vi havde sparet seks mill. op på fire år, og deraf, tror jeg, konverterer jeg to mill. til aktiekapital. Jeg lånte så selvfølgelig firmaet de resterende. Jeg tilbød så ved forhandlingerne at jeg kunne konvertere pengene til aktiekapital, men nej, det var forudbestemt, at jeg skulle lukkes. Jeg må sige at der blev jeg klogere; man skulle hverken stole på banker eller nogle andre.
Hvis jeg var ligeså klog som jeg er i dag, så var Tekno aldrig gået nedenom og hjem.

JL: ’Var salget for legetøjsbiler begyndt at falde’? Nej, nej det var først langt senere. Det var en skam at det gik som det gik. Men så har jeg så været heldig, at jeg har kunnet købe mig ud af den gæld. I dag betegnes jeg som en af verdens bedste arrangører af sandskulpturfestivaller og et af verdens bedste værtslande.” (Frederiksen har de sidste ni år arrangeret ’Sandskulpturfestival’ i Søndervig, red.).
”Det var den norske agent der kom og sagde: ’Erik du snakker om at lave en større dukkefabrik med store dukker. Køb for pokker Tekno for ellers så glider de ud, for de står lige på konkursens rand’. Det var ham der skabte kontakten til Tekno, og på det tidspunkt havde vi en erhvervschef i Hjørring der hed Jens Jørgen Bolig. Han pressede på med billig arbejdskraft og det hele. Så blev der hurtigt mangel på arbejdskraft, at vi kom til at slås om den. Jeg tror at vi startede på omkring én tyve kroner og det var budgetterne lagt efter, men i løbet af nul komma nul blev de næsten fordoblet. Det var jo også med til at rykke økonomien i stykker. Så stod vi jo og manglede kapital, og jeg har stadig ikke den dag i dag fundet ud af, at når man havde 4 mill. og kunne konverterer til aktie kapital og man så ikke kunne komme igennem. Min sag er nøjagtig det samme som med Bøje Nielsen. De solgte det hele. Og de snød mig. Der blev stjålet meget på fabrikken. Der var mange Tekno biler i handlen i originalpakninger og det hele. Selv børnene solgte Tekno biler i skolen.”

Frederiksen føler at han blev snydt da firmaet skulle afvikles. Maskinerne var steget med næsten 100 %, de blev solgt til en bekendt af ”vurderingsmanden” til en brøkdel af prisen. Fabrikken som havde kostet 3,2 mill, blev solgt til EXON (kopimaskiner) for 1 mill.

LC: ’Den store Granitbamse I fik af Esther til åbningen, den har du nok ikke stående hjemme i haven’? ”Nej, nej den fulgte med bygningerne. Jeg ved ikke engang om den er der mere. Det siger mig ikke så meget.” (Den står nu ved Hjørring Seminarium, red.)

JL: ’Hvordan vil du beskrive Esther’? ”Det kan jeg slet ikke gøre. Det var så lidt, så lidt jeg havde med hende at gøre. Jeg kan slet ikke beskrive hende. Hun virkede dygtig nok. Jeg mener at hun var skilt dengang vi handlede. Jeg har aldrig hørt at der var en broder..
Så vidt jeg husker fik de solgt ejendommene, men det var vist også noget være gammelt lort, så der blev vist ikke noget ud af det.”

Det var en tid der gav mig noget erfaring. Det var min egen fejl, jeg slap tøjlerne, det skulle jeg aldrig have gjort. Der blev jo lavet en plan – her sad toppen – med streger ud, og du må ikke lave det og du skal gå den vej. Jeg glemmer det aldrig, jeg havde jo nogle knalddygtige piger i produktionen. Og de var oplært fra gulvet af, de var ikke taget udefra.

JL: ’Har du nogensinde talt med andre om din Tekno tid? ”Nej, du er den første der har kontaktet mig.”

JL: ’Efter du stoppede har du da været bitter over forløbet? ”Nej overhovedet ikke.”

LC: ’Hvad med Ingeniørsættene? Ja det havde vi også lidt af, men det blev aldrig rigtig til noget. Vi solgte en lille smule af det, men det blev ikke til ret meget. Her rækker LC, Frederiksen en Tekno motor nr. 50, næsten som ny.

Jeg var heldig og få bagsiden på ”Anders And”, og det var ikke fordi prisen den var så vild (nordjyde, red?). Jeg købte rettighederne over et år. Vi opfandt også på noget minigolf, men det blev heller aldrig til noget. Vi fik noget andet med, men vi lavede ikke selv noget. Men jeg kan huske at vi malede noget af de der Ingeniørsæt dele. Jeg er nu ikke helt sikker på om vi ikke standsede noget ud, og vi malede det også. Jeg kan også huske at vi solgte noget af det, men det var ikke sådan det store.”

LC: ’Hvad var det med den der rideskole?’ Jeg startede med tre eller fire rideheste. Den begyndte jeg at oparbejde med udlejning til turister. Jeg forpagtede en gård næsten lige direkte ned til stranden, det var i Blokhus. (Efter Algrema/Tekno, red.) Lige før jeg blev 50, så jeg en avisannonce hvor man kunne tage travlicens. Det måtte jeg hellere prøve også. De grinte godt nok lidt af mig da jeg kom, blandt alle de her unge mennesker. Vi var nok 20 mennesker på kurset, og vi var seks der bestod, og der var jeg den ene. Så grinede de ikke længere. Så kørte jeg travløb i par år. Den rideskole arbejdede jeg op til 68 rideheste, den solgte jeg da jeg blev 72, for 12 år siden, og så har jeg lavet det her siden.

Algrema startede på et lille husmandssted i Tømmerby lige uden Brønderslev. Jeg var blevet invalidepensionist pga. bronkitis. Min kone arbejdede i Hirtshals i fisken(på en fiskefabrik, red), og om aftenen sad hun og syede noget dukketøj til en dame i Brønderslev der var begyndt at lave tøj til Barbiedukken, Ønskedukken osv. Min kone sagde til hende: ’Det er helt forkert det du gør der, hvis du gør sådan og sådan, så er der to syninger mindre’. Så endte det jo med at hun begyndte at lave modeller til hende. Det var jo helt galt det der, hun sad og syede og syede, og hende den anden tjente pengene.

Jeg sagde: ’Du kan jo ligeså godt lave nogle modeller selv og sælge dem. Jah, men hvordan skal vi få solgt dem? sagde hun. Så må vi jo se om jeg kan sælge dem, og det foregik med otte kilometer på cykel til Brønderslev. De første forretninger de købte sgú. Hov det er sgú da fin så må de hellere tage toget til Hjørring. Og da jeg kom hjem – jeg tror jeg havde solgt for omkring 2000 kroner, det var mange penge dengang.

Så kan det nok være, at der kom gang i symaskinerne. Vi fik fat i nogle husmandskoner rundt omkring, som begyndte at sy dukketøj. Det blev mere og mere. Så fik vi en henvendelse fra Gjøl Trolden, om vi kunne sy noget tøj til den, de ville gerne have en fem seks modeller, da de skulle lave et fremstød i Sverige. Vi skulle mødes med direktøren, der var tysker og to agenter. Vi kone endte med at havde lavet 17 modeller, det var skorstensfejer og brudekjole og alt muligt. De lå på bordet og de tog fra og tog fra, lagde tilbage igen. Vi havde talt om at det ville være fint hvis vi kunne sælge 100 styk af gangen. De endte med at tage næsten dem alle samen, men de sagde: ’Vi skal have 2000 af hver’. Og de skulle leveres så hurtig som muligt.

Der sad vi – den lille husmandsfamilie! Da de skulle hjem var det blevet en hylende snestorm, så det endte med at de måtte indlogeres på hotel, og tog hjem næste dags formiddag. Så det kan nok være at vi måtte have en annonce i avisen – hvor vi søgte syersker til at sy dukketøj. Det var dengang der var gamle telefoncentraler. Det var jo ved at vælte hele byen, jeg tror vi fik 1000 henvendelser på den annonce. De blev pakket på sådan et lille plastickort med et lille hoved på. Hver uge sendte vi et anhængertræk til Sverige, det var helt vanvittigt.

En gang vi til messe i Herning for at købe stoffer, hvor jeg kan huske engang vi kom til en som vi købte ret meget stoffer ved. Så kom der af de store designerfirmaer, så vi kunne bare så´ en vente lidt. En sælger sagde til os: ’Hvis I køber halvdelen af hvad de køber, så kan I komme til først’. Vi begyndte at lave Pusledukken som jeg fik ideen til, og lave en lidt større dukke, børnene kunne pusle lidt om. Og da var Pusle Helmuth lige de der én fem seks år. Uden vi skelede til hende, så blev det en Pusledukke. Vi fik også en sag på halsen, men det var først efter at Jean de Ville havde fået en masse penge til at åbne forretninger med, så det kom hun jo ingen vegne med. Det var en italiensk dukke, som vi døbte Pusledukken. Det blev en hel landeplade, vi lavede seks millioner kroner på fire år.

Når vi lukker her i oktober 2011, så går der otte dage og så tager jeg til Spanien indtil 1. maj. Jeg bor lige uden for Pandrup på et lille landsted. Jeg har fire piger og to drenge, 24 børnebørn, 36 oldebørn og to tipoldebørn, tror jeg.

Næste år holder jeg 85 års fødselsdag og 10 års Sandskulpturs jubilæum. Så da skal der nok ske lidt ekstraordinært.

JOHN LYSDAL
Marts 2012

Supplerende bemærkninger fra Teknosamleren

Jeg synes Frederiksen er en utrolig interessant person, der på trods af, at han er bonde uden nogen form for uddannelse var i stand til at bygge en så stor virksomhed op. Jeg tror Tekno kom som en tilfældighed og han havde nok ikke tid nok til at få overvejet helt hvad han gik ind til. Det er lidt ærgerligt, at han skulle opleve det han gjorde med Tekno.

Frederiksen har uden tvivl været en dygtig handelsmand og rigtig god til at sælge dukker og dukketøj selv i stor stil.

Som han selv nævner, kunne han styre det hele på nogle stykker papir og hurtigt til rette produktionen fra dag til dag, hvis det var påkrævet. Han havde endda uskrevne aftaler med forretningerne om, at var varerne ikke fremme næste dag var ordren annulleret og de ringede igen med en genbestilling.

Alt dette kunne Frederiksen styre og tjente gode penge på det.

Men han er løbet ind i de samme problemer som mange andre små producenter og forretningsfolk, når virksomheden vokser. Han formåede ikke at få skabt en organisation, der arbejdede i samme retning og hvor der var fælles nedskrevne regler for hvem der gjorde hvad og hvornår. Selv hans små aftaler med forretningerne om levering dagen efter nævner han som et problem – men det må vel være hans ansvar som direktør at skitsere arbejdsgangene i virksomheden.

Jeg synes Frederiksens egne oplysninger understøtter de øvrige beretninger om Tekno i Hjørring. Der var ikke tilstrækkelig styr på tingene. Det er tydelig for mig, at Frederiksen ikke helt formår at se forskellen på at sy dukketøj som hjemmeproduktion og fremstillingsprocessen ved så komplicerede handlinger, som det er at støbe og male modelbiler i så stort et omfang. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at han ikke kan forstå, hvorfor der skal fremstilles en helt ny form til en Volvo, når bagende er ens. Der er også noget der tyder på, at der var rod i regnskaberne siden det hele ender op med en skattesag. Jeg tror ikke på Frederiksen ikke var en ærlig mand men det hele er sikkert gået alt for hurtigt og ville han snyde havde han givetvis også sikret sig selv med økonomisk ruin.

Jeg lægger også mærke til at Frederiksen selv ringer til Volvo og indgår aftaler med dem – gu´ ved om det er blevet dokumenteret nogen steder i salgsafdelingen. Det virker som om, at handlen med Tekno gik meget hurtigt og det er tvivlsomt om Frederiksen forstod hvad han havde med at gøre, men omvendt er det prisværdigt, at der findes folk som Frederiksen, der er villig til at løbe en risiko. Der er trods alt dem vi andre lever godt af. Det har da også vist sig, at Frederiksen selv i en høj alder fortsat sætter gang i tingene.

Egentlig nåede Frederiksen aldrig rigtig at komme i gang i fuldt omfang. Der var metalstøbning, malerværksted og montage. Plastikstøbningen blev for det meste lavet hos Termax på Amager, som også stod for reparation af formene.

Nedenstående er en tidslinje udarbejdet af John Lysdal og redigeret af Teknosamleren ud fra artikler i dagspressen hovedsagelig Vendsyssel Tidende.

Datoerne referer til hvornår artiklen er bragt:

Breve

Overfor skilt, som sad ved strømforsyningen til Algrema-Tekno.