Ferrari 750 Monza nr. 813

Ferrari 750 Monza

Nr. 813

(1958 -1972)

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

Efter at Tekno netop havde leveret Renault 4 CV nr. 811 og en lang række flotte sportsvognene kastede de sig over  fuldblods racerbiler. Parløbet fortsatte nu med en Cooper Norten cigarracer nr. 812 og en mere fuldblods racerbil nemlig en Ferrari 750 Monza. Denne artikel vil primært handle om Ferrari Monza, men der en del sammenfald med de to bilmodeller, så artiklerne vil ligne hinanden en del.

Hvem på Tekno, der fik ideen med at lave racerbiler vides ikke. Hverken Siegumfeldt eller funktionærerne var særligt motorsportsinteresserede, men det er vel også ligemeget. Det var rigtigt set for de to modeller blev store successer og de var meget længe på markedet. Det var billige bilmodeller at fremstille, så de har givet godt i kassen gennem årerne.

Som de havde for vane på Tekno, var de ældste biler de flotteste og her var hverken Cooper Norton eller Ferrari Monza nogen undtagelse. Det vil jeg vende tilbage til.

Ferrari Monza´s historie

Tekno valgte ikke bare at lave en Ferrari Monza og en Cooper Norton, de lavede en hel serie af den samme bil i forskellige farver med syv forskellige nationaliteter. Det var smart, da børnene jo helst skulle have alle biler før man kunne lave et rigtigt væddeløb.

Bilen blev konstrueret af Erik Spon. Under mine interview med ham kunne han sagtens huske racerbilerne, men de sagde ham ikke rigtig noget. I et interview med Spon havde han følgende bemærkninger om racerbilerne:

“Jeg lavede i 1958 en Midget car (Cooper Norton nr. 812) som havde en meget vanskelig undervogn i et stykke med en meget flot oplagt udstødning. Denne bil opnåede at blive udstillet på Museem Off Modern Art i New York og også på Louisiana i Nordsjælland. Bilen blev fremstillet sammen med en Ferrari racerbil. Det var i øvrigt meget vanskeligt at lave aftaler med Ferrari. Vi skrev mange gange til dem – ofte uden at få svar. Der var meget forskel på hvordan fabrikkerne var at samarbejde med, men vi havde et godt samarbejde med de fleste og navnlig Volvo og Scania Vabis var ivrige for at vi skulle fremstille deres modelbiler”.

Ferrari Monza udkom lidt senere end Cooper Norton. Hvor Cooper Norton første gang omtales i Legetøjstidende i marts 1958 og igen i april 1958, nævnes Ferrari første gang i legetøjstidende i maj 1958, så konklusionen må være at de kom samtidigt.

Annonce fra Legetøjstidende fra maj 1958, hvor Ferrari Monza præsenteres som nyhed. 

I 1958 var Teknos produktion blevet så stor, at de ikke mere kunne klare sig med et forhandlerkatalog med skilleblade og prislister, der udkom flere gange om året. Nyheder blev formidlet gennem annoncer i Legetøjstidende med en annonce pr. måned. Tekno indrykkede også annoncer i uge- og dagblade, navnlig for deres nyheder og endelig kørte repræsentanter rundt i landet og fremviste produkterne.

Men produktion og nyhederne var blevet så omfattende og de kom så hurtigt, at Tekno formentlig selv har haft svært ved at følge med. Derfor udgav de i 1958 deres store katalog med de ting, der blev produceret i 1958. Så stort er kataloget nu heller ikke og jeg kan huske fra mig selv, at jeg havde hørt om dette store katalog, men på det tidspunkt havde jeg ikke set det. Derfor var jeg noget skuffet, da jeg endelig så det. Jeg havde forventet noget meget større. Men et fint katalog, det er det nu alligevel og det var selvfølgelig noget særligt i 1958. Det udkom faktisk på seks forskellige sprog.

Ovenfor kataloget fra 1958.

Kataloget blev dog meget hurtigt forældet og Tekno fortsatte da også med prislister, som dog ændrede sig, således at bilerne mv., kom på en´ liste og de ting, typisk trælegetøj kom på en anden liste og produkter, som Tekno var agent for på andre lister.

På udgivelsesdagen i 1958 kostede Cooper Norton 3,75 kr., som allerede i 1959 var steget til 4,0 kr. Den var lidt billigere end Ferrari Monza som kostede 3,95 i 1958 og 4,25 kr. i 1959. Det er umiddelbart svært at forklare denne prisforskel, da jeg umiddelbart ville mene, at Cooper Norton er den vanskeligste at lave med det specielle hjulophæng og udstødning. Men sådan var det altså.

I Sverige kostede bilerne i 1959 dels 3,15 sek. for Cooper og dels 3,40 sek. for Ferrari. Begge biler er anført som “NY” i den liste jeg har, men du blev præsenteret i 1958 og Ferrarien i august 1958. Det undre mig i øvrigt, at der aldrig blev lavet svenske udgaver af racerbilerne med svenske flag og en særskilt farve. Sverige var det vigtigste eksportmarked, men deres egen racerbil, det skulle de altså ikke have derovre.

Ovenfor en notits i Leksaktidende fra august 1959.

I prislisten fra 1959 er anført en meget speciel ting, som jeg aldrig har set eller hørt om. Både Cooper Norton og Ferrari Monza udbydes til salg i en gaveæske med tre biler til henholdsvis 12,00 kr. for Cooper og 12,75 for Ferrari Monza. De fik produktionsnummer 812 G og 813 G. “G” står formentlig for gaveæske.

Hvilke biler, der var i, eller hvordan æsken så ud, ved jeg simpelthen ikke.

I 1960 fremgår disse gaveæsker ikke af prislisterne, så de er kun solgt i en meget kort periode, hvilket kan forklare, at de er så sjældne. Priserne steg til 4,60 kr. for Cooper og 4,85 kr. for Ferrari.

Men da bilerne først for alvor havde bidt sig fast på markedet fortsatte salget af dem i al ubemærkethed. I starten havde Ferrari modellerne hjul, som var sølvgrå og hvor hjulene blev presset fast på akslen. Hjulene blev ikke malet i samme farve som bilen, som Cooper modellerne. Senere blev bilen leveret med umalede hjul og af den type med gennemborede hjul, så hjulet løb rundt på akslen. De såkaldte “Safety Wheels”.

Hvornår ændringen skete med hjultyperne ved jeg ikke.

Ovenfor til venstre Teknos katalog fra 1961/62, i midten kataloget fra 1963/64 og til højre kataloget fra 1965/66.

Nedenfor annonce i Politiken fra den 18. november 1961, hvor der reklameres for begge racerbiler.

Cooper Norton og Ferrari Monza optræder i kataloger både i Danmark og udlandet helt frem til kataloget i 1965/66, som er sidste gang Cooper Norton er med. I en svensk prisliste fra 1968 fra Berico er det kun Ferrari Monza, der er nævnt til 5,25 sek.

Ferrari Monza var med i 1968/69 kataloget, som blev endestationen for den skulle man tro, men faktisk levede den videre fra 1969 som blist-car model, men det var tilsyneladende kun i Danmark. Jeg har en salgsstatistik fra Tekno over eksporterede biler til Sverige og der blev ikke solgt Ferrari Monza i 1969. Den er fortsat med i prislisten fra 1970-71 til 5,85 kr. så det er ikke utænkeligt at den var med helt til slut i foråret 1972, hvor Tekno lukkede.

Ferrari Monza var en meget simpel Teknobil, som var sejlivet. Med 14 år på markedet, er der solgt mange tusinde biler. Det var en populær bil blandt børnene, men ikke rigtig en model, som har samlernes store opmærksomhed.

Modellens detaljer:

Ferrari Monza og Cooper Norton fulgte den trend, som Tekno havde fulgt med forgængerne – nemlig at de nye biler også bragte tekniske nyheder med sig. Alene det, at der var tale om racerbiler var en nyhed i sig selv, men det er mere chaufføren og fælge med trådeger, der var det nye sammenholdt med, at modellerne blev leveret i en serie af syv biler.

Ferrari Monza er en fin lille racerbil, men den ligner ikke en Ferrari 750 Monza særligt godt. Teknos model har meget rette linjer i modsætning til den rigtige bil, der har bølgende kurser. Det er netop det svære ved at lave modelbiler, at ramme det bløde kurver i de rigtige vinkler. Det ses også på mange af Dinky Toys biler, som er klodsede i forhold til de rigtige biler. Konstruktøren kunne komme langt ved at bruge en pantograf til opmåling af en rigtig bil og så fræse en model ud. Men som det fremgår af Erik Spons udtalelse længere oppe i artiklen var Ferrari ikke så nemme at samarbejde med. Det var en dyr bil, så det var formentlig ikke muligt at låne en og Tekno har med garanti ikke ville ofre penge på at sende et hold ud i Europa for at måle bilen op. Derfor har konstruktøren måske kun haft et billede at gå frem efter og på den baggrund er Tekno sluppet godt fra at lave bilen.

Den er 95 mm lang og den rigtige bil er 4165 mm lang, hvilket giver et størrelsesforhold på 1:43,8, hvilket er meget tæt på idealet 1:43.

Bilen består af 21 enkeltdele incl. chaufføren.

Vi kan begynde med hjulene. Ferrari havde de samme hjul fra start til slut, som ikke er magen til dem, som sidder på Cooper Norton. Der er tale om to forskellige slags hjul. De første biler blev leveret med de lidt tykke dæk med svage antydninger af dækmønster, som også sad på Cooper Norton og på de første Willys Jeep. Senere fik bilerne Teknos velkendte standarddæk med riller og mønster. Hjulene var i starten af den type, som er presset fast på akslerne, men det blev senere ændret til hjul, der kan køre rundt på akslerne. Da denne ændring kom undlod Tekno at male hjulene sølvgrå.

På højre billede er Cooper hjulet vist til venstre og Ferrari hjulet til højre.

Et kig ind i bilen afslører, at der næsten ingenting findes. Der er nogle stag til at holde hjulakslerne og ruden, samt de stag som bilen er nittet sammen af. Ellers er der ikke noget. Bunden er næsten endnu mere simpel. Der er et stag til chaufføren og et til at holde afstand til karosseriet og et par forstærkninger indvendigt. Andet er der ikke. Der er graveret en udstødning og “Ferrari” “Tekno Denmark“, samt “813” udvendigt. Bundene var hammerlakeret sølvgrå – dog var blist-car udgaverne umalede i bunden. Kølergrillen er en del af bunden og godt skjult og karosseriet. En billig og overraskende simpel Teknobil.

Den har lidt flere graveringer end Cooper Norton. Fronthjelm og bagklap med hængsler og en markering af det dæksel, hvor passageren kan sidde. Det er en to-personers sportsvogn. Benzindækslet er også vist sammen med et instrument til venstre for chaufføren. Forlygterne er fint skjult i huller i skærmene. De ældste biler havde transparente lygter som senere blev ændret til prismelygter. I karosseriet er det lille vindspejl sat fast, og i et hul i vindspejlet sidder det hvidlakerede rat fast med et søm.

Chaufføren er lidt interessant. Han kommer uden tvivl fra Reisler. Tekno var godt nok ikke meget for at sætte chauffør i deres biler, som de begrundede med, at det var dyrt og havde ringe legeværdi. Det vil jeg så godt tillade mig at være uenig i, altså det med legeværdien. Det har sikkert kostet noget at fremstille chaufførerne og Corgi Toys fik da også deres figurer lavet i Hong Kong i en fantastisk kvalitet. Det kan også være en medvirkende årsag til at Tekno holdt sig lidt tilbage. Reislers figurer var ikke helt i samme kvalitet, så mon ikke Tekno ville undgå at tabe ansigt på det område.

Chaufføren til venstre er den ældste udgave til Ferraribilen. Han er ret bred og er flad i bunden, derfor passer han ikke særligt godt i en Cooper, hvor sædet er for smalt. I midten ses den næste chauffør i rækken i samme bredde, men med lange ben og hvor bunden er hævet, således at han sidder på en lille sokkel og dermed passer i begge biler, men han er stadig rigelig stor til Cooper Norton. Til højre den sidste udgave af chaufføren der er klart smallere. Det er en fordel, fordi han kan monteres i bilen (Ferrari) når den er samlet, hvilket de andre har svært ved.

De sidste modeller af Ferrari Monza blev leveret med Cooper Chauffør, som passer i begge biler og man kan tydelig se de små figurer i de sidste biler. På blist-car modellerne forsvandt ansigtsmalingen også på et tidspunkt.

Det er tydeligt på ovenstående biler med gennemborede aksler, at chaufføren er mindre.

Ferrari Monza ændrede sig ikke i sin levetid.

Vi kommer selvfølgelig ikke uden om at tale om de syv nationaliteter. Modellerne vil blive omtalt længere ned i artiklen, men det var en sjov ide med syv ens biler fra syv forskellige lande. Det har alle kunne forholde sig til uanset om man boede i Belgien eller Danmark. Svenskerne har så måtte lave en selv, hvis de ville deltage i racerløbet.

En simpel og billig Teknobil, som var et stykke fra den kvalitet som Cooper Norton kom i, men som formåede at overleve i 11 år. Det var godt gået.

Blist-car udgaverne:

Ferrari Monza kom som blist-car udgave i 1969, sammen med en del andre biler, som var tæt på at udgå. Blist-car bilerne var en billigserie, hvor alt overflødigt var skåret væk. Der var ikke så meget der kunne skæres væk på Ferrarien, da der næsten ikke var noget i forvejen. Nogle af bilerne har chauffør med umalet ansigt og den lille sølvgrå prik på benzindækslet kan også være sparet væk. Selvfølgelig har den en umalet bund, hvor Tekno logoet er fræset væk. Den udkom som blist-car, men en del er også solgt i papæsken. Sikkert så længe lager haves.

Annonce i Legetøjstidende fra marts 1969 til legetøjshandlerne til venstre og en blist-pack bund til højre.

Modellens værdi:

Der er lavet ufattelig mange Ferrari Monza biler i alle de syv farver. De er ikke sjældne hverken med eller uden malede hjul. Mintbox biler kan erhverves i den billigere ende. Det har ikke den store betydning om hjulene er med gennemborede aksler eller ej. Biler med defekter er stort set uden værdi. Der er lavet en særudgave med en MEXI reklame og den er sjælden og eftertragtet.

Hvad skal jeg passe på?

Der er intet på en Ferrari som man ikke kan se. Man skal vogte sig for biler, som ofte er originale, der har fået en nyproduceret MEXI decal. Det bliver den ikke mere værdifuld af.

Tekniske data:

Særlige decaler

Ferrari Monza er lavet med syv forskellige flag med nummer 1 til 7. Derudover er der lavet mindst en specieludgave af bilen, som jeg kommer mere ind på under afsnittet om modellerne. Der kan være forskel i størrelserne på flagene, men det er ikke konsekvent om enten de nye eller de gamle har store eller små flag. Mit gæt er, at producenten af decalerne har ændret lidt på størrelserne fra leverance til leverance.

På den blå bil er det den ældre model med stort flag og på den grønne har den ældste udgave det lille flag. 

Æsker:

Jeg har kun set en type papæske til Ferrari Monza. Det er en sjov lille æske med illustrationer af bilen og illustrationer fra racerbanen. På endeflappen kan man se, hvilken nationalitet æsken indeholder. Flagene er ofte labels klistret fast på æskerne – igen for ikke at have syv forskellige æsker.

Modellerne:

Ferrari Monza overrasker ikke meget i forhold til modellerne. Der er de modeller, som er beskrevet ovenfor, med en enkelt undtagelse. Der kan sagtens være flere sjældne modeller – som det er med alt Tekno. Der bliver ved med at dukke noget nyt frem.

Nr. 1 Danmark sølvgrå:

Nr. 2 Belgien gul:

Nr. 3 Tyskland hvid:

Umalede hjul:

Nr. 4 Holland orange:

Umalede hjul:

Nr. 5 Schweiz rød:

Umalede hjul:

Nr. 6 England grøn:

Umalede hjul:

Blist-pack:

Nr. 7 Frankrig blå:

Umalede hjul:

MEXI:

Bilen blev udgivet som reklame for et morgenmadsprodukt. Det har nok skulle symbolisere, at man blev hurtig som en Ferrari ved at spise Corn Flakes. Ud over de viste farver er MAXI også lavet i grøn. Om den er lavet i alle farver vides ikke. Den er sjælden, men dukker dog op jævnligt.

Annonce i Politiken fra 6. juni 1958, hvor MEXI har en konkurrence, hvor 2.præmien var Teknobiler. Mon ikke der var tale om Ferrari MEXI.

Blist-car udgaven:

Bilen er nøjagtig magen til alle de øvrige med de mangler som er beskrevet ovenfor under emnet blist-car udgaverne.

Gaveæsken 

Gaveæsken er omtalt længere oppe i artiklen, men jeg aner ikke hvordan den ser ud.

Diverse:

Ovenstående viser et originalt billede, som Teknos repræsentanter havde med ud i legetøjsforretningerne til fremvisning.

Hoda:

En bil som er lavet som plastickopi af en Teknobil. Billedet af bilen er fra Internettet.