Ford Taunus FK 1000 varebil nr. 419

Ford Taunus FK 1000 varebil

nr. 419

(1957 – 1964)

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

Ford Taunus FK 1000 er en charmerende lille Teknobil, som aldrig rigtig har fået den anderkendelse, som den fortjener. Den er robust og den levede op til det, som man kunne forvente af en modelbil, da den kom frem. Men af en eller anden grund opnåede den aldrig den samme høje popularitet som VW type I og type II.

Det har den heller ikke i vore dage. Der er meget stor forskel i priserne på FK 1000 og VW.erne og selv sjældne FK 1000, opnår beskedne priser i sammenligning med folkevognene.

Men ingen tvivl om, at FK 1000 var tænkt som en afløser for VW type I, men det skete ikke helt.

Taunus FK 1000 historie:

Varebilen udkom først på markedet, men bussen og pick-up fulgte kort efter. Egentlig virkede det ikke så logisk, at Tekno ønskede en ny varebilsserie, da salget af VW type I givetvis stadigt har været højt og de udviklede mange andre modeller, som Volvo lastbiler, personbiler og Volvo bussen næsten samtidigt. Men jeg tror Ford har presset på. Ford har formentlig ønsket at få reklamer på deres varebiler og Tekno har sikkert også gerne ville lave en bil med vinduer mv. Nøjagtigt, som med VW pick-up fik Ford lavet en pick-up Ford Service udgave og også flere udgaver af varebilen med Ford reklamer. Det peger på, at Ford har betalt en del af udgifterne til bilmodellen.

At de valgte at følge VW eksemplet med en varebil, en bus og en pick-up understøtter også, at Tekno selv troede på modellen.

Det ældste jeg kan datere Forden tilbage til, er fra en prisliste fra april 1957, hvor der nævnes tre varianter og det er “Dehns, Store Marie og Bagermesterens Rugbrød” – prisen var 3,75 kr. og annoncer i Legetøjstidende fra marts og april 1957.

Det sjove er, at i den pågældende liste har legetøjshandleren skrevet sin bestilling på bussen og pick-up ind med kuglepen. Bussen og pick-up har ikke været færdige, da prislisten blev trykt, men de kunne leveres. Prisen på bussen var 3,95 og pick-up 3,75.

Ovenfor annoncer i Legetøjstidende fra venstre fra marts 1957, hvor bussen nævnes, i midten fra april 1957 varebil og pickup og til højre “Snevit” fra juni 1956.

Nedenfor notits i Legetøjstidende fra april 1957, hvor bussen nævnes.

Jeg har ingen klar dokumention fra at varebilen er kommet tidligere end april 1957, men det tror jeg at den gjorde. Konklusionen må blive, at varebilen udkom i starten af 1957, bussen i marts 1957 og pick-up i april 1957.

I september 1957 er der igen annoncer for Ford FK 1000 i Legetøjstidende, sammen med andre nyheder og reklamen fortæller at “Guldkorn, Phillips og Solgryn” nu også kunne leveres.

Ovenfor til venstre annonce i Legetøjstidende fra september 1957, i midten fra januar 1958 og til højre fra september 1958.

Herefter er bilmodellen nævnt overalt, sammen med alle de biler, som Tekno havde i deres portefølje.

Ovenfor to forskellige Tekno brochurer fra 1958.

Nedenfor billeder fra Teknos store katalog fra 1958, hvor rigtig mange af de kendte firmanavne er kommet med.

Illums stormagasin havde naturligvis også annoncer for modellen.

Ovenfor til venstre annoncer i Politiken fra 1957 og til højre fra 1958.

Ford Taunus FK 1000 blev nævnt i både danske og udenlandske annoncer og prislister fremover.

Ovenfor svensk brochure fra Berico fra 1960, hvor “Milda, Post” , samt Kallas Puffar og Uplands Kubben blev nævnt.

Stormagasinet Magasin fik også Tekno til at lave en bil til dem, hvilket de også fik indrykket i en annonce i Politiken fra 1960.

Bagermestrene brugte Teknobilen som reklame i en konkurrence, hvor man selvfølgelig kunne vinde en Bagermesterens “rugbrød”. Jeg ved ikke hvor reklamen kommer fra, men ser man filmen “Far til fire og onkel Sofus” fra 1957 hænger plakaten på væggen i en scene fra en bagerbutik.

Bilen er også nævnt i Teknos kataloger.

Ovenfor til venstre Teknos katalog fra 1961/62, i midten fra 1963/64 og til højre fra 1965/66.

Men kig godt efter på tegningerne. I de to førstnævnte kataloger er der tydelige tegninger af Phillips og Haribo Lakrids, men i kataloget fra 1965/66 er der en meget dårlig tegning af en Taunus. Kigger man godt efter, er der en lille illustration af en åben bagdør, hvilket er den første spæde begyndelse til Taunus Transit nr. 415. Den har også nr. 415 hjul. Tekno har været i fuld gang med at udvikle afløseren til FK 1000.

I de prislister jeg har, optræder Taunus FK 1000 varebil sidste gang i 1964, hvor bilen må være udgået. Konklusionen må herefter være, at den var på markedet fra 1957 – 1964, hvilket er syv år, som nogenlunde er gennemsnittet for en Teknobil. Pick-up fik (formentlig) lige et år mere, da den også findes i 1965 prislisterne. Det er logisk, da Tekno ikke havde en pick-up i sortimentet. Bussen udgik allerede i 1962, men der havde Tekno også type II kleinbussen, som kunne tage over.

Men FK 1000 er en fin lille charmerende bil, som der blev solgt masser af og med god grund, men den kommer ikke i nærheden af de salgstal som VW type I kunne præstere.

Varebilens detaljer:

Ford Taunus FK 1000 blev udviklet på Tekno af konstruktøren Erik Spon, som var konstruktør fra 1952 – 1960. Han lavede mange fine biler i den tid og herunder også FK 1000. Han havde dog indimellem en pudsig måde at konstruere på, som slog igennem på flere modeller. Han byggede nogle af bilerne op i lag som fx med Opel Olympia Rekord, Volvo bussen og så med FK 1000, hvor især opbygningen af FK 1000 virker lidt mystisk, men det vil jeg give et bud, hvorfor det blev sådan, lidt længere nede i artiklen – det kan godt være, at der er en logisk forklaring.

Den er delt i tre hoveddele. En bund, et mellemstykke og en top, hvilket var meget usædvanligt for en Teknobil.

Bunden:

Vi skal starte et sted, så det bliver nedenfra med bunden. Den er noget anderledes, fordi skærmkasserne er delvist støbt sammen med bunden og med mellemstykket. Den har ligeledes forstykket støbt sammen med bunden. Nedefra er bladfjederne indlagt i formen og danner en lille forhøjning, som hjulakslerne kan sættes fast i. De er sat på plads og trykket fast, men på en måde, så de kan køre rundt uden at falde af, nøjagtig som det er tilfældet med VW type I.

Bagtøj og udstødning er graveret ind i bunden. På siden og bagerst er der nogle riller som også findes på den rigtige bil og som formentlig er forstærkninger. De bagerste kofangere er støbt ind i bunden, hvilket også er tilfældet med den forreste kofanger, hvor der også er gjort plads til en nummerplade. Forlygterne er blanke nitter af samme type, som på VW type I og type II. Den har løst kølergitter i blik, som er klemt fast ved hjælp af to flapper.

Logoet “Ford-Taunus”, “Tekno Denmark”  er indgraveret i bunden.

Mellemstykket:

Mellemstykket er meget specielt lavet. Det er ultra tyndt i godstykkelsen og ligner ikke noget andet fra Tekno. Det passer perfekt i en lille reses i bunden og i toppen, som forhindre at delene skrider fra hinanden. Faktisk er der i midten af mellemstykket lagt en forstærkning ind i begge sider netop der, hvor mellemstykket er svagest. I toppen er der en tilsvarende udfræsning i resesen, så forstærkningen har et anlæg at hvile på. Det er lavet for at delene ikke skal skride fra hinanden eller falde sammen under en hård nitning. Fin teknisk detalje.

Ovenfor kan man tydeligt se de to forstærkninger på midten af mellemstykket.

Det er godt lavet og mærker man efter med fingrene på en samlet bil er der stort set ingen kanter ved overgangene. Mellemstykket skal netop være tyndt for at ligge på den indvendige side af bund og top.

Hvor bunden er ens til alle tre modeller har mellemstykket forskellige graveringer. De er ens til varebil og til bus, men til pick-up er graveringerne tilpasset netop denne bil.

Set fra højre side bagfra ses benzindækslet, døren til varerummet og døren til førerkabinen begge med håndtag. På venstre side ses en tilsvarende dør med håndtag. Bagpå ses bagdøren med to hængsler, håndtag og nummerpladelys samt baglygter, som oftes er umalede på FK 1000. Foran ses en platform til logoet, som er en decal.

Indvendigt er der lavet en forstærkning med et hul til at styre toppen gennem mellemstykket.

Toppen:

Toppen ligner til gengæld mange andre overdele til varebiler. Den er ret kraftigt lavet med forrude, to sideruder og en bagrude. Bagerst sidder to lange stag til nitning og forrest yderlige et stag med et 1/8 tomme gevind.

Toppen har ingen graveringer og således er det øverste af bagdør og sidedør ikke med på hverken varebil eller bus. Det kunne de sagtens have været – da toppen på de to biler stort set er ens.

Indvendig i toppen ses fire runde forstærkninger, som tjener til forstærkning for støbeformens udstødere. Hvis de ikke var der, ville der sandsynligvis blive mærker i taget.

Ruden er et studie for sig selv og bærer tydeligt præg af, at E. Spon ikke var så rutineret når det gjaldt plastikstøbningen på det tidspunkt. Ruden i sig selv er som regel blåtonet. Den har en del forstærkninger, blandt andet omkring vinduessprodserne, hvilket er en god ting.

Tekno valgte så at tilpasse forruden og dreje resten ind mod midten og samme afstand som bagruden. For at sætte ruden i, skal den lirkes på plads under forreste stag og nærmest klemmes sammen for at komme på plads ved bagruden. Herefter har Tekno valgt at sætte et løst stykke plastik ind mellem varerummet og kabinen. Dette stykke er limet fast og næsten umuligt at skille ad. Om det er en teknisk løsning for at holde ruden, eller en bevidst tænkning for at adskille kabine og varerum vides ikke, men det er den mest bøvlede rude jeg har set på en modelbil. I øvrigt er der forskellige ruder til varebil, bus og til pick-up, hvilket jo ikke har gjort bilen billigere at producere.

Det havde vel været muligt at lave en rude, som passede både til bus og varebil. Men det lykkedes trods alt at få en rude i bilerne.

De øvrige dele på bilen:

Der sidder to forskellige typer hjul på bilen. Det ene type hjul består af en hjulkapsel i blik og en inderfælg. Den anden type er drejet i messing, som er forkromet. Den har de samme standarddæk, som blev brugt på varebiler og personbiler i den periode.

Lygterne er blot to nitter og kølergitteret er lavet i blik, hvilket er en fin detalje, men det kunne med fordel være bygget ind i formen.

Bilen er samlet med to nitter og en skrue, hvilket ikke giver så meget mening. Hvorfor skruen er valgt forstår jeg ikke rigtigt. Tekno brugte ikke skruer i særligt stort omfang til at samle bilerne med og det er en dyr løsning, navnlig når de skulle nitte alligevel.

Modellens særlige konstruktion:

Jeg vil vende tilbage til mit bud på, hvorfor modellen er delt i tre dele. Når jeg sørger på Internettet og kigger på billeder af FK 1000 er næsten alle uden undtagelse malet i flere forskellige farver. Navnlig har bund og top samme farve og mellemstykket en anden farve. Hvis man kigger på Teknos modelbiler er det faktisk samme mønster.

Derfor er det min teori, at E. Spon har indtænkt denne finesse for at gøre malerarbejdet mere effektivt og meget billigere. Det er godt tænkt, navnlig når bilen har tre forskellige farver. Det kræver mange arbejdsprocesser og meget ekstra arbejde, hvis bilerne skal males i tre forskellige farver.

På den baggrund er bilen ikke så tosset endda. Den er atypisk opbygget, men den er tænkt over og det er en stærk konstruktion og en meget farverig bil, som ingen anden Teknobil kan hamle op med. Når den så får firmadecaler på, slår den alt og gør den til en af mine yndlings teknobiler.

De andre reklamebiler har ikke samme mangfoldighed i farverne og navnlig på type II brugte Tekno decaler på taget og lignende løsninger for at ramme farverne.

Noget der er værd at fremhæve på FK 1000 er graveringerne, som er helt utrolig præcise i forhold til den rigtige bil. Det var en af Spon´s spidskompetencer – nemlig at ramme så tæt på den originale bil, som det var muligt. Den ligner faktisk den originale bil helt utroligt godt.

Nedenfor ses en original tegning fra Tekno af den rigtige bil. Døm selv om ikke Teknos model er ramt ganske godt. På bagsiden af tegningen er der lavet en skitse fra et færdselsuheld. Jeg gætter på, at en eller anden har haft en oplevelse på vej til arbejde og det nærmeste stykke papir, har været bagsiden af FK 1000 tegningen, da hændelsen skulle genfortælles overfor kollegaerne.

Nedenfor en adskilt FK 1000.

Modellen består af ca. 21 dele afhængig af hjultypen. Det er få dele til en modelbil. Den er 85 mm lang, hvilket giver et størrelsesforhold på ca. 1:50 – hvilket er langt fra idealet på 1.43½, men nogenlunde det samme størrelsesforhold, som på VW type I og på personbilerne fra den periode.

Varebilens værdi:

Ford Taunus FK 1000 er langt fra så værdifuld som VW type II og til dels type I. Standardbiler fra VW type I og Taunus FK 1000 koster ca. det samme, men FK 1000 må være absolut fejlfri for at opnå en god pris. Langt de fleste biler koster under 1000 kr.

Sjældne biler kan godt gå højere op, men selv sjældne udgaver af FK 1000 overrasker ved ikke at gå så højt op i pris. Æsken trækker godt op i pris, hvis den er pæn.

Er der noget jeg skal passe på?

Der er ikke så mange restaurerede biler i omløb, men de findes. Fejl på ruder og tabte hjul er det største problem, ligesom de bagerste nitter godt kan springe.

Decalerne på FK 1000 er ofte dårlige og skalder af. Så pas på med at pille for meget ved dem.

Decaler: 

Der er kun en standard decal på bilen og det er frontlogoet. Den er detaljeret lavet og ens på (næsten) alle bilerne.

Æskerne:

Æskerne ændrede sig ikke afgørende over tid og er flotte med illustrationer af biler i hverdagssituationer.  Endeflapperne har et blankt felt, hvor Tekno har anført, hvilken bil der lå i æsken og modellens nummer. Æskerne til alle tre modeller har samme motiver. Der er også blevet plads til en introduktion fra Ford af bilen eller på andre æsker en tekst med “Ford Tekno Made in Denmark”

Der findes special æsker til bilerne, men der er ofte tale om en enkelt side på æsken som er ændret eller, der er ændringer på endeflapperne.

Modellerne:

Navnlig, når vi taler om varebiler og biler med reklamer er det helt umuligt at finde ud af bare nogenlunde præcist hvilke varianter, som Tekno fremstillede. Nogle serier er lavet i så små produktioner, at der ofte dukker nye varianter frem. Så et komplet katalog over varebilerne kommer nok aldrig. I forhold til FK 1000 kommer der også jævnlig modeller frem, som kan være originale eller blot fremstillet af andre, fx ved at sætte egne decaler på.

Der vil også være en del biler, som jeg ikke har billeder af, men de vil blive opdateret løbende efterhånden som det lykkedes at få billederne.

Jeg vil i denne artikel under hver enkelt bil give mit bud på hvilken model der er en “standardudgave” eller “særudgave“.

Standardudgave: Betyder at bilen var en del af forhandlerkataloget og fremgik af prislisterne. Hovedreglen er, at dem er der mange af, men der kan være biler, som ikke er produceret i så stort et antal.

Særudgave: Betyder at bilen er kun er leveret som en særlig bestilling hos Tekno. De er oftes sjældnere eller meget sjældne.

Neutrale:

De findes, men der er ikke mange af dem. Dem som findes er formentlig i de samme farver som biler med firmanavne. Nedenstående eksempler har samme farvesammensætning som nogle af pick-up bilerne. Lakken ligner polycromatlak og Tekno har tilsyneladende valgt at male en del neutrale biler både varebil og pick-up i de samme farver.

Nr. 419, lys- mørkegrøn:

Nr. 419, lys- mørkegrå:

Nr. 419, grøn- hvid:

Samme farve som Stockmann udgaven.

Nr. 419, rød- beige:

Samme farve som Brinkersbilerne med decal på taget.

Danske biler:

Det er lidt svært at afgøre, om der er tale om danske eller udenlandske biler, da flere af dem er fra store multinationale firmaer som fx Phillips eller Osram, men flere har dansk tekst og må derfor være bestemt for det danske marked.

Nr. 419, Bagermesterens Rugbrød:

Standardudgave:

Nr. 419, Dunlop:

Standardudgave.

Nr. 419, Esslingen Service:

Specialudgave.

Det var en bil, som blev udgivet specielt til Axel Heiberg, som havde forhandling og service på Esslingen trucks. Bilen, der er ret sjælden fik sin egen side på æsken. En stor del af dem, er formentlig sendt til Tyskland.

Nr. 419, Empera Sko:

Standardudgave.

Flot bil med flotte illustrationer.

Nr. 419, Guld Korn:

Standardudgave.

Den har sin svenske fætter “Kalas Puffar”.

Nr. 419, Store Marie-Jensen & Møller:

Standardudgave.

Nr. 419, Haribo Lakrids:

Standardudgave. Men der er ikke så mange af dem.

Nr. 419, Magasin med tagtekst:

Standardudgave.

Nr. 419, Magasin uden tagtekst:

Standardudgave.

Samme bil som ovenfor men uden tagtekst.

Nr. 419, N.L. Dehn:

Standardudgave.

Nr. 419, Ota Solgryn m. tagtekst “Ota Solgryn:

Standardudgave.

Nr. 419, Ota Solgryn m. tagtekst “Solgryn:

Standardudgave.

Samme som ovenfor, men æsken er anderledes.

Nr. 419, Osram:

Specialudgave.

Den er sjælden.

Nr. 419, Phillips:

Standardudgave.

Nr. 419, Post:

Standardudgave.

Nr. 419, Record:

Specialudgave.

Der er tale om en lokal radio/TV forretning i Valby. Den blev også lavet i den nyere Ford Transit nr. 415 udgave.

Intet billede.

Nr. 419, Snevit:

Standardudgave.

Nr. 419, Titan:

Standardudgave.

Af en eller anden underlig grund skaller decalerne utroligt nemt af denne model.

Nr. 419, Tekno:

Standardudgave.

Nr. 419, Th. Bertelsen – Viborg Damvaskeri:

Specialudgave.

Der er kun et kendt eksemplar, som beviseligt stammer fra Tekno og som blev solgt på auktion omkring 2015.

Bilen ovenfor er restaureret.

Svenske biler:

Nr. 419, Kallas Puffar (S):

Standardudgave.

Nr. 419, Milda (S):

Standardudgave.

Nr. 419, NK (S):

Specialudgave.

Den er sjælden men alligevel ikke en bil som prismæssigt kommer i nærheden af samme firmadecal på en VW type II. Bilen på billedet har sit eget frontlogo.

Nr. 419, Post (S):

Standardudgave.

Nr. 419, Upplands Kubben (S):

Standardudgave.

Hollandske biler:

Nr. 419, Brinkers (NL):

Standardudgave.

Tyske biler:

Nr. 419, Ford Kundendiest, lys- mørkegrå(D):

Ford Kundendiest er leveret i en æske med særlige motiver. Bilen findes formenlig i flere forskellige farver end de viste.

Nr. 419, Ford Kundendiest, turkis(D):

Islandske biler:

Nr. 419, Rosi:

Intet billede.

Finske biler:

Nr. 419, Stockmann (Fin):

Specialudgave.

Andre ting:

Jeg har et billede af en Brinkers med rød tekst, men teksten virker for stor til bilen, så jeg tvivler på, at den er original.

Billedet er fra Internettet.

Going Gasser:

Også et billede fra Internettet. Gasser betyder noget i retning af stylede biler, så decalerne kunne sagtens komme fra et byggesæt. Den ser håndmalet ud og på billedet taget oppe fra, ligner det at der er spildt lidt blå maling ud på bundstykket. Men det viser, hvor svært det er vurdere biler ud fra billederne.

Lion:

Det danske firma “Lion” fremstillede også en FK 1000 op gennem 1950.erne ovenikøbet, hvor bagdøren kunne åbne. Den blev fremstillede i flere forskellige varianter.