Jeg lavede hjulene

Det lykkedes jævnligt at få kontakt med mennesker, der på en eller anden måde har arbejdet i det netværk af firmaer som gennem en meget lang årrække har lavet et eller andet der relaterer sig til Tekno. Seneste har jeg talt med Vinja Hansen, der arbejdede med at lave dele til Teknobiler i en lang årrække. Hun var med fra 1965 til virksomheden lukkede i 1999. Hvordan kan det så gå til er der nok mange der vil spørge. Læs hendes beretning som hun har oplevet og find svaret.

Forfattet af Peter Frandsen.

Her er Vinja`s beretning

Jeg blev ansat i 1965 i produktionslokalerne på Strandlodsvej på Amager. Hovedkvarteret lå i Nyrnberggade 19. Der var mange steder i komplekset, hvor der blev fremstillet og samlet ting til Teknobilerne, men også meget andet.

Faktisk lå H. Langes Legetøj A/S i Nyrnberggade 19C, Termax Metalvarerfabrik v. E. Lerager Larsen i nr. 19 og endelig Svend Andersens Metalvarefabrik i nr. 19B.

Jeg var ansat hos Larsen i den afdeling på Strandlodsvej, der samlede hjul og hvor metaldelene blev afgratet, når de var kommet ud af formene. Støberiet lå i Nyrnberggade.

Jeg har på ingen måde overblik over i hvilket firmaer de forskellige dele blev lavet. H. Langes lå ovre i kælderen og i starten blev der samlet biler, men der blev også afgratet derovre. Plastikstøbemaskinerne stod i kælderen og værktøjsmagerne var på 1. sal hos Lerager Larsen. Det var også dem, der stillede værktøjerne op i støbemaskinerne.

Det hele blev ikke nemmere af, at der blev lavet mange andre ting end Tekno. Vi lavede øljern, spænder og mange andre ting fx også til militæret. Ikke bare det danske forsvar men også det norske.

Der blev også lavet rigtigt meget til Hellesens batterier, vi lavede lygter og metalvarer til Stelton. Der blev lavet en sparekugle, som aldrig kom i produktion. Vi lavede også en lille støbt legetøjspistol.

Venstre: Lonny Petersen (Vinja Hansens’s søster) i gang med at samle hjul.

Højre: Fra venstre Birgit Blomgren, Vinja Hansen og Lonny Petersen.

Nå, tilbage til den afdeling jeg var ansat i. Dækkene kom i plader med ca. 20 stk. på hver i store kasser. De var støbt sådan og min opgave var at standse dækket ud på en standsemaskine. Der blev lavet rigtigt mange til Mercedes og Ford D 800. Bagefter samlede jeg fælg, hjulkapsel, dæk og den bageste ring og pressede det hele sammen i en maskine. Vi blev ved og ved og ved med at lave hjul. Der sad ustandselig nogen og lavede hjul. Der blev brugt rigtigt mange og det var et stort arbejde at sætte svingarmene på. Man skulle passe på ikke at få blandet højre og venstre sammen. Det var hårdt arbejde og da der blev arbejdet på akkord var det til tider ret stressende. Det foregik på den måde, at hjulene blev vejet op i store bakker med et bestemt antal. Når de var lavet var akkorden fuldført. Vi arbejdede selvfølgelig lidt langsommere, når der var kontrolmåling på, mens vi arbejdede.

Venstre: Mercedes hjul

Midten: Dele til Mercedes hjul

Højre: Originalt værktøj til at samle Ford D 800 hjul. Det må have været ulideligt at side i timevis og samle disse hjul på en håndpresse. Den var ikke gået i dag, (heldigvis) med en så ensformelig arbejdsproces.

Kommentar fra forfatteren: I Legetøjstidende 1963 fremgår at der på det tidspunkt var fremstillet 1.000.000 Mercedes biler hos Tekno. Da de alle var lavet på Amager kræver det jo ikke den store akademiske uddannelse at regne ud, at det bliver 4 millioner hjul alle til Mercedes Benz, hvor Mercedes Benz 230 endnu ikke var kommet i gang endnu/Peter.

Afgratningen bestod i, at vi klippede emnerne fri fra det materiale som de var støbt sammen med i formen. Det var sådan, at fx døre, bagklap, motorhjelm var støbt i en form. Karosseri og bund i en anden form. Når det var skilt ad blev de værste grater fjernet og emnerne blev tromleafgratet i en lille maskine med vand og sådan nogle små kegler blandet op med slibemiddel.

Så blev emnerne taget ud, renset og sendt til maling. De blev ikke malet hos os, så de må være blevet malet ude i byen.

Det var et rigtigt godt sted at arbejde. Værkføreren hed Stanley Jensen. Han var en frisk og rar mand. Han kunne lide at lave noget skæg og ballade. Havde vi ikke så meget at lave, sad vi og strikkede eller vi blev fyret i kortere perioder indtil der var arbejde igen. Der var mange, der var i familie – blandt andet arbejdede min søster også derude.

Jeg kan ikke huske rigtigt hvornår de forskellige ting ændrede sig. Jeg arbejdede der bare og jeg tænke ikke så meget over om det var legetøjsbiler eller øljern jeg lavede. Men der var en periode, hvor vi ikke lavede biler, men så meget andet. Da Tekno så blev købt af et hollandsk firma begyndte vi igen at støbe masser af dele til de biler som de lavede. Det var navnlig til Ford D 800 og Mercedes bussen der blev fremstillet dele. Jeg kan også huske, at vi lavede Toyota 2000 GT.

Jeg kan navnlig huske de små ølkasser i røde, grønne, gule og brune. Vi lavede ikke bilerne, alle stumperne blev pakket og sendt til Holland, hvor de blev samlet. Produktionen af de hollandske ting stoppede i 1980. På det tidspunkt stod plaststøbemaskinerne i kælderen.

Men vi lavede mange biler gennem tiden, blandt andet Mercedes 230, Toyota 2000 og flyvemaskiner.Det sidste jeg husker var Porsche 911. Den nåede vist aldrig rigtig at blive færdig, men vi producerede masser af dele til den.

Til dagligt talte vi mest med Stanley. Svend Rohde Andersen sad mest oppe på sit kontor i Nyrnberggade og viste sig sjældent på værkstedet. Vi så heller ikke Lerager Larsen så meget, men jeg kan huske han var en rar mand, der faktisk var meget festlig, når der var sammenkomster på fabrikken. Andersen og Larsen var i familie – idet de var fætre.

Larsen var lidt af en særling. Han arbejdede mest om natten og var blandt andet meget glad for dyr. Han fodrede kattene i gården hver dag. Han var ikke gift og boede alene et sted ude i Hellerup.

Virksomheden lukkede i 1999, hvor Larsen døde. Termax blev solgt til en anden virksomhed på Sjælland og jeg var selv med til at rydde op da det lukkede. Jeg kan huske at der var en der tog værktøjet til Porsche 911 med sig. Alene værktøjerne fyldte en hel euro-palle. Resten af de store værktøjer blev smidt ud. Noget har andre måske taget med hjem. Det blev betragtet som affald, så vi fik lov at rydde det vi ville.

Jeg kan huske, at vi havde en stor håndprøve i messing stående af en Mercedes, som blev brugt som dørstopper. Den havde den rigtige vægt til at holde døren.

Herunder en serie privatfotos fra Termax.

Billedet herover er fra Strandlodsvej 9. Personerne fra venstre mod højre, Ole, Stanley Jensen, ukendt, Anette Blomgren, Anette, Lonny Petersen, Tulle, Lene Linjegren, 2 ukendte og Birgit Blomgren. Siddende forrest Rene Kraak.

Fra venstre: Anette, Anette Blomgren, Lonny Petersen, Vinja Pedersen (Hansen), Tulle (Valborg)

Direktør, Svend Andersen

Nr. 2 fra venstre er E. Lerager Larsen og manden yderst til højre er Svend Andersen. De 2 øvrige er forretningsforbindelser.

Billede fra sidst i 1960.erne fra Termax/Svend Andersens Metalvarer.

Tillæg fra forfattere:

Jeg talte med en anden pige, Eva Larsen, der var ansat i en kort periode på 2 måneder på Tekno i Frederikssund, mens hun ventede på at starte uddannelse. Hun blev sat til at lave hjul, som også deroppe var på akkord. Det var et meget hårdt arbejde og det som ingen rigtig ville lave. Hun kan navnlig huske når dækkene skulle monteres. Fælgen blev fikseret på en spids og dækket krænget ned over fælgen. Der gik ikke ret længe får huden var slidt af tommelfingrene og man måtte bytte arbejde med en anden. Egentligt underligt, at man ikke opfandt en maskine til netop det arbejde.