Molberg (Lion)

Molberg og (Lion)

Forord:

Jeg blev kontaktet af Martin Molberg, som er barnebarn af fabrikant Jørgen Freddy Molberg, der etablerede Molbergs Maskinfabrik i København. Jørgen Molberg lever ikke mere, men det gør hans søn, Knudove Molberg, som kan huske en del fra værkstedet. Barnebarnet Martin Molberg har interviewet sin far om Molbergs virksomhed, hvor der har været en del ubesvarede spørgsmål navnlig omkring produktionen af Molbergs legetøjsproduktion.

Denne beretning er skrevet med inspiration fra erindringer og oplevelser fra Knudove Molberg.

Vi er godt nok ved at være et stykke ude i forhold til de relationer som har tilknytning til historien og hvad der kan dokumenteres, men jeg har sammen med Martin Molberg redigeret en artikel sammen, som nok er det tætteste vi kan komme på Molberg eventyret – men helt tæt på videnskabelig dokumentation kan jeg ikke komme – men jeg kan bringe de erindringer, som Molberg familien har fra den tid sammenholdt med materiale, som jeg selv har fremskaffet.

Hvis vi kigger nærmere på det legetøj som Molberg var involveret i er det meste fremstillet i virkelig god kvalitet og der er nyheder i blandt, som på den tid, de blev udgivet var virkelig iøjefaldende.

MOLBERG´s Maskinfabrik:

Molbergs Maskinfabrik blev stiftet af Jørgen Freddy Molberg, som også stod for konstruktion og fabrikation. Han var først og fremmest værktøjsmager og udarbejdede forme til alle mulige slags produkter i forskellige materialer.

Selve legetøjsproduktionen startede i 1947 og fortsatte helt frem til 1962. Det var en god periode for legetøjsfabrikanterne, som havde kronede dage i 1950.erne og navnlig Tekno og Vilmer var hårde konkurrenter, så det er imponerende at Molberg kunne hænge på så længe.

Jørgen Freddy Molberg blev født d. 18. juni 1921. Han blev udlært som værktøjsmager og arbejdede under krigen hos Phillips i Jenagade på Amager i København. Sjovt nok lå Phillips få meter fra Nyrnberggade, hvor Termax havde adresse.

Molberg begyndte egentlig sin karriere som låsesmed med egen virksomhed, som udgik fra privatadressen Biens Allé 22 også på Amager. I 1946 – da han var 25 år gammel stiftede han ”Molbergs Maskinfabrik” som fik adresse i Hessengade nr. 27 på Amager.

Han begyndte at fremstille forme til plaststøbning. Men i 1947 havde han også anskaffet sig en zink støbemaskine og fremstillede nu også støbeforme til zinkstøbning. Da legetøjsbilerne var zinkstøbte, var det nærliggende at begynde at lave legetøj.

Molberg relationer:

Ingen – indtil videre har få kunne udrede sammenhængen omkring Molberg, Lion og Tobi-Toys.

Der er en sammenhæng, som Martin og hans far ret præcist kan gøre rede for. Dog kan der være tidsmæssige uklarheder i forhold til samarbejdet med Kaj Christiansen (Vilmer) – da Vilmer først brød med Langes Legetøj i første halvdel af 1950.erne. Det ville være ulogisk, hvis Kaj Christiansen havde et samarbejde med Molberg allerede fra 1947 og han dermed samarbejdede med andre uden for den virksomhed, han var med til at starte – nemlig H. Langes Legetøj allerede i 1947 – hvor Langes Legetøj dårligt var kommet i gang – Lange startede op i 1946.

Men samarbejdet mellem Vilmer og Molberg kom i gang og Molberg og Kaj Christiansen fik etableret et rigtig godt samarbejde omkring produktion af Vilmer biler. Molberg stod for fremstilling af en del af formene til Vilmer bilerne i starten og Christiansen stod selv for resten som fx tegninger, design, støbningen, afpudsningen, lakeringen, montage, salg og distribution.

Vilmer havde i forbindelse med sin etablering af virksomheden problemer med at få tilladelse til at støbe på sin privat adresse, så Molberg kom til at stå for både udarbejdelse af formene samt støbning af Vilmerbilerne.

Kaj Christiansen etablerede sig kort efter på sin egen fabrik i Kalundborg, hvor bilerne fremover blev produceret. Molberg fortsatte med at fremstilling af støbeforme til Vilmer biler i årene fremover.

Knudove Molberg, Jørgen Molbergs søn husker, at han var med sin far på besøg hos Kaj Christiansen i kalundborg, hvor han og Kajs søn – Vilmer legede sammen, mens deres fædre hjalp hinanden med at opsætte formene i støbemaskinerne og efterjustering.

I starten produceres mange militærkøretøjer, da børnene gerne ville lege med krigslegetøj i efterkrigstiden, men der blev også produceret meget andet lejetøj, specielt støbte biler. Kaj Christiansen og Jørgen Molbergs samarbejde holdt i mange år. 

Egenproduktion af Molberg og Lion:

Udover at udarbejde forme til Vilmer, besluttede Molberg også at producere egne produkter i selvudviklede støbeforme.

Han havde sin egen zinkstøbemaskine, samt mulighed for at opvarme zink og støbe på fabrikken. Det vurderes, at han har kunnet producere 100-200 enheder om dagen. Han havde en tromle, hvor de forskellige zinkdele blev skilt fra hinanden, og de værste kanter blev slebet af. Sådanne tromler larmer en del, så han fik en del klager fra naboerne i Hessengade, når sådan en tumle kørte flere timer, nogle gange over natten. Det synes de nærliggende beboere ikke om.

Efter zinkdelene var skilt af blev de lakeret. Dette arbejde udførte han ikke selv, så alle delene blev sendt til lakering ude i byen, inden de kom retur og blev samlet.

Jørgen Molberg og hustruen Elinor Molberg flyttede i 1956 fra en 2 værelses lejlighed på Amager til en villa i Vanløse. Kælderen blev indrettet til montage, hvor meget er legetøjet blev samlet, men der foregik også delmontagearbejde andre steder formentlig hos privatpersoner, hvorefter det hele endte på fabrikken i Hessengade.

Delsamlinger kunne fx være hjulsæt, bestående af aksel og hjul. Der var to primære montører tilknyttet produktionen og det var Molbergs hustru Elinor Molberg og Hanna Mathiesen. Hanna og hendes mand Hans Mathiesen var gode venner af Jørgen og Elinor Molberg. Jørgen og Elinors to store børn, Annette og Knudove, født i henholdsvis 1946 og 1949, hjalp også til med at samle, da de blev gamle nok til det.

Da værktøjsfabrikken var på sit højeste, bestod personalet af Jørgen Molberg, to svende, en drejer, to montører og en arbejdsmand.

Molberg benyttede domænet ”LION” på sine produkter, også selvom der kan være MOLBERG logo på hjul eller undervogn. Til at stå for salget benyttede Molberg grossisten Poul Andreasen i Søborg.

Produktionen gik udover til hjemmemarkedet også til udlandet, blandt andet Sverige og Tyskland.

På fabrikken i Hessengade 27 gemte Molberg et eksemplar af hver Vilmer model, som Molberg var med inde over. Desværre gik de alle tabt i forbindelse med et indbrud på fabrikken i 1958.

Men sammenfattende er det rart at kunne fastslå, at Molberg og Lion er et og samme firma og ikke to forskellige fabrikanter.

TOBI-TOYS:

Da Molbergs Maskinfabrik etablerede sig i Hessensgade 27, kom de til at ligge dør om dør med maskinfabrikken TOBI-TOYS. De var begge flyttet ind i Hessensgade 27. De havde samme adresse og var begge maskinfabrikker, men der var tale om to forskellige firmaer, som var adskilt i hver sin ende på adressen.

Molberg var ikke en del af TOBI-TOYS, men der har sikkert været et venskab og et samarbejde mellem dem. Molberg fremstillede standseværktøj til TOBI, som i starten producerede en del i bakkelit bl.a. hjerter, men også dukker og andet legetøj.

I 1955 skulle Hessengade 27 rives ned, og i den forbindelse stod både Molbergs maskinfabrik og TOBI og manglede en ny lokalitet. De flyttede begge til Englandsvej 229, stadig to separate virksomheder og igen adskilt i hver sin ende af en lang bygning på adressen.

Modellerne:

Det første legetøj Molberg fremstillede var en Lambretta scooter med og uden sidevogn. Senere blev det til Massey Ferguson traktoren – som var den første traktor, hvor hjulene kunne dreje, når man drejede med rattet, en racerbil i mange forskellige farver med forskellige numre, samt Ford Taunus FK 1000 varebilen, som var den første varebil, hvor bagdøren kunne åbnes.

Der blev også fremstillet en lille helikopter, dels med hjul og dels med pontoner til at lande på vand.

Lambretta scooteren:

Lambretta scooteren er lidt af et mysterium. Scooteren findes – det er helt evident og den mest kendte model er den i Vilmers udgave med Vilmer logo påtrykt i bunden. Men den er også lavet i en Lion udgave med et Lion logo på æsken. Jeg har aldrig set en Lion scooter og ved derfor ikke om der er logo i den.

Men mysteriet fortsætter, da Lambretta scooteren også er udgivet i en udgave af ”Stjerne Legetøj” , både i solo- og i sidevognsudgaven. Solo scooteren har produktionsnummer 155 og sidevognsmodellen nr. 156. Stjerne Legetøj er ikke særlig kendt indenfor legetøjstøjsproduktion. Jeg ved, at de har lavet en vandpumpe, men ellers kender jeg ikke til deres produkter.

Jeg kender kun til de to ovenstående modeller i den beige udgave, som er den mest almindelige og i en grå version. Om den er kommet i flere farver ved jeg ikke, men det er den formentlig.

Æskerne til Stjerne Legetøj og Lion scooteren er ikke ens, men de ligner hinanden meget med røde endeflapper og illustrationer af scooteren på fladerne. Lion har en side med vejskilte, hvor stjerne Legetøj har et logo – Stjerne Legetøj.

Jeg har desværre ikke et billede af en æske til en Lion scooter, som jeg må bruge.

Logoet på scooteren fra Stjerne Legetøj sidder på bundpladen til sidevognen og der er ingenting på scooteren. Hvordan Lion modellen ser ud i bunden ved jeg ikke, men måske står der ikke noget på scooteren og dermed forveksles mange Stjerne Legetøj og Lion solo scootere med Vilmers?

Den model uden logo er et mysterium, men jeg hælder til at det er Molbergs egen. Det kræver, at man finder en model i æske, som med garanti er “født” sammen. De ligner hinanden bortset fra logoet og da der ikke er logo på soloudgaven er det svært. Der er dog forskel i farven især på den gule/beige model. Den svinger fra meget cremet beige til gul/beige til ren gul. Men de kan være falmet, malet af flere omgange og farvegengivelserne på billeder snyder afhængig af lyset.

Vilmers udgaver af scooter er kommet i flere kendte varianter. Der er både en solo, en personsidevognsudgave og en varetransportudgave. Om de øvrige to fabrikanter er lavet i alle udgaver ved jeg heller ikke. Det er svært at hitte rede i, men æskerne afslører en del – blandt andet blev den samme størrelse æske brugt til både solo- og sidevognsudgaven, hvor indholdet så blev påtrykt på endeflappen. På min scooter står der ”last 461”, som svarer til indholdet, som er en scooter med varetransport sidevogn. Modellen med personsidevogn har nr. 462. Scooteren havde altså produktionsnummer 461 og 462. Der er heller ikke logo i bunden af Vilmers solo scooter – i lighed med solo scooteren fra Lion og Stjerne Legetøj.

Æskerne til Vilmers scooter er fuldstændig ens i størrelse og i layout.

Under arbejdet med denne artikel opdagede jeg, at scooteren har forskellige styr. Et meget simpelt, og et lidt kraftigere med et dæksel over styret med speedometer og horn. Det ligner en model 150 LD – 1958.

Nedenfor er vist de forskellige styr.

Det er klart, at der er en forbindelse mellem de tre udgivere af scooteren. Det er helt klart den samme scooter støbt i den samme form. Jeg er ret sikker på, at Vilmer var den sidste, der benyttede formen. De producerede legetøj helt frem til sidst i 1960.erne og afhændede produktionsfaciliteterne til et firma i Brasilien – så det er nærliggende at tro, at Vilmer har overtaget produktionen, da de øvrige gav op.

Men hvad med de to andre. Hvad kom først hønen eller ægget? Har Molberg produceret formen til Stjerne Legetøj og sig selv – måske ved at få medfinansieret omkostningerne – der er trods alt lavet en æske til Stjerne scooteren og også et logo i bunden – det har krævet noget arbejde?

Det finder vi nok aldrig ud af det og Molbergs efterkommere kendte ikke til Stjerne-Legetøj, før jeg bragte det på banen.

Men alligevel kan der være en sammenhæng. Molbergs oplyser, at de havde samme adresse som Tobi-Toys i Hessensgade, men at der var tale om to forskellige virksomheder. Tobi-Toys virker ældre end Molbergs produkter og Tobi-Toys havde jo et gevaldigt slagsmål med Siegumfeldt og Langes Legetøj, som betød at Tobi til sidst måtte opgive legetøjsproduktionen.

Men i mit interview med barnebarnet (Mick) til stifteren af Tobi-Toys, Poul Rasmussen, fortalte Mick allerede dengang, at Poul Rasmussen startede sin virksomhed sammen med partner, som hed Svend Svendsen, som de ikke kendte særligt godt, men alle tre – Tobi-Toys, Stjerne Legetøj og Molberg havde adresse i den samme bygning.

Familien kendte til Molberg, som de omgikkes med privat – men de havde ikke noget kendskab til Svend Svendsen.

Nu har jeg så fundet ud af, at denne Svend Svendsen stod bag firmaet “Stjerne-Legetøj”. Det kræver så ikke megen fantasi at finde en naturlig kobling til scooteren – altså Molberg/Lion og scooteren fra Stjerne Legetøj, når to legetøjsfabrikanter ligger i samme bygning.

Svend Svendsen er ikke særlig kendt for sit legetøj, men har startede i 1947 med at præsentere en vandpumpe. Det er det eneste produkt, som jeg har set reklamer for fra den fabrik. De har sikkert lavet mange andre legetøjsprodukter fx har jeg en stor garage til store biler og også en benzinstander.

Forvirringen er total, når en fjerde scooter bringes på bane og den er med navnet ”Zinco”. Jeg kender den kun fra et billede på side 151 i bogen Danske Modelbiler fra Samlerbørsen. Men at det er den samme scooter er der ikke tvivl om og æsken er næsten identisk med Vilmers. Den kan være efterproduceret – måske i Bracilien, men indtil videre har jeg ikke viden om Zinco scooteren.

Men kvaliteten af den scooter som Molberg stod bag er god, helt på højde med Teknos scooter, hvor Tekno jo også efter den første udgave med 1 sadel fik Termax til at fremstille en noget mere præcis scooter, som ligner Molbergs rigtig meget med to sadler, vindspejl og alle tre varianter. Lur mig, om ikke der er en sammenhæng i, at Tekno ikke ville finde sig i, at en konkurrent havde et bedre produkt – navnlig taget i betragtning, at scooteren var det foretrukne transportmiddel i 1950.erne, hvis man ikke skulle cykle eller køre på knallert.

Messey Ferguson traktoren:

Lad os starte med at slå fast, at det er en meget vellykket traktor, som Molberg fik udviklet. Det er en model af en Messey Ferguson 35, hvilket fremgår af decalen på fronten og på siden af motorhjelmen.

Den har mange flotte detaljer omkring motoren og på chassiset, der er løse skærme, trækkrog, løs sadel, og meget flotte detaljerede for- og baghjul med møtrikker. På baghjulene er der hjul mellem egerne. Den har faktisk også en gearstang.

Den har gummidæk uden påskrifter. Motorhjelmen kan vippes og tanken afsløres. På hjelmen er kølergitteret og topskinnen markeret.

Styretøjet er særlig flot lavet – idet forhjulene drejer, når rattet aktiveres. Det er lavet anderledes end på de andre modeltraktorer, hvor der ofte er en udveksling mellem rat og forhjulsophæng.

På Molberg/Lion traktoren går styrestangen direkte ned i en lille ”skål” som er en del af forhjulsophænget og den drejer direkte. Det giver en meget fin styring uden det slup og usikre forhjul som både Britain og Teknos traktorer har.

Den har løs bundplade ligesom på en Tekno Harvester traktor og det er lidt mærkeligt, at den har to logoer. Et, hvor der er graveret ”Molberg”- ”Made in Denmark” og en lille forhøjning, hvor der er graveret et Lion loge med løven og teksten ”Lion”.

Det har så været et mysterium indtil nu, hvor Molberg familien har udredt sammenhængen.

Vilmer overtog traktoren på et tidspunkt, men jeg kender ingen, der har set denne traktor med Vilmer logo i bunden. Derimod findes den uden logo, hvilket godt kunne være modellen fra Vilmer.

Begge fabrikanter leverede traktoren i den samme type æske, som faktisk var en udsigtsæske. De er ens bortset fra logoet på endeflappen.

På æsken kan der godt stå ”Vilmer” på nogen af dem og ”Lion” på andre.

Det er en virkelig vellykket traktor i meget høj kvalitet og med mange fine detaljer.  

Grunden til det manglende Vilmer logo kan være at Vilmer også havde deres egen Vilmer traktor, som var en Bukh D30. Det var ikke helt logisk, at de havde to næsten ens traktorer i samme størrelse. Begge traktorer er sjældne, der findes simpelthen ikke ret mange af dem, så de er min teori, at Vilmer overtog Lion traktoren fra Molberg.

Af der var en nær relation mellem Molberg og Vilmer er der ingen tvivl. Når nu Tekno og Siegumfeldt var så stærke og aggressive over for konkurrence fra fabrikanter, som vovede at fremstillede produkter, som lignede Teknos, navnlig støbte biler i størrelsesforholdet 1:43, var det nærliggende at nogle af disse fabrikanter krøb i ly hos Vilmer, som var etableret på markedet.

Nedenstående Vilmer Opel Rekord er endnu et eksempel, hvor bilen har Molberg gummidæk monteret.

Helikopteren:

Molberg produktion af legetøj omfatter blandt andet også den lille helikopter, som fås i flere varianter. Den er flot lavet i god kvalitet og med mange detaljer. Propellerne er nittet på således, at hele rotoren selvfølgelig kan køre rundt, men hver af de de tre rotorblade kan bevæge sig. Det er godt tænkt, fordi de dermed ikke går så let i stykker. Styrebladet bagest kan også køre rundt.

Men igen bredder mystikken sig. På den variant med landingshjul er der støbt logo i bundpladen “Molberg Made In Denmark”. Der er ikke så meget at være i tvivl om. Hvorimod modellen med pontoner er uden logo.

Det er svært at forklare, men umiddelbart har en eller anden fabrikant fortsat med at fremstille en Molberg helikopter eller også er det en kopi. Den ser angivelig ud til at være støbt i samme støbeform. Pontonvarianten har en underlig decal med teksten “Spere Croscope Company Sports Sky”, som jo mere en antyder, at den kan være udenlandsk.

Der er ikke noget, der peger på, at den er fremstillet hos Vilmer.

Jeg har aldrig set en model med hjul uden logo og tilsvarende aldrig set en model med pontoner med logo.

Jeg er usikker på, hvor mange varianter, der er fremstillet, men modellen med hjul er med sikkerhed lavet i en variant som hvid Røde Kors og en variant som militær U.S. Air Force.

Modellen med pontoner har jeg set i den grå udgave som ovenfor beskrevet.

Ovenfor billeder af æsken til Molberg helikopteren

Ford Taunus FK 1000:

Molberg fremstillede en varebil i “Tekno-størrelse”, som det nok er værd at lægge mærke til. Det er en fin bil i god kvalitet, men det som adskiller den fra de øvrige modelbiler som er fremstillet på samme tid er selvfølgelig bagdøren, der kan åbne og lukke. Mit gæt er, at bilen er kommet i slutningen af 1950.erne nogenlunde samtidigt med Teknos Ford FK 1000.

Tekno og Termax fremstillede ikke rigtig støbte biler, som havde døre, der kunne åbne, så det må være noget, der har irriteret folkene på Tekno. Netop biler, som lignede Teknobilerne for meget plejede at udløse en øjeblikkelig reaktion fra Tekno. Men enten har Molberg ligget lidt i ly af Vilmer, som var etableret på markedet på det tidspunkt ellers Tekno var blevet så dominerende, at bilen brev accepteret på markedet.

Tekno var blevet en rigtig stor spiller på marked for støbte biler i løbet af 1950.erne, og de havde masser af modeller på tegnebrættet, så mon ikke de stolede på, at de kunne matche konkurrencen, hvilket jo også viste sig, at de godt kunne.

Når man sidder med en Tekno og en Molberg/Lion Ford FK 1000 model i hånden kan Teknos helt klart noget, navnlig i lighed med den rigtige bil, hvor Molbergs har lidt problemer med proportionerne – men helt sikkert en rigtig fin bilmodel. Da Tekno senere fremstillede deres opdaterede Ford Transit kunne bagdøren også åbne, så det kan være de har husket Molbergs lille genialitet.

Udover den bevægelige dør har bilen rude (som dog gerne vil vride sig), fluorescerende forlygter som dem, der blev brugt i modellerne i det danske firma Vilmer og som lyser i mørket.

Der er en del FK 1000 modeller på markedet, så der må være solgt mange af dem.

Knudove Molberg husker, at den var god at lege ambulance med, da der kunne ligge en patient i bårerummet.

Ford Taunus FK 1000 modellerne:

Der er p.t. seks kendte versioner af bilen, men der findes formentlig flere, fx kan der være lavet en udgave uden reklamer. De blev leveret i den velkendte gule papæske med Lion loge og vejskilte på siderne.

Ambulance med Røde Kors logo, hvid:

Ambulance med Røde Kors logo, militærgrøn:

Kødforsyningen, lyseblå:

Fyffes – “Frukt och Matt”, hvid:

Tydeligvis til det svenske marked.

Vroom & Dressmann, grågrøn:

Velkendt hollandsk firma, som i lighed med de danske udgaver af modelbilen fik sin helt egen æske.

Intet billede:

UN, hvid:

Intet billede.

Racerbilen, Mercedes W196:

Racerbilen fra Molberg er ikke en bil, der tiltrækker sig så meget opmærksomhed, men det er en rigtig flot veludført bil med mange detaljer. Den er er fremstillet i mange forskellige farver og med mange forskellige numre på fronthjelmen. En fin detalje er fælgene med trådeger og bunden, som har mange detaljer.

Molbergs søn Knudove fortæller, at han har været med til at overføre 5-tallerne på bilerne, efter de kom retur fra lakering. Tallene var vandoverføringsmærker og de skulle overføres ved håndkraft. Et detaljeret arbejde, hvor tallene ofte blev siddende på tommelfingeren i stedet for på bilen. Da Knudove er født i 1949, er et godt bud, at disse racerbiler bliver produceret i slutningen af 1950’erne.

Der er ikke så mange racerbiler på markedet og da jeg ikke har fundet den hos andre fabrikanter er der sikkert ikke lavet så mange af dem.

Kanoner:

Knudove kan ligeledes berette, at Molberg også fremstillede militær kanoner, som kunne skyde tændstikker – hvilket de også gjorde på den anden side af døren hos TOBI-Toys.

Grossisten:

Freddy Molberg benyttede sig af Poul Andreasen som grossiet til at forhandle sine produkter.

Poul Andreasen var en større grossist, som allerede havde Freddy Molbergs gode ven Kaj Christiansen fra Vilmer som kunde. Det har nok været en god ide at bruge en større grossist og ikke forsøge selv at sælge sine produkter direkte hos den handlende.

Det har også været nemt for med disse special udgaver som FK 1000, som har været bestillingsvarer. Poul Andreasen er kommet hjem med ordrer på f.eks. 500 styk eller lignende. Støbningen er den samme, så det er kun farven på malingen og decalerne som er anderledes.

Molberg/Lion produkterne blev eksporteret til mange lande fx Sverige, Holland og Tyskland.

Opsamling:

1962 stoppede Jørgen Freddy Molberg (næsten) med at lave legetøj.

Jørgen Freddy Molberg udarbejdede primært forme på bestilling, derudover støbte, finpudsede og samlede han også produkterne. Primær produktion var i zink, men også udarbejdelse og produktion med trykstøbeforme til produkter i blødt plast.  Molberg lavede mange forskellige forme til legetøj, lige fra dukker i blødt plast, til zinkstøbte biler, traktorer, helikoptere og kanoner. Han lavede også andre produkter som små stiger til fugle i fuglebure og meget mere.

Det er tydeligt, at Molbergs spidskompetance var produktion af støbeforme. Han har været rigtig dygtig på sit felt og han fik sat sit præg på legetøjsfabrikation i Danmark. Uheldigt for Molberg og andre, sad Siegumfeldt tungt på det sigment, der hed støbte biler i størrelsesforholdet 1:43.

De havde været interessant, hvis andre fabrikanter havde fået lov at blomstre op uden konkurrenceforvridende blokkeringer og vi havde kunne opleve, hvad de kunne have drevet det til. Men sådan gik det ikke – dertil var Tekno for stærke op gennem 1950.erne. Siegumfeldt sad tungt på legetøjsproduktionen sammen med andre toneangivende fabrikanter og ligeledes på forhandlerledet.

Med ophævelsen af toldrestriktionerne i 1960 kom der for alvorlig gang i konkurrencen særlig med import af de engelske modeller Corgi og Dinky Toys. Men det havde så også den effekt, at det var næsten umuligt for nye danske fabrikanter at få fodfæste på hjemmemarkedet.

Molberg arbejde både med bestillinger på modeller med og uden tegninger, og han lavede tilretninger på forme, som andre formproducenter havde lavet mangelfuldt eller ligefrem forkert. 

Da legetøjsproduktion blev indstillet i 1962 gik Molbergs maskinfabrik nu over til at lave hvilspindere, som bruges i flyindustrien samt som afbalanceringsmaskiner. Molberg og Poul Leo Rasmussen flyttede begge til Amager, hvor de begge leverede maskiner til firmaet HPA . Molberg fremstillede maskiner til personbiler, mens Rasmussen leverede tilsvarende maskiner til lastbiler.

Hvad der herefter er blevet af produktions- og støbeværktøjer er svært at vide.

Men det var hårde tider for legetøjsfabrikanterne. I1960 blev straftolden på udenlandske produkter ophævet, så det har nok været en umulighed for en lille virksomhed at klare sig i konkurrencen. Molberg benyttede sig af grossister for at få solgt sine produkter og som underleverandør til andre som fx Vilmer. Jeg har ikke været i stand til at finde en eneste selvstændig annonce eller reklame for Molbergs produkter.

Små virksomheder som Molbergs levede af levere de ting til andre, som de havde brug for – om det var legetøj eller noget andet betød ikke så meget. Samme fremgangsmåde fandt sted hos Termax og hos Boco-Plast, som alle havde investeret i støbemaskiner og som havde dygtige værktøjsmagere, der kunne fremstille formene og udnytte maskinerne.

Når de kastede sig over legetøjet skyldes det nok mere, at der var gode penge at tjene, end en egentlig interesse for legetøj.

Men der er en spændende krølle på Molbergs virksomhed, som var en lille plastikklods, som han udviklede sidst i 1950.erne.

PUWI-klodsen

Efter forespørgsel fra Poul Willumsen A/S i Lyngby udarbejdede Jørgen Molberg koncept og forme til et byggeklodssystem, som skulle blive til PUWI byggeklodsen.

PUWI-klodsen var en plastikbyggeklods, som vi i Danmark jo kender så godt som “Legoklodsen“. Men PUWI-klodsen var ikke en Legoklods. Det var en selvstændig klods, som Molberg selv udviklede.

Klodsen fik sit navn efter Poul Willumsen, som er en forkortelse for PoUl WIllumsen.

Selve ideen med en plastikbyggeklods, som der var flere producenter, der tog op kom fra England. Englænderne havde ikke patenteret produktet i Danmark, hvilket var årsagen til, at det var frit at fremstille klodser inspireret af den engelske klods.

LEGO var blandt andet også inspireret. De første klodser, som LEGO producerede var hule indvendigt, og kigger man på klodsen nedenfra, er der kun en kant rundt.

Klodserne blev hurtigt deforme og bøjede på langs på midten. For at imødekomme dette udviklede Molberg et system med en ”stiver” (SAFETY LOCK) på tværs i en 2×4 klods. Plastikken, som blev brugt var hårdere end det plastisk, som blev brugt til fx dukker, men stadig ikke så hård som den PVC plast, som vi kender i dag.

Molberg og Villumsen søgte patent på Puwi-klodsen, men der opstod en strid med LEGO, som anlagde en sag ved Sø- og Handelsretten for at få stoppet salget af PUWI-klodsen. Samtidig påstod LEGO, at Willumsen krænkede LEGOS rettigheder ved at producere deres klods.

Det er lidt interessant, fordi hele missaren opstod, da et selskab i Schweiz – “MIGROS”, ønskede at sælge Lego byggesæt i deres butikker. De henvendte sig i januar 1957 til Poul Willumsen, som var Migros samarbejdspartner i Danmark. Willumsen rettede henvendelse til Lego, der i midlertidig afslog anmodningen, da Lego ikke ønskede at sælge til kædebutikker, men udelukkende til enkeltbutikker.

Migros bad herefter Poul Willumsen om at fremstille tilsvarende byggesæt, hvilket han først afslog, men da han fandt ud af, at Lego byggeklodsen var en engelsk inspireret byggeklods og i sig selv ikke var “eneretsbeskyttet”, startede han produktionen op af en tilsvarende klods.

Det lykkedes Willumsen at opnå et betydeligt salg både i Danmark og i Schweiz.

De første reklamer fra PUWI-klodsen blev bragt i Legetøjstidende i 1957, hvor klodsen blev præsenteret som nyhed, så det passer meget godt, at Molberg har brugt godt et års tid på udvikling af klodsen. Poul Willumsen præsenterede PUWI-klodsen med en dobbeltside annonce, som var meget meget usædvanligt dengang og som kostede en formue. Det siger noget om, at han troede på projektet, men det har sikkert også provokeret Lego ret voldsomt.

Bemærk, at annoncen kun omhandler selve klodsen og døre/vinduer, som blev leveret i paprør – senere kom tagsten også til, og de blev leveret i et færdigt byggesæt med nr. 7090 og et større sæt med nr. 7091.

Det var så åbenbart mere end Lego kunne acceptere. De havde trods alt produceret klodser i plastik siden 1949, men det ændrede jo ikke ved, at de ikke havde rettighederne til selve klodsen. Faktisk begyndte Lego først at eksportere til Schweiz i 1957, så mon ikke Migros har sat lidt fart på det projekt.

Lego anlagde sag mod Poul Willumsen for overtrædelse af konkurrence lovgivningen og plagiat ved at have efterlignet deres klods “slavisk” – hvorimod Willumsen fremsatte et modkrav om at få alle omkostninger ved sagen betalt – i alt 5460,- kr. Willumsen påstod, at Lego anlagde sag på et løst grundlag og mod bedre vidende, da de godt vidste, at deres produkt ikke var mønsterbeskyttet.

Sø- og Handelsretten “frifandt” begge parter, i det de ikke fandt, at Lego havde krav på beskyttelse og der ikke var tale om uredelig konkurrence fra Poul Willumsens side. Retten fandt dog heller ikke belæg for at dømme Lego til at betale Willumsens omkostninger ved sagen.

Kort og godt afviste Sø- og Handelsretten sagen.

Ganske interessant historie – og heldigvis er der dokumentation for påstanden, i det Berlingske Tidende bragte en artikel gengivet i Legetøjstidende i januar 1960 og som kan læses nedenfor. Ganske interessant læsning.

Herefter slutter alt information om Puwi.

Tilbage står så spørgsmålet om SAFETY LOCK systemet som Molberg opfandt kunne betragtes som enestående, men Sø- og Handelsretten valgte åbenbart at fokusere på selve byggeklodsen, da ingen af parterne på det tidspunkt havde udtaget og fået godkendt deres patenter.

I følge Molberg familien fandt Poul Willumsen og Jørgen Molberg det for dyrt at fortsætte med retssager og opgav forehavendet. LEGO fik patentrettighederne på SAFETY LOCK systemet med ”stivere/fæstning” på undersiden.

Selve udformningen af LEGO systemet med runde fæstninger/låse med flere ”toppe” end Molbergs design, blev dog begge at betragte som byggeklods systemer, hvor der kun var plads til én rettighedshaver. Ifølge Jørgen Molbergs søn, var det Jørgen Molberg som opfandt SAFETY LOCK systemet, men det var LEGO, som var først til at få det patenteret.

Jeg kan læse mig frem til, at den oprindelige Legoklods fra 1949 blev udfaset i 1958 af en klods, som stadig har samme udseende den dag i dag.

Spændende historie om plastikbyggeklodsens spæde start i Danmark, især når vi tænker på, hvad det siden udviklede sig til for Lego.

Udover byggeklodsen udviklede Molberg PUWI systemet med andre moduler, som kunne bruges til at bygge med. Til at starte med blev det husene, som blev udviklet og derefter blev der udviklet døre og vinduer, som enten skal skubbes ind i byggeklodser med riller, eller sættes i spænd mellem top og bund.

Endelig designede Molberg små fine tagsten, som han fik patent på. Det var røde teglsten i 2 eller 4 længde og 1+1 bred. Samt en tagsten til rygningen, som skulle sidde øverst og samle de to tagsider.   

Nedenfor præsenteres grundpladen til byggesættene.

Der var nu flere plastikproducenter, som tog sagen op. Erik Spon, der arbejde hos Boco-plast i Store Kongensgade i København fremstillede også en klods efter samme opskrift som den engelske klods. Den var noget større end Lego- og Puwi klodserne. Ole Kirk Christiansen købte hele produktionsanlægget af BOCO-Plast allerede omkring 1950 og hyrede sælgeren også.

Et andet mærke var “BERLI BYGGESTEN”, som også var hele huse, som blev forhandlet af hele fire grossister. Jeg kender ikke producenten, men de er formentlig danske og var på markedet allerede i 1955.

En sidste producent jeg vil nævne er “BENGROS”, som også forhandlede klodser, som de kaldte “Byggefix Byggeelementer”. Bengros var også grossist og har i lighed med Poul Willumsen haft en underleverandør af plastikklodser.

Det virker som om, at mange så en god forretning og prøvede at komme ind på det markedet for plastikbyggeklodser – men i forhold til Molberg handlede det ikke så meget og plastikklodsen, men mere om selve låse systemet, som Molberg opfandt, men aldrig fik patenteret.                                     

Mystikken om Lionbilerne:

Nu sidder der nok nogen der sidder og tænker, “han har glemt noget nemlig DKW og Opel Rekorden fra Lion Danmark”.

Det har jeg faktisk ikke. Det har altid været en gåde, hvordan Lion NL, LION DK og Ford Taunus FK 1000, samt Mercedes sportsvognen passede ind i forhold til hinanden.

DKW og Opel Rekord er jo fremstillet fuldstændigt som den hollandske model, hvor eneste forskel er en hollandsk bundplade og en dansk bundplade. Samtidig passer de slet ikke ind Molbergs design – så der er noget, der ikke stemmer.

Da jeg var på besøg hos Tekno Holland i 2018 havde jeg medbragt en Opel Rekord og en DKW fra Lion DK med derned. Da de så dem, fandt de straks deres hollandske biler frem fra museet – men underkæben fandt noget ned, da de opdagede den danske bundplade.

Tekno Holland ejer rettighederne til Lion i Holland og de ringede lidt rundt til gamle Lionmedarbejdere, der intet kendte til bilerne. Forbløffelsen ville så ingen ende tage, da de så Ford Taunus FK 1000 – som de med sikker kunne sige ikke havde været lavet hos Lion NL. Det ved vi så nu – at de er rent danske og produceret af Jørgen Molberg.

Samtidig kan efterkommerne fra Jørgen Freddy Molberg berette, at de to personbiler ikke er lavet hos Molberg og samtidig har de fundet logoer på Internettet fra forskellige Lion fabrikanter i Europa, som er vist længere ned i artiklen.

Nu er det næsten umuligt at lave en artikel om danske modelbiler uden på en eller anden måde at få inddraget Lange/Termax.

I de efterladenskaber, som er fundet under oprydning hos Termax i Nyrnberggade er der usamlede dele til Opel Rekord. Forklaringen må være, at Termax enten har lånt forme i Holland eller fået løse dele herop som de har samlet til hele biler med en dansk bundplade på en slags licens.

Der er helt klart tale om den samme bil støbt i den samme form, men de danske biler har de velkendte hjul, som Lange/Termax også brugte på Minidodge serien i perioder – dem med dæk med rille.

De fremgår blandt andet af Teknos prisliste fra marts 1960, hvor de udbydes til salg som nr. 1053, DKW LION til 3,25 kr. og nr. 1054, Opel Rekord LION til 3,25. Det var billige biler og de var ikke i konkurrence til Teknobilerne, som havde betydelig finere biler i 1960, hvilket formentlig har været grunden til, at Siegumfeldt ville sælge dem.

Derfor tør jeg godt konkludere, at de to Lion personbiler er fremstillet hos Lange/Termax på en slags licens i lighed med Solidos samarbejde med Lange/Termax.

Det er nærlæggende at tro, at det var Teknos hollandske agent van Min, der formidlede kontakten, men det har jeg ikke dokumentation for.

Lion DK modeller:

Nedenfor er vist et udsnit af Opel Rekord og DKW med den danske bundplade.

Metalblå

Ovenfor en æske til en Opel Rekord LION fra Danmark. Det er jo påfaldende, at der ikke er noget på æsken, som viser oprindelse eller fabrikat – kun LION-CAR – Made in Denmark.

Æsken er fuldstændig magen til den hollandske æske – følg eventuelt linket for mere information om Lion NL:

http://www.aujouetparisien.com/2022/03/lion-car-dkw-36-f93-coupe_01259200167.html

Lion logoer:

LION var et populært varemærke ikke bare til legetøj, men også til alt muligt andet.

Molberg familien har selv fundet logoerne nedenfor, som relaterer sig til modelbilsproduktion, hvor LION Holland er klart den største. Hvorfor Molberg valgte lige netop LION som produktnavn er der ingen der ved – men ifølge familien havde Molberg ikke noget at gøre med den hollandske fabrik.

En spansk hjemmeside henviser til fire forskellige logoer for Molberg, Lange, den hollandske og en spansk LION fabrikant. Logoerne er tydeligvis fremstillet til lejligheden ved, at en eller anden har ladet sig inspirere af logoerne på æskerne.

Link til den spanske hjemmeside:

http://www.gamas43.com/LionMolberg/Mobile/LionMolberg.htm

Et comeback forsøg i legetøjsbranchen 5 år senere:

Projekt sporvogn.

I 1967, året før Molberg stoppede sin virksomhed, startede han faktisk op på et projekt med produktion af en sporvogn. Mest for sjov skyld og sikkert også fordi der ikke var andre andre i Danmark, som havde fremstillet den type sporvogn. Molberg besluttede sig for en linie 2, som kørte i rute ad Brønshøj Torv over Rådhuspladsen til Sundbyvester.

Molberg rekvirerede tegninger over de rigtige sporvogne og skalerede dem ned i størrelse og udarbejdede formene. Han nåede at støbe nogle få prototyper, men de nåede aldrig at komme i produktion.

Knudove – Molbergs søn fortæller også at Molberg havde intentioner om at kontakte Märklin for at få tilladelse til at sætte en Märklin motor i. Molberg ønskede også orientere Märklin om, at Molberg sporvognen passede til Märklins skinner. Han havde nemlig sørget for at fremstille sporvognen med samme sporvidde som Märklins skale H0.

Ovenfor til venstre: To prototype af overdele, der viser dørside og bagside. Her kan man stadig se støberester i vinduerne selv efter en tur i tromlen. Disse skulle fjernes manuelt med en lille kniv inden pudsning.

Ovenfor til højre: Støbetryk af overdel og bund. Bunden har fire huller – to til at skrue overdelen på med maskinskruer – og to huller mere for montage af hjulsættene. Hvis man kigger godt efter, kan man se, at Molberg har været nødt til at fjerne to sæder fra bunden for at gøre plads til skruehullerne i forhold til tegningen.

Ovenfor: Tegning af den originale sporvogn påført noter.

Nedenfor: Bunden med hjulsæt.

Nedenfor til venstre håndmalet prototype, med overdel, bund, hjul, sammenkobling og strømføring og til højre lakeret prototype.

Ovenfor: Prototype af æske.

Molbergs maskinfabrik ophører

I april 1968 pådrog Jørgen Molberg sig en hjerneblødning og blev så hårdt ramt, at han måtte afhænde sin forretning, herunder hjemmeproduktionen, som langsomt afvikledes i perioden fra 1968-1970.

Da Molberg blev tvunget til at stoppe viste Poul Andreasen sig som en god ven, ligesom familiens gode ven og mangeårige samarbejdspartner Kaj Christiansen trådte til og hjalp med afviklingen af virksomheden.

Elinor Molberg var tvunget til at finde et andet arbejde efter fabrikken måtte lukke ned. Hun havde nu to jobs dels med rengøring i forskellige firmaer om natten, dels på Postvæsenets omkartering om dagen. På det tidspunkt var deres tre børn Annette 22 år, Knudove 19 år og deres lillesøster Birgitte 8 år.

Freddy og Elinor blev boende i villaen i Vanløse resten af deres liv.

Jørgen Freddy Molberg døde 1992, 71 år gammel.

Faktablad for Jørgen Freddy Molberg

• Født 18. juni 1921
• Udlært værktøjsmager
• Arbejdede på Philips i Jenagade under krigen
• Gift 1. januar 1945 med Elinor Molberg (født Hansen)
• 1947 etableredes Molbergs Maskinfabrik i Hessensgade 27 på Amager.
• 1947-1958 fremstilles trykstøbeforme til legetøj
• 1955 flyttede firmaet til Englandsvej 229
• 1956 flyttede familien fra en lejlighed på Biens Allé 22 på Amager til en villa på Fuglagervej 7 i Vanløse
• 1958 tages kælderen i Vanløse i brug som montageværksted for legetøj
• 1962 medlægges legetøjsproduktionen og Molberg producerede fremover afbalanceringsmaskiner til HPA
• 8. april 1968 blev Molberg ramt af en hjerneblødning og måtte afvikle firmaet, som var helt afviklet og solgt 1. december 1968
• 16. oktober 1992 døde Jørgen Freddy Molberg af kræft 71 år gammel.