N.S.U. Ro 80 nr. 836

N.S.U. Ro 80

Nr. 836

(Nov 1969 – 1971)

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

Da den rigtige bil kom i 1967 var det en revolution, med sit helt specielle udseende og konstruktion. Mange forventede vel, at den ville sætte standarden for fremtidens biler. Den er designet af tyskeren Claus Luthe, der også designede K70 og en del af de kommende VW modeller. Designet er unikt, med sine bløde uforudsigelige former, som er tidsløse.

Men det mest opsigtvækkende ved N.S.U Ro 80 var wankelmotoren.   Den blev konstrueret af Felix Heinrich Wankel, der konstruerede bilmotorer uden nogensinde at have fået en uddannelse og som for øvrigt aldrig fik et kørekort.

Wankelmotoren i Ro.en blev aldrig en succes. Den brugte meget brændstof og var upålidelig. Det fleste fik skiftet motor flere gange. Det var en hurtig bil på den tid. 0-100 på 13,6 sek. Og en topfart på 181 km/t.

Faktisk var det kun Mazda, der formåede at skabe en Wankelmotor der fik succes, nemlig i RX-7.

N.S.U. Ro 80´s historie:

Tekno sendte N.S.U. Ro 80 på markedet op til Jul 1969.

Den ældste reklame, som jeg har set er fra Legetøjstidende fra november 1969, hvor bilen præsenteres som nyhed.

Ovenfor annonce i Legetøjstidende fra november 1969

Det har sikkert skulle gå hurtigt med at få den færdig op til jul i 1969. Der var ligeledes reklamer i Anders And bladet i december måned. Den kostede 14 kr. ved præsentationen.

Ovenfor annonce i Anders And fra december 1969

Nedenfor igen fra Anders And fra februar 1970

I december 1970 blev bilen igen præsenteret i Anders And, men nu var prisen faldet til 12,75 kr. Der er i øvrigt opgivet forkert produktionsnummer – bilen har 836 og ikke 837, som tilhører Saab 99.

Tak Far, en rigtig Tekno! Det er næsten ved at blive for sentimetalt.

Man kan ikke vide, hvorfor Tekno sænkede prisen, men enten har den solgt dårligt eller også har de ment kvaliteten ikke var god nok til den udbudte pris.

Efter lanceringen i Legetøjstidende og i Anders And blev der meget stille omkring bilen. Den forsvinder bilen helt ud af annoncerne. Jeg har ikke set reklamer med den siden.

Tekno overtages af Algrema/Tekno i starten af 1970 og jeg tror ikke bilen nogensinde kom i produktion herefter. Den er ikke med på Algrema´s reklamer, men er medtaget i katalogerne fra 1970-71 og fra 1971-72.

I Algrema/Teknos sidste prisliste fra februar 1972 er N.S.U Ro 80 ikke med, så den er udgået før Tekno lukkede og slukkede.

Hvor mange der er lavet vides ikke, men svenske Berico fik leveret 4820 stk. biler op til Jul, hvilket var en del. Om de nogensinde har fået flere vides ikke. Jeg ved fra Berico folkene, at der kom rigtig mange retur og de ikke selv kunne reparere dem.

De personer med relationer til Tekno i Hjørring, som jeg har talt med kan godt huske de har set bilen, men ikke at den blev produceret. Det ville maleren formentlig kunne huske, men den kan godt være samlet på fabrikken fx af stumper, der er produceret et andet sted eller af rester.

De personer, der endnu har reservedele fra fabrikken, har kun ganske lidt til Ro 80 og sjovt nok ingen æsker, så jeg tror den har lidt en stille død, formentlig fordi værktøjet er gået i stykker. Mig bekendt er den ikke reproduceret nogen steder som fx Volvo og Saab blev det i Holland.

N.S.U. Ro 80 led en stille død uden nogensinde at blive en succes for Tekno. Det er flot bil og den er egentlig konstrueret ganske flot, men den har for mange svagheder, som jeg vil komme mere ind på i næste afsnit.

Modellens detaljer:

Ligesom med den ”rigtige bil” slog Teknos Ro 80 aldrig helt igennem. Den er tegnet og konstrueret så den ligner den rigtige bil på en prik. Det er noget af en bedrift, fordi karrosseriet har mange kurver og bunden et helt specielt sveg. Styretøjet virker godt og sikkert som på de fleste biler fra Rentemestervej. Nr. 836 afslører, at det er en rigtig Teknobil fra Teknos eget værksted.

Den er 111,3 mm lang og da den rigtige bil måler 4780 mm i længden bliver det et størrelsesforhold på 1:42, som forklarer, hvorfor bilen er så stor. N.S.U. Ro 80 var en stor bil.

Den består af 34 dele, som var færre end Volvo 144 der var forgængeren, men N.S.U.en kan også lidt færre ting.

Når man sidder med en mint N.S.U. i hånden virker den fin. Dørene og fronthjelmen slasker lidt, men de åbner fint og lukker med et ordentlig smæld. Den kan åbne fordørene og fronthjelmen og den kan fjedre og styre.

Karosseriet har utrolig få graveringer. Der er graveret et luftindtag under forruden, der er dårhåndtag, benzindæksel på venstre side og markering af bagklap og baglygter, som i øvrigt er malet på.

Der er mange flotte graveringer i bunden også flere end der plejede at være fra Teknos værksted i den periode.

Men der noget underligt ufærdigt over bilen. Den har ikke den finish, som man normalt ser på en Teknobil. Den er dårligt konstrueret. Nogle steder er den over dimensioneret, fx interiøret som er groft og tykt, motoren er ligeledes tung og klodset, dog ikke der hvor skal holdes sammen af bunden, hvilket bevirker, at man nemt knækker den lille flap, der holder sammen på det hele. Dørene er tykke men virker ok. De passer dårligt i dørhullerne. Det yderste af motorhjelmen er kun 0,5 mm tykt, hvilket bevirker, at den meget nemt får en bule. Den er underdimensioneret, det samme er bunden som bukker nemt og karosseriet som har en del svagheder navnlig omkring A-stolpen, som knækker meget nemt.

Læg mærke til bruddene ved A-stolperne.

Den har en lille detalje, som var ny dengang. Man kan åbne motorhjelmen inde fra kabinen med et lille håndtag.

Hjulene er genbrug fra Volvo og det virker fint. Kofangerne er af plast og forkromet. Håbløst på netop denne bil, fordi kofangerne er med til at låse hele bunden fast og faktisk skal holde til en del.

Det skal siges, at bilen ikke var beregnet til at skille ad.

Den er nemlig ikke nem at skille og man får hurtigt problemer. Man starter med at trykke bunden ned og trække bagkofangeren ud. Det kan lykkedes uden at ødelægge tapperne, der holder bunden. Når man så kommer til forkofangeren vil man ofte opleve, at den hænger uløselig fast med bund og karosseri. Er man heldig sidder der en lille tap i motorrummet som man kan aktivere og trække kofangeren ud. Er man uheldig er det nu man skal tænke sig om.

Modellen til højre kan skilles ad uden problemer ved at trykke på den lille plastikknap der står lodret og som går op i motorrummet.

Det kan lade sig gøre at skille det hele ad ligeså langsomt og jeg har aldrig helt fundet ud af hvordan.

Nu har jeg afsløret, at der er 2 konstruktioner til at samle bilen med. Med den ultra korte levetid bilen har haft måtte Tekno ændre konstruktionen. Jeg har dog svært ved at finde ud af hvad der er det bedste. Men der er forskel.

Bemærk på billedet til venstre er forreste kofanger og hjulopretteren (grå plast) forskellig fra billedet til venstre, hvor kofangeren ikke låser med en lille tap og hjulopretteren er mere enkel. Jeg tror den sidste model er den nyeste fordi man ikke ønskede at bilen skulle kunne skilles ad. Den går simpelthen i stykker hvis man ikke er meget forsigtig – og det var børnene nok heller ikke dengang. Det ved vi jo, vi var der selv.

Bilen låses ved at stikke kofangeren ind gennem hjulopretteren og vippe kofangeren således at den låser i en lille rille i bunden. Hvis den bare skal stå i æsken i skabet er det fint, men som legetøj er det skidt fordi det er sårbart og hvis det skal skilles ad og samles igen kan det give problemer. Det er navnlig et problem, fordi kofangerne er svære at skaffe. Skruer have klart været at foretrække.

Forlygterne er et langt smalt stykke, der er forsænket i karossen. Dyr løsning og en fast lygte havde fungeret bedre. Baglygterne er malet på.

Den er forberedt til campingvogn, hvor trækkrogen er fastgjort med plastnitten. Skrue kan ikke bruges her.

Mange af delene til bilen har forskellige nr., som viser emnets placering i formen. Det var almindeligt at give en del et nr. så man kunne identificere det rigtige emne i formen, hvis noget gik galt.

Det er en Teknobil og den hører til Tekno familien og har sin plads her – selvfølgelig har den det, men det virker som om det er gået for hurtigt med at få den klar. Tekno ville gerne lave en smart bil, men hvis de havde lavet nogle enkle løsninger omkring kofangere, lygter og motor ville den have virket meget bedre. En N.S.U., der fx kun kunne styre havde været en udmærket bil.

Den nåede kun at komme i 2 farver. En gullig og en metalblå. Det er en flot lak og den holder godt.

Den blå er kun lavet med rødt interiør og sort instrumentbord, mens den gullige er leveret både med rødt og beige interiør og sort instrumentbord.

Bilen er leveret med sort og sølvfarvet bund.

Jeg tror bilen fik en kort levetid fordi kvaliteten som legetøjsbil var for ringe. Det var meget dyrt at udvikle en ny bilmodel og fejltrin, som denne bil har må have kostet dyrt Tekno i en periode, hvor de faktisk sprøjtede nye modeller på markedet. Men skal man blot have den stående i skabet er den glimrende.

Jeg har et referat af et møde der blev holdt i København mellem den svenske importør Anderson fra Berico og bl.a. Esther Siegumfeldt. Bilen bliver præsenteret på det møde den 24. oktober 1969 med den bemærkning i referatet, at den skulle have foretaget en del ændringer inden den var klar til at komme i handlen. Så det er tydeligt at den ikke levede op til forventningerne.

Om disse ændringer blev foretaget eller om det drejede sig om den forreste kofanger vides ikke, men man skal tænke på, at det også er vigtigt, at bilen kan samles af montagearbejderne inden for en rimelig tid og uden for mange skader.

Dinky Toys:

Dinky Toys fremstillede også en N.S.U. Ro 80, som bestemt ikke var særlig vellykket.

Modellens værdi:

Det er en eftertragtet modelbil og der er mange i pæn stand, hvilket tyder på, at den har tiltrukket voksne samlere allerede dengang. Den er ikke så almindelig men den er heller ikke sjælden, hvilket hænger sammen med den korte tid den var på markedet.

Æsken er mere sjælden end bilen og et mintbox eksemplar ligger normalt under 1000. Farven er ikke afgørende. Uden æske ligger prisen noget lavere for en mint bil. Nu skal der ikke så meget til før den ikke er mint, især de forkromede kofangere tåler ikke ret meget.

Der er ingen samlevejledning med til bilen, da det ikke har været meningen, at den skulle adskilles og samles igen.

Hvad skal jeg passe på?

Vogt dig reparationer. Typisk har bilen været skilt ad og det har været nødvendigt at lime den sammen igen. Fordi kofangerne er defekte. Kofangerne er meget svære at skaffe originale. Det er sjældent man ser en restaureret bil i originalfarverne.

Kig efter om bilen er revnet ved A-stolpen typisk i venstre side. Der sker faktisk ikke noget ved bare bilen er samlet.

Tekniske data:

Særlige decaler:

NSU Ro 80 på bagenden.

Æskerne:

Kun leveret i udsigtæsker. På toppen af æsken er der tegnet en vejledning i at betjene de ting bilen kan. På bagsiden er der en flot tegning af en NSU Ro 80. Indlægget i kassen er som regel gråt eller hvidt. I bunden er bilens tekniske data beskrevet, dog kun på dansk og på tysk.

Modellerne:

Grøn:

Henholdsvis rødt og beige interiør.

Blå:

Jeg tror ikke den blå er leveret fra Tekno med beige interiør – eller sagt på en anden måde – langt de fleste biler i den blå farve har rødt interiør. Denne model er da også en jeg selv er lykkedes med at bygge om på.

Prototype:

Den røde model nedenfor har jeg købt af en mand, hvis mor arbejdede en kort periode på Tekno. Den står i fin originallak men med grå kofangere og umalet bund.