Forord

Jeg vil i denne artikel skrive en lidt anden Teknohistorie end den, som er almindeligt kendt. Jeg vil forsøge at skrive lidt om de mennesker, som var omkring Tekno og deres relationer, ligesom jeg vil prøve at sætte det ind i den samfundskontekst, som var gældende igennem Teknos godt 50-årige historie. Historien kan aldrig kunne tegne et retvisende billede af Teknos historie. Det vil altid være præget af, hvordan dem, der har fortalt historien har oplevet det, ligesom mine egne fortolkninger af det materiale, som jeg har brugt også vil have et element af usikkerhed. Den viden jeg har brugt i denne artikel har jeg dels fra et mangeårigt kendskab til Tekno, dels fra personer jeg har interviewet, fra analyse af artikler og fra reklamer o.s.v. Artikler og reklamer fortæller en del om den tid de er bragt i, og til hvem budskaberne er rettet imod. Da der dukker nyt materiale op jævnligt, der giver anledning til at historien skal suppleres eller ændres vil artiklen løbende blive opdateret.

Den røde tråd gennem hele historien er Teknos grundlægger Andreas Siegumfeldt (AS). Jeg synes det er interessant, hvad der har ligget til grund for de beslutninger, som han traf netop på det tidspunkt og hvad der ellers skete i legetøjsbranchen og i samfundet på de tidspunkter, hvor Siegumfeldt handlede som han gjorde, ligesom det er interessant at analysere lidt på de konsekvenser beslutningerne fik. Artiklen handler selvfølgelig om bilerne og de øvrige produkter, men det er vigtigt for mig at forsøge at tegne en tidslinje fra Andreas Siegumfeldts fødsel til Tekno lukkede og slukkede.

Jeg har af tidsmæssige årsager foreløbigt valgt ikke at sætte alle billeder ind i artiklen, som jeg har været undervejs længe. Billederne bliver derfor lagt på artiklen lidt af gangen.

Du kan klikke flere gange på billederne for at gøre dem større.

Andreas Siegumfeldt

Andreas Siegumfeldt (AS) blev født den 14. juni 1894 i København (se artiklen FAMILIEN SIEGUMFELDT FRA1857 TIL 1940, af Lars Christiansen, Ans, her på siden). Moderen, Antonie Siegumfeldt stammede fra en apoteker familie fra Faxe. Hun var ugift og uddannet lærerinde. Oprindelig stammer Siegumfeldt familien fra Sydslesvig i Tyskland. Det var farfaderen til den føromtalte apoteker, der lagde grunden til navnet Siegumfeldt. Han kom fra en lille bebyggelse som hed Siegum. Den ligger få kilometer øst for Flensborg og ret tæt ved Flensborg fjord. Siegum Mark er vel det vi vil kalde Siegum Feldt på tysk. Oprindelig hed familien Anthonsen, men da forældrene ikke hed det samme, tog han navnet Siegumfeldt. Han kom i lære som skrædder, men uddannede sig senere til tobaksbinder. Farfaderen byggede siden et kæmpehus på Blegdammen i København.

Der har flere været antydninger fremme om, at Siegumfeldts var jøder ikke mindst fra Andreas selv, men familien er ikke jødisk. AS har givetvis selv været i tvivl og han antydede selv, at tyskerne undersøgte dette forhold under krigen i et interview med en svensk avis. Barnebarnet, Michael Siegumfeldt har også til mig oplyst, at det var et tema, der blev drøftet i familien.

Netop det forhold, at Andreas mor var ugift har helt sikkert været et problem. Faderen var ukendt og lille Andreas blev ikke hos moderen efter fødslen. Forbindelsen blev formentlig genoptaget på et tidspunkt inden konfirmationen. Familien boede i Linnésgade 31 i København. Efter sin konfirmation, kom han i lære hos blikkenslagermester Carl Peter Chr. Blem, der havde et kælderværksted i Vendersgade 9 København K. (kilde: Lars Christiansen)

Vi ved ikke meget om unge AS på dette tidspunkt. Men hans opvækst har ikke været normal. Han boede ikke sammen med moderen i de første år og unge Andreas fornemmede godt, at han var anderledes. Han manglede en far, hvilket ikke var særligt udbredt dengang og samtidig var han ”lidt mere” end blot almindelig bonde eller håndværker. Der var en antydning af akademikerslægt i familien og jeg tror, at det prægede Andreas rigtig meget i hans senere liv. Han havde ambitioner om at blive til noget stort og få den respekt, der følger med. Der var kunstmalere, apotekere og forretningsfolk i familien, hvilket vidnede om, at Siegumfeldts var dygtige intelligente mennesker, der udrettede noget.

Kort tid efter, at AS blev udlært etablerede han sig som selvstændig Vand & Glasmester på Amager. Han var kun 20 år i 1914 og fortalte i et senere interview, at han var den yngste blikkenslagermester i København. Det har sikkert betydet en del for ham, at han på den måde satte rekord, og han selv arbejdede sig op til det. 1. verdenskrig brød ud og det blev svære tider i København. Vi hører først igen til AS i 1920, da han giftede sig med den 3 år ældre syerske Thora Dagmar Mangaard. Thora var ligeledes et ”uægte” barn – hvilket af en eller anden grund satte sit præg på AS. Da både hustruen og han selv var født uden for ægteskabet skulle man tro, at AS ville have en vis forståelse for denne status. Men et familiemedlem har oplyst til mig, at AS senere indførte i sit testamente, at ”uægte” børn ikke kunne arve ham. Det er interessant, fordi datteren Esther Siegumfeldt (ES) på dette tidspunkt ikke var gift men boede sammen med en mand. Familien bosatte sig på Amager.

I 1922 fødes sønnen Egon og i 1926 fødes datteren Esther, samtidig med at familien flyttede i en nyopført villa på Erik Holmsvej 12 i Vanløse.

Tekno fødes

I 1928 havde AS afviklet sin VVS forretning og stiftet selskabet ”Dansk Legetøjs Industri”. Han var begyndt at lave legetøj hjemme i kælderen. Tekno blev dog først officielt registreret i 1932 som varemærke for Ingeniørsættene. Han havde formentlig en massiv opsparing at trække på og han fortalte senere, at den første produktion var en gravko til 9 kr. Han lavede 25 stk. men solgte kun de 15.

Jeg synes man skal anerkende Siegumfeldt for at være en ægte iværksætter og pioner på området. Han havde en god solid forretning som håndværksmester, men havde alligevel lyst til at prøve kræfter med en ide han havde fået. Han nævnte på et tidspunkt, at han allerede i 1926 havde en ide om at lave en blikbil. Han havde altså tumlet med ideen om legetøjsproduktion i et stykke tid, før han kastede sig ud i det. Det lå ham på sinde, at legetøjet skulle være pædagogisk og holdbart. Han kunne ikke lide mekanisk legetøj, fordi som han sagde ”uanset, hvor godt en fjeder er lavet vil den briste på et tidspunkt”.

Det blev dog navnlig bliklegetøjet, der havde hans interesse, hvilket vel må siges at være naturligt, når man er blikkenslager.

Noget af det første Siegumfeldt lavede omkring 1930 var en serie med støbte tinsoldater mv. Soldaterne er 5 cm eller nok nærmere 2 tommer høje. Der blev også plads til blikarbejde til hestevogne og materiel.

I 1930 fik han industrirådets diplom for veludført arbejde.

Paradoksalt nok var det alt andet end biler han fremstillede på det tidspunkt. Han lavede sandkasselegetøj, trækvogne, køkkenlegetøj, kraner o.s.v. Han havde også en tidlig produktion omkring 1930 af støbte soldater. Jeg har set indtil flere af Siegumfeldts produkter fra den tid, der i mistænkelig grad minder om tyske produktioner, fx en gravko fra Bing, sandkassesæt med vandkande, o.s.v. Så han var ikke bleg for at kigge mod syd, når han udviklede sine ”egne” produkter.(annonce fra juni 1939, John Willumsen & Søn)

Gravemaskine fra først i 1930.erne. 

I 1930 fik Siegumfeldt Industriforeningens diplom for smukt udført bliklegetøj. Diplomet, der i øvrigt hang på hans kontor betød en del for AS. Han var forfængelig og et diplom fra industriforeningen åbnede nogle døre for ham og øgede hans anerkendelse blandt de øvrige fabrikanter. Hans forfængelighed kom til udtryk mange gange og han lagde ikke skjul på, at han ikke var tilfreds med at være håndværksmester, han ville være fabrikant ”ovre i industrien”. Det blev åbenbart regnet for at være finere dengang.

Bemærk – diplomet er udstedt til Eriksholmsvej 12 i Vanløse, hvor det hele startede.

Diplomet har han sikkert brugt, da han sammen med en håndfuld andre legetøjsfabrikanter i 1933 stiftede Legetøjsfabrikantforeningen, hvor han fra starten og til sin død forblev formand.

I 1932 registreredes Tekno som firmanavn og AS begyndte at fremstille ingeniørsæt og i den forbindelse flyttede han til lejede lokaler på Tranevej. Ingeniørsættene var næppe hans egen ide og vi må formode, at han kiggede kraftigt efter hvad Meccano og Trix mv., havde fremstillet. De blev en kæmpe succes fra starten og grundlagde hele den enorme succes som Tekno fik. Med Tekno ingeniørsættene blev navnet Tekno kendt og det blev det navn, der fulgte firmaet resten af dets levetid.

Op gennem 1930.erne fremstillede Tekno mange forskellige produkter, fx den lille fysiker, Tekno Elektro, kraftstationen og som tilbehør til det, en serie af værktøjsmaskiner i farven blå. Disse værktøjsmaskiner blev fremstillet i blik og er sjældne i forhold til de støbte modeller, som kom til sidst i 1940.erne.

En meget tidlig autolift.

Tekno forsøgte sig også med en udgave af Lillebæltsbroen.

I 1934 købte Siegumfeldt en grund på Rentemestervej af Københavns Kommune, hvor han opførte en fabrik på 600 m2 og hele produktionen var klar i 1935 i nyopførte bygninger.

Legetøjsfabrikantforeningen

Siegumfeldt virkede som en klog mand med sans for timing, i hvert fald dengang. Jeg er ikke i tvivl om, at han var en af initiativtagerne til at stifte Legetøjsfabrikantforeningen. Han ville have orden i rækkerne og han viste, at en stærk forening, der kunne kontrollere produktionen og detailleddet ville være i deres egen interesse. På det tidspunkt kunne man ikke frit importere legetøj, uden at det blev pålagt told. Hjemmarkedet var derfor af afgørende betydning.

Foreningen holdt til på Ålekistevej 182 i Vanløse på samme adresse som AABO, Carlos Schwerin, der var sekretær i foreningen. Derudover sad Laurids Sørensen, der lavede spil, Karl Dehn (Skjoldungerne), der lavede trævarer og H. Poulsen, der lavede barnevogne mv. i bestyrelsen. Det var tydeligt, at de sikrede, at hver mand blev indenfor sit felt og priserne blev holdt oppe. Det blev blandt andet gjort ved kun at sælge via grossister. Denne forening talte kun 12 – 15 medlemmer. Disse karteldannelser er som bekendt strengt forbudt i dag, men helt normalt dengang i Danmark.

Det var en kendt sag, at denne klub ikke leverede varer til legetøjsforretninger der ”snød” med priserne eller på andre måder forsøgte at udvikle sig. De ønskede at holde markedet i meget kort snor og det lykkedes også for dem frem til slutningen af 1960.erne, hvor supermarkeder og kædebutikker som fx BR-Legetøj holdt sit indtog.

I klubben af stærke medlemmer var også Kofods Fabrikker i Køge (dukker), K.A. Birk, der også fremstillede byggekasser under navnet Metallo, KARA og ikke mindst Bambola, der var en tro allieret med AS. Kaj Bojesen og Dansk Legetøjs Fabrik taltes også med blandt AS nære venner.

Derudover byggede foreningen en stærk alliance op med grossisterne, Christine Hammershøj, Hartvig Samsons, der forhandlede Teknos produkter fra starten, Nielsen & Curth mv.

Legetøjshandlerne

I 1913 var der stiftet en forening som hed ”Legetøjshandlerforeningen af 1913” (LT) som sammen med ”Foreningen af Legetøjs og Galanterihandlere” fra 1935 udgav bladet Legetøjstidende.

Dette blad blev hurtigt et talerør for hele branchen og en magtfaktor, hvilket uden tvivl har naget AS uden at han dog på dette tidspunkt kunne gøre noget ved det. Siegumfeldt var et kontrolmenneske og han ville gerne bestemme, hvad der skulle bringes og navnlig ikke bringes i LT. Denne forening og Siegumfeldt blev aldrig venner. Det er klart, at legetøjshandlerne havde interesse i, at alt legetøj skulle forhandles gennem dem og med bladet havde de kontrol over hvem der fik bladet og ikke mindst hvem der annoncerede i det. Siegumfeldt ville gerne sælge legetøj til andre end legetøjsforhandlerne, kravet var blot, at de skulle sælge legetøj hele året og ikke kun op til Jul. Dette forhindrede forhandlerne, ligesom de satte dagsordenen med hensyn til de artikler, der blev bragt i bladet. Det har ikke passet den fremadstormende visionære, men også stædige og ærgerrige AS. Han mente blandt andet, at forhandlerne skulle reklamere for varerne, hvilket de var uenige i på det tidspunkt, fordi reklame for en enkelt vare ville betyde at salget af en anden varer ville gå ned. Total tågesnak for en forretningsmand som AS. Forhandlerne behandlede dog emnet i bladet i marts 1937, hvor en belgisk professor konkluderede, at reklame ikke påvirkede salget af andre varer. (hvordan mon han er kommet frem til det).

I november udgaven i 1936 lykkedes det AS at få bragt et interview. Artiklen bærer tydelig præg af, at AS gør opmærksom på, at han nu var den største producent af ingeniørsæt i DK og han havde flere nyheder på vej fx en køkkenserie, med spritapparat, kaffekande med pose og et badeværelse.

Blikbilerne

I oktober 1937 startede AS sin produktion af de berømte blik Falckbiler, som i starten kom som byggesæt. Bilen var en model af en Bedford fra 1936. Tekno havde eneret til at forhandle biler med Falck og Zonen logo. Det blev en megasucces frem til 1955, hvor produktionen stoppede. De var godt lavet, de var holdbare, flotte i farverne og pædagogisk ramt lige i øjet. De kunne skilles ad og kombineres med andre biler i serien. Der kunne købes tilbehør og de passede fint sammen med ingeniørsættene. Samtidig, i januar 1938 meddelte AS, at han startede som grossist og han selv varetog forhandlingen af sine egne produkter. Han var nu både fabrikant og grossist. Om han blev medlem af grossisternes forening vides ikke, men det ville have været naturligt. I serien fandtes også den store blikflyvemaskine.

AS nævnte i et interview i 1955, at han allerede i 1926 havde planer om at fremstille en model af en blikbil, som godt kunne have været en Ford T.

I 1938 udlovede AS en konkurrence, hvor man kunne indsende en model man havde lavet af sit ingeniørsæt. Vinderen fik 500 kr. og der var mange sidegevinster. Dette initiativ fik ros af forhandlerne og det viste, at AS havde sans for markedsføring og han var forud for de øvrige på det tidspunkt.

Tekno og Lego

Fra 1939 og frem til 1945 ændrede Teknos annoncer sig i Legetøjstidende. Fra at være store annoncer var det blot små annoncer med Teknos logo. Ingen specifik legetøjsdel. Jeg tror det skyldes et meget anstrengt forhold mellem redaktionen på Legetøjstidende og Siegumfeldt. AS var dog interviewet til bladet i juni 1941.

I november 1940 bragtes den første lille bitte annonce fra Lego side om side med Tekno. Interessant, når vi ved hvordan det gik for de 2 virksomheder. Så vidt jeg kan se solgte Lego også sine egne varer uden om grossister. Siegumfeldt brød sig ikke om Lego, hvilket han ikke lagde skjul på. Flere har hævdet, bl.a. Poul Fjeldgaard, at han ikke kunne lide Kirks familiens kristne måde at dyrke forretning på. Det kan dog ikke forklare AS stærke modvilje mod Lego, der må have ligget mere bag. AS var rationel i forretningssager og øjnene han en mulighed for at tjene penge eller koncentrere magten på få hænder, gjorde han det. Han kan vel have haft en mening om, at der blev holdt andagt hos Lego, men det har næppe påvirket hans forretningssans.

Jeg tror nærmere det bundede i, at han ikke kunne få Godtfred Kirk til at makke ret. Kirk var ikke medlem af Legetøjsfabrikantforeningen og var dermed ikke underlagt de normer som var gældende der. Jeg tror nærmere det er her, vi skal finde AS´s modvilje mod Lego. AS omtalte sjældent Lego, men jeg har dog fundet en udtalelse i Legetøjstidende fra maj 1943, hvor AS kommenterede at ”det smukke Lego legetøj” manglede på Kunstindustrimuseets udstilling om legetøj. Så han anerkendte Lego´s kvalitet.

I Danmark var der mange forskellige interesser på spil i industrien og hermed også hos legetøjsfabrikanterne. Der var flere foreninger repræsenteret og legetøjet solgte bedst i København og i de store provinsbyer, mens det kneb mere i de mindre byer. Da Lego kom fra provinsen kunne Siegumfeldt og dermed fabrikanterne havde haft stor nytte af den indflydelse som Lego havde og det har tydeligvis ikke passet AS, men det har nok været svært at sige højt, derfor har det været nemmere at skyde på det religiøse element.

Anden Verdenskrig

Anden Verdenskrig var hård for alle, men krigen påvirkede ikke Tekno synderligt. Salget af ingeniørsæt, Falckbilerne og køkkengrejet gik strygende og var de hovedsælgende produkter. Tekno kunne ikke anvende hvidblik p.g.a. krigen og begyndte at fremstille den store garage i træ. Det var starten på træproduktionen.  Der var masser af træ at få. Der blev lejet lokaler på Tomsgaardsvej, hvor produktionen af trævarer blev henlagt til. Teknos telefonnr. var TAGA 8001, hvilket også ses på diverse nr.pl. på bilerne.

Spørgsmålet er, om ikke det var en god ide at lave garagen i træ. Selvom hvidblikket kom tilbage i 1952 fortsatte produktionen af garager i træ og ikke i blik. Vi skal ikke glemme, at blik var AS yndlingsmateriale, men træ var billigere både i indkøb og i produktionen.

Trævarerproduktionen fortsatte indtil 1946, hvor fabrikationen blev henlagt til Frederikssund.

Manglen på hvidblik gjorde imidlertid, at AS måtte se sig om efter alternativer. Allerede i 1940 begyndte han at støbe i zinklegeringer, som der var masser af. Til Ekstra Bladet forklarede Siegumfeldt i januar 1955, at Ford V8 blev fremstillet i 1940 sammen med de første flyvemaskiner. Det var vanskeligt at komme i gang, fordi der ikke var erfaring med den slags i Danmark på det tidspunkt. Maskiner og værktøj fremstillede Tekno derfor selv.

Når man ser på de øvrige danske produktioner, har der ikke været meget hjælp at hente hos, K.A. Birk, Pilot o.s.v., men krigen var en god tid for Tekno, der udviklede sig i disse år, samtidig med, at vi må formode at navnlig de tyske konkurrenter blev bombet noget tilbage bogstaveligt talt. De tyske legetøjsfabrikker har uden tvivl omstillet produktionen til krigsmateriel, som fx også skete for Mettoy i England, der under krigen fremstille blandt andet ammunition til Bofors maskinkanoner.

I 1943 åbnede Kunstindustrimuseet en udstilling med legetøj. Legetøjstidende bragte en artikel om udstillingen i bladet fra maj 1939, hvor de langt fra var imponerede over udstillingen. AS fik på vegne af Fabrikanterne lov til at kommentere udstillingen, som han sablede ned på en faglig velargumenteret måde.

Han startede egentlig med at beskrive de positive elementer ved udstillingen, hvorefter han på meget professionel måde beskrev manglerne og til sidst kom han med forslag til ændringer. Faktisk en feedback metode som er anerkendt i dag.

Det var navnlig professionelt, fordi AS loyalt som formand for fabrikanterne nævnte alle de ting som manglede og som kollegaerne fremstillede. Han var saglig og han udtalte sig på en intelligent og velargumenterende måde som formand for fabrikanternes forening, synes jeg.

Et citat fra AS. ”Hvor er alle de smukke ting, som findes i vores legetøjsbutikker og magasiner? Man får let indtryk af, at hele den moderne afdeling er lavet for at danne reklame for en enkelt legetøjshandler, og at museet har givet denne carte blance til at arrangere udstillingen med sine egne frembringelser i en passende ramme af andet legetøj”.

Herefter kom en oplistning af alle de ting, som ikke var repræsenteret på udstillingen. Hvem den pågældende handlende var ved jeg ikke, men det var næppe en af AS venner.

Citatet udtalte en sønderlemmende kritik af udstillingen og en direkte beskyldning mod museet for at fauricere en enkelt legetøjshandler – altså en slags skjult reklame.

Hvis man ikke før har set AS udtrykke sig på skrift må man erkende, at han godt kan formulere sig på et højt niveau og budskabet var ikke til at tage fejl af.

I maj 1944 bragte Legetøjstidende en annonce fra Fabrikanterne, som opfordrede alle der fremstillede legetøj til at tilslutte sig foreningen og henvende sig – ikke til foreningen – men til AS personligt ved Teknos tlf.nr. Det var en magtdemonstration fra AS´s side og et eksempel på, at han sad tungt på denne forening. I annoncen påpegede AS at ”det er den eneste organisation, i samarbejde med Industrirådet varetager Legetøjsfabrikanternes interesser”. 

AS varslede med annoncen, at der var noget på vej – og det må man sige, at der var.

Siegumfeldts personlighed

Jeg tror ikke, der kan være tvivl om, at AS var noget af en personlighed. Han var en dygtig iværksætter, men også heldig. Han var enerådig i virksomheden, og ikke mindst i familien. Han var vant til at få sin vilje og gik ikke gået på kompromis med det. Han blev selvstændig, fra han var 20 år gammel, så han efterstræbte at kunne bestemme selv. Ovenstående viser også, at han kunne tænke strategisk og han var velformulerende. Han var godt forberedt og han var ikke bange for at løbe en risiko for at nå sine mål.

Han beskrives ofte som lidt genert og flink og rar. Vi ved dog også fra ledende medarbejdere på Tekno, at han var stædig, forfængelig og enerådig i grad, så det blev ulideligt. Omvendt tror jeg, han var god ved de menige medarbejdere og han bekymrede sig om deres velbefindende. Han var stolt over at give en masse mennesker brød på bordet og følte en forpligtelse til at sørge for at det fortsatte. De stolede på ham og den tillid værdsatte han.

Barnebarnet fortæller, at AS ikke var en farfar man bare sådan gik til. Der var afstand og forholdet var ikke særligt varmt. Barnebarnet havde et meget tættere forhold til sin mors familie. AS havde meget store ambitioner på sine børns vegne. Egon Siegumfeldt havde nok sværest ved at klare presset og fandt sig aldrig rigtigt tilrette på Tekno. Esther Siegumfeldt kastede sig ud i det, og arbejde hårdt. Men et faktum er, at begge fulgte AS vilje og arbejdede på Tekno.

Jeg tror AS ændrede sig meget henover årerne. Han blev mere magelig og mindre innovativ i sidste halvdel og 1950.erne og i tresserne. Pengene fossede ind i kassen, så han havde ikke det store behov for at udvikle virksomheden. Det var måske AS største svaghed, at han ikke havde en klar strategi for udvikling af legetøjet og for Teknos fremtid klar i tide.

Legetøjfabrikanterne

Som tidligere nævnt var der 3 (4) organisationer indenfor legetøjsbranchen. Legetøjsfabrikantforeningen, Grossisternes forening, Legetøjhandlerforeningen af 1913 og Foreningen af Danmarks Legetøj og Galanterihandlere. Senere blev de 2 sidstnævnte slået sammen til Legetøjshandlerforeningen af 1913.

Legetøjsfabrikanternes stiftede deres første forening kort efter århundredeskiftet – Foreningen af Legetøjsfabrikanter i Danmark. Foreningen bestod af 15 – 20 medlemmer, der alle var små virksomheder og havde fabrikation i hjemmene. De kæmpede for at begrænse tysk import og arrangerede bl.a. udstillinger. Foreningen synede hen efter 5 – 6 år og lå i dvale indtil 1920, hvor den blev genoplivet. Den døde dog igen efter kun et år på grund af manglede sammenhold. I 1933 tog fabrikant Kannewolff initiativ til at stifte en ny forening. Ved den stiftende generalforsamling blev Kanneworff næstformand og gæt engang, hvem der blev formand – Andreas Siegumfeldt.

Foreningen talte kun 10 – 12 medlemmer, men igen svandt tilslutningen til foreningen, der døde ud i 1936 og lå i dvale indtil 1944, hvor Siegumfeldt sparkede liv i foreningen igen sammen med en håndfuld førende fabrikanter. Der var 15 medlemmer fra starten, der voksede til ca. 30 og større blev foreningen aldrig.

Det var et mål, at få inddraget provinsen i foreningen. Medlemmerne var koncentreret omkring København og medlemmerne ville gerne inddrage de jyske fabrikanter. Det lykkedes aldrig at få Lego med i foreningen og jeg tror AS medvilje mod Kirk familien skal findes her. De har af en eller anden grund ikke ville være med og det har været en torn i øjet på AS – altså en forretningsmæssig årsag og ikke en som fx hævdet af salgchef Poul Fjeldgaard, at Legofamilien var religiøse. Der var mange religiøse dengang og det ville være mærkeligt, hvis AS havde et problem med det. Der var sikkert også andre fabrikanter, der var religiøse og AS virkede ikke som om, han var snoppet på nogen måde. Han tog forretningsmæssige hensyn, men udelukke nogen af religiøse årsager ville jo skade forretningen.

Konfrontationen

I april 1945 sprang AS og Fabrikanterne en mega bombe i branchen. Uden at varsle nogen udgav foreningen et nyt blad – Dansk Legetøj – som omdeltes til alle, der handlede eller havde interesse i at handle med legetøj, også i provinsen.

Det var et frontalangreb på legetøjshandlerne uden krigserklæring og reaktionen udeblev da heller ikke.

Legetøjshandlerne var rasende.

AS havde året før i sin annonce i Legetøjstidende bragt et varsel om, at der var noget i gære.

AS må have følt sig utrolig sikker på det han gjorde. Han spillede højt spil, ved at lægge sig ud med legetøjshandlerne og forsøge på at konkurrere på annoncer og artikler, men også ved at forsøge at sprede salget af legetøj på flere grupper af legetøjshandlende. Det må have været målet med denne satsning. Det handlede nu om annoncemarkedet og sammenholdet blandt legetøjshandlerne. AS har formentlig været utilfreds med, at han og fabrikanterne ikke havde tilstrækkelig indflydelse på udviklingen i legetøjssalget. De modstridende interesser lå i, at legetøjsforhandlerne ville have eneret til at handle med legetøj, mens AS ville have alle, der ville handle fast med legetøj hele året med på vognen.

Byerne var ikke så store dengang og omsætningen ikke prangende, derfor var det ikke en særlig god forretning at handle med legetøj, men en familie kunne leve af det. Hvis handlen blev spredt på boghandlere, farvehandlere, cykelsmede, købmænd mv., ville de få en fordel ved at føre forskellige produkter. Det var helt uacceptabelt for legetøjshandlerne – men et ”must” for fabrikanterne, der formentlig var bange for, at disse handlende ville begynde at importere udenlandsk legetøj og der derved ville opstå en situation, som set fra fabrikanternes ville komme ud af kontrol.

Op gennem tyverne havde der været en betydelig import af tysk og japansk legetøj. Disse produkter og danske produkter blev solgt direkte eller indirekte til handlerne, hvilket grossisterne og fabrikanterne sikkert har synes var anarki, hvorimod de handlende har fået billigere varer. I 1933, kom der et forbud mod fri import og udenlandske varer blev belagt med told. Op gennem 1930.erne importerede grossisterne kun legetøj, som ikke fandtes i Danmark. Sammenholdet var intakt.

Forhandlerne håbede, at hvis de var loyale mod grossister og fabrikanter, ville de være det samme – men med udgivelsen af Dansk Legetøj blev alle aftaler brudt.

Det havde været fede tider for legetøjsbranchen under krigen. Danskerne havde masser af penge, men kun få varer at købe, da der ikke kom noget udefra. Legetøjet blev i stor stil produceret af affaldsprodukter og træ, så branchen kunne langt hen ad vejen levere varerne. Det betød, at fabrikanterne har haft en del penge at føre handelskrig for. Fabrikanterne ønskede at stå så stærkt som overhovedet muligt, den dag importen ville blive givet fri.

Legetøjshandlerne

Jeg har desværre ikke legetøjs Tidende i perioden 1944 – 1948, så jeg ved ikke rigtigt hvordan tonen var i bladet i den tid Dansk Legetøj eksisterede. Men i Dansk Legetøjs august nr. 1945 gengiver fabrikanterne en artikel, der havde været bragt i Legetøjs Tidende juli 1945.

Tonen var helt usædvanlig skarp. På den tid var kritik pakket pænt ind – det var så glemt på dette tidspunkt for begge parter.

Artiklen indledte med, at handlerne ville bekæmpe Dansk Legetøj ”med alle tilrådelighed stående midler”. Fabrikanterne bemærkede hertil, at de på grund af ”Legetøjs Tidendes ganske lille læserkreds” gengav artiklen – underforstået, så den kunne nå ud til flere læsere. En helt igennem uhørt og arrogant provokation.

Artiklen slog fast, at bladet udkom i 1100 eksemplarer og var postomdelt – langt flere end der var legetøjshandlere. Det konstateredes, at legetøj derfor nu skulle sælges mellem ”grisehoveder, døde fisk og radiser”.

Fabrikanterne svarede tilbage, at Legetøjstidende kun kom ud til 1/5 af dem, der handlede med legetøj og de ikke havde monopol på legetøjshandel. Legetøjstidende var derudover koncentreret omkring København uden at få provinsen i tale.

Fabrikanterne havde ikke noget problem med, at der handledes legetøj mellem grisehoveder, blot det var produceret i Danmark.

Set med nutidens briller havde AS fat i det rigtige. Han havde set en fare i at andre handlende ville blive for stærke, og han har haft et ønske om at kontrollere disse handlende med leverancer af dansk legetøj. Hvis en boghandler fx handlede med Teknobiler og senere begyndte at sælge tyske produkter kunne boghandleren straffes, ved ikke at kunne få Teknobiler mere. En metode AS allerede anvendte overfor genstridige legetøjsforhandlere. På det tidspunkt fandtes der ikke meget andet legetøj, så AS´s strategi synes yderst fornuftig, men han undervurderede branchen, eller også turde han ikke tage skridtet fuldt ud.

Tekno i efterkrigsårene

På Tekno gik det strygende. I september 1946 indviedes den nye fabrik for trævarer i Frederikssund og Tekno indledte et samarbejde med Brio om at producere deres varer i Danmark. Det har sikkert også været gældende den anden vej, da begge lande havde importrestriktioner. Igen et fornuftigt og et hurtigt forretningsmæssigt træk af AS.

Den støbte Zonen ambulanceflyver og Packard Zonen ambulancen præsenteredes som nyhed og Tekno havde, som med Falck fået eneret til at forhandle produkter med Zonen logo i Danmark. Det gik forrygende for Tekno, der stort set ikke havde seriøs konkurrence på deres produkter, andet end fra Blue Sun, Pilot, Micro og Birk, som ikke var i nærheden af Tekno i kvalitet, så AS var godt tilfreds på dette tidspunkt. Jeg tror ikke nogen af de øvrige etablerede fabrikanter vågede at udfordre AS på hans kerneområder. Godt nok var der andre, der fremstillede ingeniørbyggesæt, men de var ikke særlig store sammenlignet med Tekno.

Men så skete der noget. Der dukkede pludselig en ny annoncør op i Dansk Legetøj i slutningen af 1946, som reklamerede for støbt legetøj – nemlig H. Langes Legetøj A/S. Lange fremstillede små støbte værktøjsmaskiner, hvor Teknos var i blik og i væsentlig dårligere kvalitet. Annoncerne fyldte en ¼ side. I september 1947 havde H. Lange en annonce i farve på side 11, hvilket var meget usædvanligt og som fyldte en hel side og igen på side 13 en tilsvarende annonce med kraner, vandpistoler o.s.v.

Der var ingen af de øvrige fabrikanter, der nogensinde havde annonceret så aggressivt og med produkter af så fin kvalitet, at det kunne måle sig med Teknos. Så mon ikke AS har fået morgenkrydderen galt i halsen, da han så det. I 1948 lancerede Lange en børneskrivemaskine, der var meget avanceret.

Jeg vil senere komme tilbage til H. Lange i et særskilt afsnit.

I 1948 indtrådte Esther Siegumfeldt (26 år gammel) i virksomheden.

Fabrikantforeningen afliver fagbladet ”Dansk Legetøj”

I de første år synes det at gå godt for Dansk Legetøj. Der arrangeredes udstillinger og det virkede som om, der var vilje til, at der skulle ske noget nyt og projektet ville lykkedes for fabrikanterne. Men der gik ikke længe, før Dansk Legetøj fuldstændig lignede Legetøjs Tidende. Hvor var satsningen i provinsen blevet af?

Der var stilstand på området i 1946. Importrestriktionerne gjorde det vanskeligt at få udenlandske varer ind i Danmark, men branchen havde det som helhed godt, så der var ikke de store konfrontationer.

Fabrikanterne sang for en fælles brancheforening med Dansk Legetøj som fagblad, men det blev ikke rigtigt til noget. AS var påfaldende tavs i bladet i denne periode. Han havde et indlæg i Dansk Legetøj i september 1947 om besværlighederne med at få tildelt materialer og finde egnet arbejdskraft, men ellers var han tavs.

Det var tilsyneladende ikke lykkedes at samle fabrikanterne i en fælles forening og problemerne med at holde sammen på det hele synes at være uoverstigelige, derfor samledes i slutningen af 1947 fabrikanter, grossister og handlende atter i fælleskab i Foreningen Legetøjsbranchens fællesudvalg.

Fabrikanterne kæmpede mod import af legetøj, grossisterne ville importere legetøj og forhandlerne ville have fri import, således at de selv frit kunne importere – sikkert en tak for sidst til fabrikanterne.

I marts 1948 rakte fabrikanterne hånden ud til legetøjshandlerne ved at rose dem i en artikel og i en efterfølgende artikel at proklamere, at ”Dansk Legetøj” på grund af papirmangel kun ville udkomme 2 gange om året. Den var næsten for tyk – papirmangel – typisk for den stædige AS, men der kom ikke flere udgaver af bladet. Det må have været et kæmpe nederlag for AS og når vi efterfølgende har hørt beretninger fra medarbejdere om, at AS ikke ville levere varer til bestemte legetøjsforretninger var det nok gammelt nag, der kom op til overfladen. E. Spon husker tydeligt, at udvalgte handlende måtte kæmpe for at få leveret varer fra Tekno – tydeligvis en tak for sidst.

Når AS og de øvrige fabrikanter tabte dette slag skyldes det måske, at de ikke leverede noget afgørende nyt. De satte ikke afgørende ressourcer ind på at erobre markedet for handel med legetøj, men det var fede tider, så de havde sikkert ikke så meget brug for det på det tidspunkt. Det var dumt, navnlig fordi der efter krigen opstod en underskov af nye fabrikanter af legetøj, herunder H. Langes Legetøj i København.

Det lykkedes lige for Siegumfeldt at få udgivet et katalog på vegne af Legetøjsfabrikantforeningen med alle medlemmernes produkter. Siegumfeldt havde en særdeles veludviklet evne til at provokere. Han havde netop sluttet fred med Legetøjshandlerne – hvorefter han udgiver et katalog med annoncer, som ligesågodt kunne være udgivet i Legetøjstidende. Men Siegumfeldt var tilsyneladende helt utrolig stædig.

Henning Harding Lange – H. H. Langes Legetøj

(Afsnittet indeholder en del information om TOBI-Toys)

Som sagt bød de første år efter krigen på et utal af små nye fabrikanter, der begyndte at producere legetøj navnlig i metal og træ, men der var også flere og flere, der begyndte at støbe i plastik – godt nok i tvivlsom kvalitet i starten. De fleste forsvandt hurtigt igen uden at gøre meget væsen af sig, men en virksomhed skilte sig ud fra mængden og det var H. H. Langes Legetøj A/S og folkene bag firmaet, som fra dette tidspunkt og helt frem til det sluttede med Tekno, satte deres præg på produktionen af Teknobiler.

Skiltet ovenfor sad på bygningen Nyrnberggade 19, hvor Lange havde en del af sin virksomhed.

Henning Harding Lange (HHL) var i sig selv en meget interessant person. Han blev født i 1913 og var ansat i politiet. Han blev beskrevet af flere som lynende intelligent og et geni med tal. Han skulle blandt andet have været i stand til at koncentrere sig om flere komplicerede ting på en gang. På flere måder adskilte HHL sig fra datidens fabrikanter.

Han var under krigen ansat ved Gentofte politi i kriminalpolitiet. Han forlod dog hurtigt politiet kort efter krigens afslutning, efter at han havde modtaget en betinget dom for overtrædelse af kriselovgivningen, i øvrigt sammen med sin gode ven, Alfred Nielsen – kaldet ”Frede”, der dog måtte en tur i fængsel i samme sag.

Der findes ikke meget tilgængeligt materiale om HHL, men jeg har hentet lidt inspiration i bogen Gestapochefen af Niels-Birger Danielsen og Suzanne Wowern Rasmussen, der har berørt HHL i en ganske særlig anledning, og netop denne anledning, mener jeg meget nemt kan have påvirket AS´s forhold til HHL.

Under sin patruljetjeneste i Gentofte lærte HHL en kvinde, Grethe Gürtlers at kende. Hun var ikke fr. hvem som helst, idet hun var søster til Alice Scavenius, som var gift med Statsministeren (kap. 32). I 1945 begyndte HHL at arbejde i hendes virksomhed – en strømpeforretning – på Jorcks Passage i København. Grethe Gürtlers var på dette tidspunkt fraskilt.

Det helt store spørgsmål er så – hvorfor begyndte HHL at beskæftige sig med legetøj? Han startede en produktion op i Grethes Gürtlers lokaler på 1. sal på Vimmelskaftet lige ved Jorcks Passage, sammen med sin gode ven, Frede Nielsen som var værktøjsmager og Kaj Christiansen (senere Vilmer) som også var værktøjsmager. Kaj Christiansen havde også en fortid i politiet.

Samtidig ved jeg fra et citat i en avis, at E. Leager-Larsen (Termax) arbejdede sammen med Lange fra begyndelsen i 1946, dog uden at være ansat. Han havde sit eget firma – Termax, som lå i Nyrnberggade på Amager. Det passer fint sammen, da det første jeg har fundet omkring Langes Legetøj er en annonce fra oktober 1946 i Dansk Legetøj, hvor Lange reklamerede for værktøjsmaskinerne, en havn i træ og bevægelige miniaturedukker. En lidt forskelligartet produktion men, når vi taler om metalstøbning er værktøjsmaskinerne det første de får fremstillet hos Lange.

Nedenstående er de første annoncer fra Langes Legetøj:

Om HHL havde en uddannelse vides ikke, men det var hans virksomhed – de øvrige var ansatte.

Jeg tror, det er her koblingen til legetøjet skal findes. E. Leager-Larsen havde sin metalvarevirksomhed i Nyrnberggade 19 på Amager. Larsen havde afgørende indflydelse på kvaliteten i Teknobilerne. Det er min teori, at det var ham, der stod for udvikling og konstruktion af legetøjet fra begyndelsen. Jeg ved også fra mine interview, at produktionen blev henlagt til Nyrnberggade 19 i kælderen, hvor Frede Nielsen fungerede som værkfører og daglig leder.

Udviklingen af modeller og fremstilling af værktøj stod Leager-Larsen og Termax for, sikkert i samarbejde med Kaj Christiansen indtil ca. 1955, hvor det endte med et brud. Om det var Leager-Larsen personligt, der udviklede legetøjet vides ikke, men han var udlært maskinarbejder, så han har haft forudsætningen for at arbejde og udvikle i metal. Han har ligeledes været dygtig til at finde værktøjmagere, der kunne lave legetøj i meget høj kvalitet.

H. Langes Legetøj flyttede på et tidspunkt montageafdelingen fra Nyrnberggade til Vimmelskaftet i indre by, hvor den dog efter nogle år flyttede tilbage igen. Formentlig da KIRK købte H. Langes Legetøj i 1958.

Det var HHL, der tog sig af det forretningsmæssige, hvilket giver god mening og Frede Nielsen tog sig af produktionen.

Som tidligere nævnt startede det hele med de små værktøjsmaskiner. Flot lavet – super kvalitet og en hel serie, som da også senere blev udgivet med Teknologo. Det øvrige legetøj er også godt lavet og navnlig skrivemaskinen er fantastisk. Ud over det, var markedsføringen lidt speciel i Dansk Legetøj for en ny virksomhed, men sikkert meget typisk for HHL. Det blev slået stort op og det virkede.

Eksempler fra reklamer fra Langes Legetøj i Dansk Legetøj – sep. 1947, november 1947 og skrivemaskinen fra marts 1948.

Skrivemaskinen blev fremstillet i sort og i rød. Den er metalstøbt.

Nedenfor den ret avancerede gravko som udmærker sig ved at hele armen er i metal. Det er H.Langes gravko til venstre og en Tekno gravko til højre.

I 1949 giftede H. lange sig med Grethe Gürtler, der også skød kapital ind i legetøjsfirmaet.

Den første bil udkom fra HHL i 1949/50 og var en Buick ambulance, hvor kvaliteten var fuld på højde med Teknos Ford V8 og Packard. AS må have kontaktet HHL på dette tidspunkt og indgået den forretningsaftale med ham, som løb fra 1949 – 1969. Aftalen gjaldt i 20 år og HHL skulle fremstille legetøj, men han måtte ikke sælge det. Alt salg og markedsføring skulle gå gennem Tekno og emnerne skulle have Tekno logo. AS henviser til aftalen i sin jubilæumsbog fra 1953. Dermed anerkendte han også HHL, som en vigtig handelspartner på linje med fx Brio.

Det kan naturligvis ikke med sikkerhed slås fast, hvorfor HHL var interesseret i at indgå en samarbejdsaftale med Siugumfeldt. Kunne han ikke bare beholde alle pengene fra salget selv? Hvorfor skulle han dele det med andre? Forretningen gik jo strygende efter kort tid.

Ingen kan selvfølgelig vide med sikkerhed, hvad der drev HHL, men det var en usikker branche – legetøjsbranchen – og HHL var måske god til at producere, men der følger selvfølgelig en masse administration og repræsentation med for at opbygge en bæredygtig forretning. Det koster en masse penge og det koster en masse tid.

Dengang var det svært – indsige umuligt, at producere, reklamere, repræsentere hele landet, have lager, forsendelses- og returafdeling o.s.v. Det var kun nogle få, der kunne det omkring 1950.

Tekno var en stor virksomhed og de havde hele apparatet klar. Tekno var alene og var ikke afhængige af andre fx grossister. Det eneste HHL skulle gøre var at udvikle, producere og så aflevere produkterne hos Tekno, så klarede de resten. Man kan heller ikke se bort fra, at en 20-årig aftale med Tekno, betød sikkerhed og HHL dermed var sikret en indkomst og han var beskyttet af Tekno.

Omvendt fik Tekno kontrol over en mulig farlig konkurrent og AS fik betydelig hjælp til at producere en masse kvalitetsprodukter, som Tekno sagtens kunne sælge. Men ikke mindst fik AS også kontrol over prissætningen, som var utrolig vigtig for Tekno, at de kunne holde priserne oppe, uden at skulle risikere priskrige med andre fabrikanter og skulle ydmyge sig for legetøjsforhandlerne.

Det første Tekno gjorde med HHL´s biler var da også at hæve prisen på Buick fra 3,25 kr. til 4,25 kr. i efteråret 1949 til stor frustration for legetøjshandlerne, men som Siegumfeldt da også åbent erkendte, som en kendsgerning med sine egne argumenter, som jeg vil vende tilbage til.

Den sidste reklame for Langes Legetøj fra januar 1950.

Det var jo ikke bare de støbte biler, der kunne truede Tekno, det var også den lille lukkede motor, som Tekno ikke havde i deres sortiment – de havde kun hesteskomotoren. Siegumfeldt har naturligvis indset, at HHL virkelig ville være i stand til at producere kvalitetsprodukter, som var fuldt på højde med Teknos egne og måske også i nogle tilfælde bedre.

Det var ikke alle nye virksomheder, der var lige så heldige, at de blev accepteret af AS og deres pludselige indtræden på markedet og valg af produkter kan også have medvirket til at HHL og Siegumfeldt hurtigere fandt hinanden. En af disse nye virksomheder var Fabrikken TOBI (TOBI-Toys).

TOBI-Toys trådte ind på scenen i 1949 som en ny spiller på legetøjsmarkedet. Det var et nyoprettet firma med navnet Fabrikken Tobi eller TOBI-Toys, som havde hjemme i Hessensgade 27 på Amager, som i øvrigt kun lå ca. 100 m fra Nyrnberggade, hvor Termax havde sin virksomhed.

Ovenfor det originale skilt fra Fabrikken Tobi i Hessensgade.

TOBI-Toys blev stiftet af Poul Leo Rasmussen og S. Svendsen. I samme bygning holdt Jørgen Freddy Molberg også til. Poul Rasmussen og Molberg var gode venner.

Poul Leo Rasmussen var elektromekaniker, som det fremgår af ovenstående dokumenter.

Jeg var så heldig i foråret 2019 at blive kontaktet af Poul Rasmussens søn (Mick). Mick husker kun Jørgen Molberg og ikke Svend Svendsen, men han kan huske, at der kom en del mennesker fra området omkring Hessensgade og arbejdede på værkstedet og S. Svendsen kan godt have været en af dem. Poul Rasmussen og Jørgen Molberg var venner og kom privat sammen, hvilket jo kan være årsagen til, at Mick husker Molberg og ikke S. Svendsen.

“TOBI” var en sammenskrivning af Molbergs hustrus navn Tove og Rasmussens hustrus navn Birte.

Det første produkt fra TOBI-Toys kom i juni 1949 og var en legetøjspistol, som kaldes “Jaguar” og som kunne skyde med knaldhætter. “Jaguar” var en nøjagtig kopi af en Browning pistol. I november samme år fik “Jaguar” selskab af yderligere en pistol, som de kaldte “Junior”. I december kom endnu en nyhed, som var en lille kanon, der kunne skyde.

Øverst fra venstre annonce i Legetøjstidende fra juni 1949, august 1949, og nederst fra venstre fra november 1949 og til højre fra december 1949.

Man behøver jo ikke at være ekspert på legetøj for at kunne se, at med tre produkter af så høj kvalitet indenfor et ½ år, så kunne de absolut deres håndværk hos TOBI. Læg i øvrigt mærke til at i august og i november repræsenterede TOBI sig selv, mens de i december havde fået tilknyttet agenter/grossister på Sjælland og i Jylland.

De var ambitiøse på Tobi. Faktisk hed virksomheden “Fabrikken Tobi” fra starten – det var først senere, da bilerne udkom, at TOBI-Toys navnet kom til. De må have haft en del penge hos Tobi. Dels kostede udviklingen af så avancerede produkter penge og dels kostede annoncerne i Legetøjstidende rigtig mange penge også. Så startkapitalen har været der. TOBI-Toys var en flittig annoncør med store annoncer i Legetøjstidende.

TOBI-Toys fik da også fra starten meget stor ros og anerkendelse fra Legetøjshandlerne, som det ses i nedenstående notits i Legetøjstidende fra juni 1949 og fra november 1949. Læg mærke til, at der er stor fokus på prisen.

Ovenfor en notits i Legetøjstidende fra januar 1950, hvor forfatteren er lidt hånlig mod dem, som ikke er så glad for krigslegetøj.

Det har de sikkert også bemærket hos Tekno, men produktvalget på det tidspunkt, har Tekno jo sagtens kunne leve med. Derudover havde Tekno travlt med at få lavet aftalen med HHL og Siegumfeldt faldt i den forbindelse i unåde endnu engang hos legetøjshandlerne. Vi skal tænke på, at AS næsten egenhændigt havde fået fabrikanterne med til at lave deres eget blad – “Dansk Legetøj” i 1945, som blev lukket ned igen i august 1949 og Tekno blev forsonet med legetøjshandlerne. Det betød jo blandt andet at Legetøjstidende fik alle deres annoncører tilbage og dermed en indtægt til at drive blandet, men de blev også forsonet med Siegumfeldt – troede de.

Netop som de træk vejret dybt og lænede sig tilbage indgik AS aftalen med HHL og han satte straks priserne op på HHL´s  produkter.

Det var mere end de kunne holde til. Umiddelbart var det farligt at lægge sig ud med AS, men en enkelt stor spiller blandt legetøjshandlerne blev formentlig udvalgt til at tage kampen op, og det var indehaveren af Børnenes Bazar i København – Anna Andersen. Børnenes Bazar var en stor legetøjsforretning og Anne Andersen var en man lyttede til. Hun skulle dog ikke være alene, så legetøjshandlerne lod hende få selskab af Svend Ullerup fra butikken “1000 ting” i Vejen.

Disse to dristede sig til at gå op mod AS i to artikler i Legetøjstidende fra september 1949. Artiklerne var camoufleret som læserbreve og altså ikke som en officiel holding, som bladet bragte. Det gennemskuede AS selvfølgelig med det samme.

Artiklernes budskab var faste priser kontra et monopol. De var fulde af nedsætninger og selvmodsigelser og i bund og grund skrevet i frustration mod AS og hans mange lunefuldheder. De ville gerne have konkurrence til Tekno og Siegumfeldt, som de aldrig viste, hvor de havde henne. En ting er sikkert, det hele handlede om magt og penge.

Ovenfor uddrag af indlægget fra Anna Andersen.

Siegumfeldt svarede promte igen på kritikken i Legetøjstidende allerede i december 1949.

Siegumfeldts svar gengivet i sin fulde længde.

Det er tydeligt, at Siegumfeldt anså legetøjshandlerne for at være nogle klynkere, der angreb Tekno for at hindre fri konkurrence og samtidig hindre fri prisdannelse. Jeg vil give ham ret. Var der nogen, der kæmpede med næb og klør for at hindre fri konkurrence var det legetøjshandlerne.

De brugte enhver lejlighed til at råbe op, hvis der blev leveret legetøj til andre end legetøjsbutikkerne. Samtidigt kæmpede de også for, at fabrikanterne leverede produkterne til den samme pris til alle forretninger, uanset størrelse på butikken og mængden af det leverede for at sikre den samme avance til alle. Det er svært i et samfund, hvor det er de frie markedskræfter der gælder.

Set med et moderne perspektiv havde AS ret. De kunne ikke få begge dele og det gik da også den vej, som AS forudså.

Nedenfor Anna Andersens svar på Siegumfeldts indlæg i december udgaven af legetøjstidende, hvor hun bedyrer, at hendes indlæg ikke var et angreb på Tekno, men Tekno og Lange blot var et eksempel hun brugte i debatten om monopol. Samtidigt imødeser hun, at der bliver åbnet op for udenlandsk legetøj. AS må have taget sig hovedet – selvfølgelig var det en kritik af Tekno, men han var klog nok til at lade det ligge. Der skulle jo komme mange flere konflikter mellem de to parter fremover.

Jeg må indrømme, at jo mere jeg har sat mig ind i forløbet mellem legetøjshandlerne og AS forstår jeg hans frustration over deres nærmest barnelige måde at anskue tingene på. Han ville noget mere med fabrikanterne og han forudså at hele branchen skulle være meget mere strategisk for at overleve. Der skulle forandring til, hvis de alle skulle overleve. Legetøjshandlerne hadede forandring og troede måske er et system med en lille legetøjsbutik i hver by kunne overleve til evig tid.

I øvrigt har AS vel også tænkt, at en aftale mellem Tekno og Lange var noget, som legetøjshandlerne skulle blande sig langt udenom – og det havde han vel dybest set ret i. Det ragede ingen, hvem han ønskede at samarbejde med. Men der faldt da også ro på sagen. Det har vel ikke gjort legetøjshandlernes humør bedre at Siegumfeldt og Lange også fik gjort det af med TOBI-Toys.

Freden varede kun kort og for en gangs skyld var AS ikke ansvarlig for den ballade der opstod, men det var Lange til dels.

I løbet af 1950 skete der en del i forhold til de støbte biler. I april 1950 bragte Legetøjstidende en annonce fra Tekno, hvor Dodge lastbilerne præsenteres som nyheder sammen med anhængerne. Det var de åbne lastbiler med tønder og sække, der var tale om, samt Tuborgbilen, der dog ikke var helt klar på det tidspunkt.

Annoncen til venstre er fra Legetøjstidende april 1950 og Tuborgbilen fra marts 1950. Det var første gang vi så noget til Dodge modellerne i øvrigt sammen med Buick ambulancen. Både Dodge og Buick var fra HHL.

Tekno kunne også være med og udsendte deres Ferguson traktor i maj 1950 og i juni havde HHL en truck klar.

Annonce i Legetøjstidende fra maj 1950 til venstre, og fra juli med gavesættet i midten og nederst til venstre trucken fra Lange, og til højre de små mikrobiler til trafikspillet fra marts 1950.

Første gang vi hører om TOBI-Toys og deres støbte bil-serie er i juli 1950, hvor de præsenterer den første i en serie af seks biler med hænger. Der er tale om tømmerbilen som den første. Ligesom Tekno kalder TOBI-Toys deres biler for Miniature-modeller. De nævner ikke fabrikatet på det tidspunkt. Bilen har dog hjulkapsler med Chevrolet logo.

Til venstre notits i Legetøjstidende fra juni 1950, i midten den første annonce fra Tobi-Toys med en støbt bil og til højre også en annonce fra TOBI-Toys. Med bilen introduceredes navnet TOBI-Toys.

Freden skulle dog være meget kort. Allerede i august 1950 eksploderer det hele med beskyldninger fra TOBI-Toys mod et “unavngivent firma” om plagiat af deres tømmerbil.

Nedenfor billeder af TOBI-Toys model af tømmerbilen med hænger.

Tekno reagerede dog ikke åbenlyst på TOBI-Toys angreb. Men de kontaktede åbenbart alle legetøjshandlerne og det samme gjorde TOBI-Toys. Legetøjshandlerne var åbenbart klar over at de skulle træde meget forsigtigt i forhold til Siegumfeldt i denne sag. Jeg tror han har truet dem ganske gevaldigt fx med helt at åbne for salg til kædebutikker. Ihvertfald forsøgte legetøjshandlerne at mæle, men på en meget diplomatisk måde. Deres attitude over for AS var totalt forandret på kun et ½ år.

Ovenfor notits i Legetøjstidende fra september 1950, hvor legetøjshandlerne igen på deres næsten kujonagtige måde brugte et læserbrev til at fremføre deres holdning. Nu vil de pludselig have priserne sat op til et normalt leje. De samme personer ville et halvt år tidligere have billige priser og fri konkurrence. Det hænger ikke sammen.

Samtidigt i august 1950 bragte Legetøjstidende en længere artikel fra et besøg hos Tekno, hvor de lovpriser Tekno og medarbejderne.

Samtidigt indså TOBI-Toys åbenbart, at priskrig ikke var vejen frem og fastsatte den samme pris på alle deres nye modeller. Tekno var tavs, men jeg tror AS har vredet armen om på legetøjshandlerne for at få dem til at stoppe Tobi-Toys og eventuelle rebelske medlemmer i egne rækker. Hvorfor skulle de ellers pludselig vende 180 grader rundt og faktisk gå Teknos ærinde. Men det var begyndelsen til enden for TOBI-Toys. De var som en fisk, der spræller for enden af snøren, mens den langsomt, men sikkert bliver halet i land.

TOBI-Toys dæmper sig også og bringer nye annoncer i september og oktober 1950 med nyheder for hele deres bilserie.

Tekno fik også gang i produkterne henover efteråret 1950 med masser af nye produkter, som ses nedenfor. Blandt andet var de klar med HHL´s maskinserie med Tekno logo.

Op til Jul i 1950 bliver der sat turbo på annoncerne fra begge parter. TOBI-Toys har dog ikke kunne holde sit løfte om, at alle biler skulle koste 4 kr.

Annonce i Legetøjstidende fra december 1950, hvor både metal og plastikbiler introduceres.

Tekno satte dog trumf på i december med en kæmpe nyhed i form af Carlsbergbilen, der sættes sammen med Tuborgbilen, tømmerbilen og murstensbilen.

Dodge modellerne var fra HHL og Tekno brugte en del krudt på mange andre produkter. Men vi ved jo godt, at de også havde travlt med at udvikle bilmodeller hos Tekno. Der gik bare lidt tid med at få dem færdige.

Henover foråret 1951 satte Tekno turbo på produktionen og på reklamerne. De havde efterhånden et betragteligt udvalg af støbte biler. Nedenfor ses et udpluk.

Det sidste vi hører fra TOBI-Toys er fra annoncer i legetøjstidende fra april og maj 1951. Herefter er der total tavshed fra dem.

Annoncen til venstre er fra april 1951 og den til højre er fra maj 1951.

Det var uundgåeligt at konfrontationen med Tekno ville TOBI-Toys tabe. Det vidste legetøjshandlerne godt. TOBI-Toys var ikke medlem af Legetøjsfabrikanternes forening og med en manglende opbakning fra legetøjshandlerne var slaget tabt på forhånd.

Mick oplyste overfor mig, at hans far havde fortalt at Rønbergs Legetøj på et tidspunkt ikke mere ville forhandle TOBI-Toys produkter. De har sikkert ikke været de eneste og det har givet dødsstødet til TOBI-Toys. En velkendt teknik fra Siegumfeldt.

Det var rigtig ærgerligt, fordi folkene bag TOBI viste lidt af det samme talent, som Termax også viste. De var gode til at udvikle kvalitetsprodukter på rekordtid og det var sjove solide ting. De kunne have bidraget rigtigt meget til modelbilproduktionen i Danmark, men sådan skulle det ikke gå. Jeg tænker på, hvis TOBI var kommet før HHL – om det så var dem Siegumfeldt havde satset på.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvem der stjal fra hvem. Var det HHL, der huggede fra TOBI-Toys eller omvendt. Det er ihvertfald en kendsgerning, at Lange var først med deres Buick med det velkendte styretøj lang tid inden TOBI-Toys kom frem. HHL var også først med Dodgen, men målt på TOBI-Toys reaktion omkring tømmerbilen, er der noget, der tyder på, at Lange/Termax har kigget over hækken med netop denne bil. Vi finder aldrig ud af det, men det er ikke entydigt, hvor sandheden skal graves frem, men det er sjældent, at nogen reagerer så voldsomt med mindre, man føler sig forurettet. Men det er tilsyneladende kun tømmerbilen Tobi føler sig snydt med.

Men en direkte kopi af hinandens bil har ingen af dem kunne nå at lave. HHL udkom med seks forskellige modeller med tilbehør og tre hængere i 1950, hvor fx kulbilen har et forholdsvist avanceret hejseværk. Allerede i december samme år havde de fuldt program med alle bilerne på nær Falck udgaven. De har på ingen måde kunne nå at lave kopier af hele bilen. De har været igang med udviklingsarbejdet længe. Men spioner har der sikkert været på begge sider.

Det er lidt underligt at både HHL og Tobi ikke kalder bilerne ved deres firmanavne og udelukkende viser logoet på hjulkapslen. Buick og Dodge for HHL´s vedkomne og Chevrolet for Tobi-Toys vedkomne. Det var været debatteret indgående blandt samlere om, der er tale om en en Dodge eller en Chevrolet både i Danmark og i udlandet. Konklusionen hælder mere mod Chevroletten – som Lego jo også åbent kalder deres plastikbil, da den udkommer.

Men jeg tror ikke man skal lægge så meget i det – de gjorde de respektive legetøjsfabrikanter ikke og så behøver vi vel heller ikke at gøre det.

Tekno havde ingen andel i et eventuelt plagiat fra TOBI-Toys, som jo heller ikke gik til domstolene for at kræve sin ret. Det ville vel have været naturligt, men Tekno og HHL havde både før og senere vist, at de ikke var bange for at plagiere andres produkter.

Lego kom faktisk efterfølgende med en Chevrolet i plastik, som ligner TOBI-Toys ret godt, men som er større.

Jeg ved fra Poul Rasmussens søn, at hans far stoppede totalt med legetøjet og udviklede en maskine til afbalancering af hjul/dæk, som vi stadig kender dem. Molberg fortsætte med at lave legetøj og vi kender alle Molbergs helikopter og traktoren. Molberg flyttede på et tidspunkt sin produktion til Englandsvej. Hvor forme og værktøjer er endt ved ingen.

Ulovlig kopiering skulle dog vise sig ikke at ligge langt fra HHL og Termax. Fogedretten afsagde på et senere tidspunkt en kendelse, der fastslog, at Tekno/Lange, som var sagsøgt af Kaj Christiansen (Vilmer) havde kopieret Christiansens biler – endda en fejl ved styretøjet var kopieret med. Så tyveri – som man vel må sige, at det var – kunne de godt finde ud af i Teknolejren.

Artikel i ukendt avis vedrørende fogedrettens kendelse.

Det store mysterium er forbindelsen til Lion og eventuelt Stjernelegetøj. Lion overtog traktoren fra Molberg og Lion lavede jo flere spændende biler, men de var på en eller anden måde underlagt Teknos nåde. Tekno forhandlede DKW.en og Opel Rekorden i 1956, men om det fortsatte ved jeg ikke. Jeg har i den forbindelse forhørt mig hos Tekno Holland, der har rettighederne til Lion Toys NL. De har kontaktet ældre medarbejdere ved Lion Toys og ingen af dem har nogensinde hørt om Lion DK. Flere biler er ens, så en eller anden forbindelse er tænkelig.

TOBI-Toys lastbilerne er sjældne. De er ikke udpræget værdifulde, med mindre de er i mint stand og æsken er med.

TOBI-Toys Chevrolet lastbil. 

Hvis jeg tænker lidt højt, så ville det godt nok have været spændende, hvis der faktisk havde været fri konkurrence dengang og Tekno, HHL, TOBI-Toys, Lion, Vilmer, Stjernelegetøj og alle de andre havde boltret sig med et de kunne. Vi ville nok have haft en mangfoldighed af super sjove produkter ikke bare bilerne, men også meget andet. Men det skete ikke.

En enkelt ting nager mig ubeskriveligt og det er, at i Teknos store katalog fra 1958 – som var det første de lavede – og man må formode, at de har gjort sig rigtig umage med at lave, der er vist en Tobi-Toys tømmerbil! Det er da mystisk og helt uforklarligt. Syv år efter Tobi-Toys lukkede dukker deres mest kontroversielle model op i Teknos prestigekatalog. Det giver absolut ingen mening. Det kan kun forklares med en fejl – hvilket jo heller ikke er til at fatte.

Ovenfor en side fra kataloget, hvor det helt tydeligt er en Tobi-Toys med anhænger, der er vist.

Nedenfor lidt reklamer fra andre legetøjsfabrikanter fra 1950. Det ses tydeligt, at de alle havde deres egen niche og ikke lavede støbte biler i 1:43.

Hvis du er interesseret, er der en længere tråd på mit Forum på hjemmesiden fra 4. marts 2018 omhandlende Tobi-Toys.

www.teknosamleren.dk/forums/emne/tobi–toys

For HHL vedkomne droppede han ret hurtigt alt andet end modelbilerne, dog ikke maskinserien,  og midt/slutningen af 1950.erne kom B.A. Nielsen, kaldet “bananen” til Termax. Han havde denne helt særlige evne til at konstruere modelbilerne i uhørt høj kvalitet. “Bananen” fremstillede modellerne, hvorefter 1. svenden Christian Andersen fremstillede formene til karosseriet og Eivind Jørgensen fremstillede formene til alt det andet.

Se artiklen “Værktøjsmageren fra Termax” på Teknosamleren.

HHL var imidlertid kendt som en kynisk upålidelig forretningsmand, som var svær at stole på. Han gik lige til stregen og vi ved fra Poul Fjeldgaard, og han flere gange pådrog sig politiets og skattevæsenets interesse. Selv ledende medarbejdere hos Tekno havde svært ved at gennemskue aftalen med HHL og Tekno og navnlig Fjeldgaard kunne ikke tyde AS eftergivenhed overfor HHL, når han åbenlyst snød med undersalg af biler til forretningerne udenom Tekno.

Lange sendte simpelthen sælgere ud i butikkerne for at sælge billige biler uden om Tekno. Han må da have regnet med, at disse forretninger ville smide det lige i hovedet på sælgeren fra Tekno, når han kom på besøg. Men Lange var tydeligvis ligeglad.

Fjeldgaard anså AS for at være svag og eftergivende og mangle handlekraft overfor Lange. Hvorfor nu egentlig det? AS savnede jo ikke handlekraft overfor nogen som helst andre. Man kunne ikke beskylde ham for at være konfliktsky. Jeg tror vi skal finde svaret i HHL´s sociale status. Lange giftede sig ind i overklassen og havde adgang til penge og ikke mindst plejede han social omgang med den øverste politiske elite i Danmark. Han var trods alt gift med svigerinden til landets tidligere statsminister.

AS var ikke dum. Han udnyttede sandsynligvis HHL´s politiske kontakter og har så accepteret, at HHL solgte lidt biler uden om aftalen. En fornuftig forretningsmæssig vurdering ud fra en cost benefit betragtning.

Tekno afholdt en stor fest i anledning af jubilæet i 1953, hvor Lange deltog og mon ikke Grethe Güthler ikke også var blandt gæsterne, hvilket har passet den ærgerrige AS fint. Hvem ved, måske har AS håbet på en introduktion i de finere kredse via HHL og fruen.

Lange blev imidlertid skilt i 1954 og herefter satte AS da også Lange på plads, som nævnt i artiklen med Poul Fjeldgaard (Salgschefens beretning).

HHL købte et par radioforretninger (fabrikker), som han drev et par år. Han solgte H. Langes legetøj i 1958 til KIRK, men fortsatte som direktør indtil 1962, hvor han flyttede til Mallorca og ernærede sig som værtshusholder, bridgespiller og buschauffør. Fjeldgaard påstod, at Lange i virkeligheden flygtede fra skattemyndighederne, men også offentlige myndigheder, der var begyndt at interessere sig for ham.

Siegumfeldts fremtidige strategi

Sidst i 1940.erne kunne Siegumfeldt ikke undgå at tage stilling til, hvor han ville hen med Tekno. Han tog alle beslutninger alene uden at rådføre sig med andre. Der var ikke noget der tydede på, at hverken Egon eller Esther Siegumfeldt blev taget med på råd.

På det tidspunkt var det svært at skaffe tilstrækkeligt med kvalitetsmaterialer til fremstilling af nye produkter. De sparsomme råvarer blev brugt til mere samfundsvigtige produkter eller til eksportvarer, der kunne give penge i valutakassen.

AS ændrede ikke meget på forretningskonceptet. Kerneprodukterne, blikbilerne, ingeniørsættene og nu også trælegetøjet udgjorde kernen i produktionen. De støbte biler fyldte ikke så meget på Tekno omkring 1950. Triangel, Ford V8, Packard, Ford Taxa og Ford Mercury samt ambulanceflyveren og de ret simple B1, DSB jageren, samt Flyvende Fæstning dækkede det område. Hertil kom så Langes produkter som værktøjsmaskinerne, Buick Ambulancen og ikke mindst Dodge lastbilerne. AS havde eksperimenteret lidt med optræksbiler – fiskebilen og Miraco uden den store succes. AS udtalte til et blad at ”uanset, hvor stærk en fjeder er, vil den briste på et tidspunkt”. Det havde han sikkert ret i, sammenholdt med, at tyskerne sad tungt på dette marked virkede det ikke attraktivt for Siegumfeldt.

Flere har hævdet, at kvaliteten på Teknos biler ikke var så god på dette tidspunkt, hvilket jeg ikke er enig i. Ford V8 er en fin lille bil i god kvalitet og der er solgt masser af dem. Ford V8 var den første støbte bil fra Tekno. Den kom i 1940. Ford Mercury og Ford Taxa er ligeledes solide kvalitetsvarer sammenlignet med fx Dinky Toys og andres produkter på den tid.

Endelig havde AS indgået ovenstående aftale med HHL, som i den grad bidrog til at forøge Teknos sortiment i første halvdel af 1950.erne. Buick ambulancen og værktøjsmaskinerne blev til Tekno, men flere kom hurtigt til, fx Dodge lastbilerne, Minidodge, Truck nr. 760, Harley Davidson og lidt senere scooteren med 2 sæder. Scooteren med et sæde var fra Tekno og kigger man godt efter, er der tale om 2 vidt forskellige modeller, som faktisk var fra 2 forskellige fabrikanter.

De svensker forbindelser

Sverige blev forholdsvis tidligt et marked for Tekno også langt før Saab, Volvo og Scania kom på markedet fra Tekno. Det er lidt uklart, hvornår den første agent blev hyret i Sverige. Men det har været omkring 1950 og agenten hed Falk. Falk kaldte sit firma “Tekno Aktiebolag”, så Tekno må havde været hovedkunden måske den eneste kunde. Firmaet lå i Malmö på Óvedsgatan 4. Det er en almindelig beboelsesbygning, så det har enten været i en lejlighed eller i kælderen.

Övedsgatan 4 i Malmö

Tekno ragede uklar med Falk i forbindelse med en skattesag, så Tekno fyrede Falk og hyrede i 1956 i stedet Ivan Andersson og Kaj Jensen, der på det tidspunkt havde firmaet “Arsani” også i Malmö. Senere ændredes navnet til “Berico” og dette firma forblev agent for Tekno indtil Tekno lukkede i 1972.

Du kan læse mere om “Berico” i en særskilt artikel under fanen Historier fra Tekno.

Amerika turen

I marts 1951 rejste AS og Esther Siegumfeldt på forretningsrejse i USA. Alene det at tage af sted vidner om, at AS havde interesse i at blive inspireret af det store udland. Han havde et oprindeligt ønske om at udvikle salget af legetøjet og han var nysgerrig efter at finde ud af, hvordan produktion, salg mv. foregik derovre. I en artikel fra juni 1951 i Legetøjstidende beskrev AS turen, som bl.a. gik til en fabrik i Chicago, som producerede modelbiler, som på Tekno. Produktionen var på 15. millioner enheder om året. Noget af det han i særlig grad hæftede sig ved var, at bilerne ikke blev solgt enkeltvis, men fra fabrikken blev pakket i salgsæsker af 6 – 10 stk. Disse æsker blev herefter pakket med 3 dusin (36 biler) og solgt fra fabrikken. Det var simpelthen ikke muligt at købe mindre.

Alle der kunne betale kunne købe direkte fra fabrikken, der var ingen hindringer. Navnlig stormagasiner o.s.v. købte disse store partier og forhandlede selv prisen. Andre agenter købte partier op og splittede salget op til mindre handlende.

Jeg tror AS var meget inspireret af denne form for salg og den påvirkede hans kommende beslutninger i den konfrontation, der senere for alvor satte AS i skammekrogen hos forhandlerne.

Jubilæumsfesten

I september 1953 fejrede Tekno sit 25 års jubilæum ved en stor fest. I den anledning udgav AS en jubilæumsbog med en beskrivelse af de første 25 år. Hæftet er gengivet i en særskilt artikel på Teknosamleren.dk.

De støbte biler

E. Spon blev ansat i 1952 som konstruktør på Tekno, og han startede med at færdiggøre vel nok den største salgssucces som Tekno lavede nogensinde, nemlig VW type I. E. Spon refererede i sin ansættelsessamtale med AS, at AS gerne ville udvide med støbte biler og han mente, at Spon var den rette mand med sit kendskab til støbning. (Se konstruktørens beretning)

Henset til al den ballade, der havde været med LION-Toys og HHL´s indtræden på legetøjsmarkedet tror jeg, at AS havde brug for dygtigere folk til at udvikle og konstruere de støbte produkter. Han var bange for at stå uden personale, der kunne matche Termax. Der var E. Spon en god mand for Tekno op gennem 1950.erne.

Med Ford V8 og Dodge lastbilerne skabtes en model for fremtidige modeller fra Tekno. En grundmodel, som kunne udbygges i mange forskellige varianter. Det var smart og billigt, at lave et førerhus og et chassis og så udskifte ladet efter behov. Sådan var det også i den virkelige verden. De store lastbilproducenter fremstillede også kun grundmodellen, hvorefter ladet blev fremstillet til det behov, bilen skulle anvendes til. Egentlig startede det med blikbilerne og de løse lad. Flere har fortalt mig, at det var almindeligt, at man havde en eller 2 biler, men flere lad at skifte med. Ladene kunne købes i løs vægt.

Trælegetøjet havde sin storhedstid i 1950.erne ikke bare hos Tekno men også hos Lego, Hansa og Brio, samt en lang række andre fabrikker. Tekno fremstillede mange flotte og sjove træting, samt garager o.s.v., indtil slutningen af 1950.erne. Garagerne blev overtaget af en fabrik i Valby, der fortsatte med at fremstille garager og benzinanlæg med Teknos logo.

E. Spon konstruerede sportsvognene, som noget af det første. Han lavede ligeledes den lille Porsche 356, der vel egentlig var den første bil med ruder.

I 1954 dukkede de 4 små H0 plastikbiler op og da der ikke forsvandt noget fra varesortimentet, så var der mange lagervarer at holde styr på. Køkkentingene var også en del af sortimentet.

Af de øvrige fabrikanter begyndte Lego at røre på sig og Kaj Reisler kørte også på, med store annoncer og mange nyheder.

Tekno begyndte for alvor at eksportere navnlig til Sverige, men også til Holland, Tyskland og Svejts. Sverige var et kæmpe stort marked repræsenteret i starten af Falk i Malmø. AS blev bebrejdet, at han ikke ville eksportere, men jeg tror ikke, at han havde problemer med at eksportere, men det var nærmere problemer med eksporttilladelser, der var en hindring på dette tidspunkt og ikke mindst, at han havde svært ved at forsyne hjemmemarkedet. Han kunne simpel ikke producere biler hurtigt nok. De var faktisk kun biler svenskerne var interesseret i.

Willys jeep modtog en pris for veludført arbejde.

I 1956 præsenteredes Volvo bussen, som på sin tid var et håndværksmæssigt mesterværk. En model der blev fremstillet til det sidste i 1972 og som også tjente til føden som sparegris.

I 1956 begyndte AS for alvor at træde i karakter som grossist for andres legetøj, navnlig det udenlandske. De berømte Steiffbamser forhandledes af Tekno. Det samme gjorde Tomte dukker, Lindberg plastikbyggesæt, Highway Pioneers plastikbyggesæt af biler, og senere Rewell byggesæt, samt en lang række andre produkter fra indenlandske producenter som fx Lion bilerne, Opel Rekord og DKW i størrelsesforholdet 1:43½. De fleste af disse ”udenomsting” forsvandt lige så stille igen.

Tekno købte i april 1956 naboejendommen, Rentemestervej 45 og produktionen blev udvidet med op mod 50 %. Allerede i 1956 produceres ca. 1 million støbte biler om året. I en artikel i Legetøjstidende fra april 1956 omtales en række nyheder, Austin Healey, Triumph, Ford Thunderbird Cabriolet og Renault 4CV, men nok så interessant også en Citroen, som få har hørt om. Modellen kom aldrig i produktion.

Bilen blev omtalt således ”Og når den nye Citroen senere kommer frem på markedet, vil også denne blive modtaget med åbne arme af såvel børn som voksne, der er Teknosamlere”.

Samme år skiftede Tekno agent i Sverige til Berico AB.  Et forrygende år for Tekno og der er næppe tvivl om, at pengene fossede ind i kassen. Faktisk kritiseredes Tekno i et nr. af Socialdemokraten for at blande legetøj og kommercielle interesser sammen ved at have reklamer på Type I varebilerne. Det er typisk dansk, der må da have været andre større sager i 1956, som politikkerne kunne bruge kræfter på.

Op til Jul 1956 lanceredes Volvo Viking/Titan modellen som autotransporter og senere i 1957 som lastbil og langtømmerbil.

En anden interessant ting fra 1956 var, at Lego introducerede ”System i Leg”, som vel nok må siges at blive en kæmpe succes.

Man må konstatere, at AS lykkedes med sin strategi om at udvide på Tekno, men også at han bredte sig over mange produkter i sin kombinerede produktions og grossistvirksomhed. Netop grossistvirksomheden er noget overset, når vi taler om Tekno, men den udgjorde en betydelig del af Teknos virksomhed og har været med til at styrke Teknos position på legetøjsmarkedet herhjemme.

I Swansea i Wales stiftedes i 1956 et nyt selskab og Corgibilerne fødtes.

Tekno var agent for Corgi i 1956 og solgte de første Corgibiler.

Tekno og de andre modelbiler

Indtil videre havde Tekno ikke haft nævneværdig konkurrence på markedet for støbte biler. Der var mange der producerede disse biler, men kvaliteten var dårlig og udbuddet lille. Märklin lavede udmærkede biler, men var ikke repræsenteret på det danske marked i nævneværdi grad. Dinky, der på dette tidspunkt var repræsenteret af grossisten Frode Hansen i København gjorde ikke nævneværdigt væsen af sig på salgssiden. Det blev til små rubrikannoncer og det var det. Mon ikke der har været tæsk til de legetøjsforretninger, der vovede at satse på Dinky fra AS og hans sælgere. Jeg tror det var svært at komme ind på markedet.

Lesney fremstillede biler i størrelsesforholdet 1:87 og var dermed ikke en konkurrent til Tekno.

Vilmer var heller ikke særlig stor og velanset og jeg fornemmer, at han blev hånet lidt på Tekno og hos Lange, som anså Vilmers biler for at være af dårlig kvalitet. De var måske ikke på højde med Teknos, men jeg synes nu alligevel de var ok og havde stor legeværdi.

Det var fra Corgi chokket kom og det kom med ekspresfart.

Året 1957

1957 var lidt specielt, fordi det var det sidste år, hvor tingene var som det altid havde været med konstant fremgang over hele linjen og som i 1956 – fede tider for alle og der var ikke meget der tydede på, at det ville ændre sig. Hele branchen emmede af selvtilfredshed.

Tekno oprettede agentur i Holland (Benelux) med J.A. van Min som agent under navnet Verkoopkantoor Vanmin (hollandsk er misbrug af gode bogstaver). Det var dette firma, der senere købte Tekno i Hjørring og som stadig fremstiller modellastbiler, kendt som “Tekno Holland, Groot in klein”.

Grossistforeningen fejrede 50 års jubilæum med en stor fest. AS var med og der var fred og fordragelighed mellem handlende, fabrikanter og grossister.

Tekno satsede på plastikbyggesættene som agent og præsenterede i februar Revell som kunde. De præsenterede i de kommende ca. 3 år masser og nyheder og satsede på malingsserier som fx (Primolux).

Samtidig kom der virkelig mange nye modeller af biler og nye versioner af bestående biler fra Tekno. Navnlig Volvo Viking/Titan autotransporteren, som kom i efteråret 1956 var en kvalitetsbil. Senere fulgte lastbilen med åbent lad, tømmerbilen i turkis og kranbilen, samt tankbilen, Ford Taunus FK 1000, Minidodge fra Langes Legetøj og Leager-Larsen overgik sig selv med Mercedes 300 SL og Mercedes Benz 220 ambulancen. Super biler med sublim affjedring og med fronthjelm og bagklap til at åbne. Senere på året kom Volvo Amazon og Willys Jeep, så man kan sige, der skete noget hos Tekno i disse år.

BP legetøj i Fredericia kom på banen, men det var især Reisler og Lego, der sammen med Tekno dominerede annoncerne og artiklerne. Lego reklamerede for deres legetøj i træ, som var i god kvalitet og mindst lige så godt som Teknos.

I marts holdt Legetøjshandlerforeningen generalforsamling og den var ganske fredelig uden den store dramatik. Selv AS blev nævnt i forbindelse med en udstilling i Tivolis koncertsal.

I en lille notits nævnes en plakat, som Tekno, Større Færdselssikkerhed og Dunlop lavede sammen med teksten ”Kør sådan med Teknobiler”. Jeg har dog aldrig hørt om eller set plakaten.

I august havde Lego 25 års jubilæum, der fejredes og omtaltes massivt i Legetøjstidende. Lego omtaltes som nordens største legetøjsproducent. Der følges op med besøg på fabrikken i Billund. Samtidig udviklede Lego System i Leg sig med små byggesæt. Pudsigt nok dukkede en konkurrent op i Kongens Lyngby med et tilsvarende produkt, der kaldtes PUWI Blok. Det fremstilledes af Poul Willumsen A/S. Det var ret flotte klodser med mange byggemuligheder og som skønnedes at være på højde med Legos.

Tekno roses for sin stand på Juleudstillingen i december – alt var som sagt fryd og gammen med udgangen af 1957.

1957 blev også sidste gang Tekno reklamerede og solgte sine berømte Dodge militærserie – det var der en ganske bestemt årsag til. Det passer så dog ikke helt – forklaring følger.

Billeder fra produktionen af Volvo kranbilen og af tankbilen. Bilerne viser, hvor mange arbejdsprocesser der er i en Teknobil. Man kan også godt forstå, hvis bilerne fik skader, da en del af produktionen fandt sted efter de var lakeret. Billederne er venligst udlånt af Peter Meyer.

Tekno i strid modvind

1958 startede som 1957 sluttede med ro i alle lejrer. AS beskæftigede sig i sin nytårstale med Fællesmarkedet, som han i øvrigt var tilhænger af og generalforsamlingen for legetøjshandlerne forløb også ganske fredeligt, dog måtte AS forsvare fabrikanterne, der anklagedes for undersalg. (Salg uden om grossisterne til andre end legetøjshandlerne til lavere priser). AS beroligede forsamlingen med, at der ikke var noget problem.

Cooper Norton og Ferrari-serien præsenteredes i foråret 1958 og Tekno vandt en konkurrence om at lavede en lille bus til Verdensudstillingen i Bruxelles, Lloyd præsenteredes i august måned i alle 3 modeller,

En række små begivenheder uafhængig af hinanden gav dog Tekno og AS en del hårde slag på ret kort tid.

Salgschefen John Hansen forlod med øjeblikkelig virkning Tekno sammen med 2 repræsentanter. John Hansen havde været med i branchen i rigtig mange år og var vellidt i de kredse, ligesom han var meget vellidt på Tekno, men han fik nok af AS´s enerådige stil. Poul Fjeldgaard blev herefter ansat i januar 1958. Fjeldgaard var uden tvivl Tekno en god salgschef, men han havde ikke på samme måde funktionærernes og Esther Siegumfeldts opbakning, ligesom han efterhånden kom på kant med de fleste.

Det var åbenbart offentligt kendt, at der var personalemæssige problemer hos Tekno. Det fortøller en notits i Legetøjstidende om i februar 1959. 

Tekno tabte en retssag anlagt af Kaj Christiansen fra Vilmer om rettighederne til Dodge militærserien. De blev produceret hos Langes Legetøj, men solgt gennem Tekno. Fjeldgaard har tidligere oplyst, at sagen kostede Tekno 1 million kroner og den var i høj grad med til at sætte Vilmer i gang. Vilmer flyttede fra København til Kalundborg og investerede i nye maskiner og fik hurtigt en betydelig produktion. Han hævdede, at han producerede 6.000 enheder pr. dag og det var faktisk flere end Teknos ca. 4.000 enheder pr. dag. Jeg vil dog godt stille spørgsmålstegn ved om Vilmer havde kapacitet til at producere så mange biler.  Samtidig valgte H. Lange at sælge sin virksomhed til Kirkkoncernen – mon han havde noget valg? Kirk valgte at fortsætte samarbejdsaftalen fra 1949 med Tekno. H. Lange fortsatte som direktør indtil 1962, hvor han flyttede til Mallorca. Tekno købte hele restlageret, hvilket også må havde kostet en del penge.

Militærbilerne, værktøj med videre skulle ifølge dommen destrueres. Men om dette i virkeligheden skete er usikkert, fordi bestillingslisterne fra 1960 til legetøjsforhandlerne indeholdte militærbilerne. Enten er listerne ikke blevet ajourført, hvilket jeg ikke finder sandsynligt. Der er nok snarere indgået en aftale med Vilmer.

Alt dette må have gjort et betydeligt indhug i Teknos egenkapital. Vilmer valgte da også at have en kæmpe 2-sides annonce i LT med præsentation af Chevrolet militærbilerne og Volvo 444.

Men mere var i gærde – I maj nummeret af Legetøjstidende beskrev redaktøren nyhederne for Teknos plastikbyggesæt med en bemærkning om: ”Mon det danske marked i øvrigt ikke snart er mættet med sådanne ting? Selvom der bliver flere og flere hobbyfolk er det nok ikke dem alle, der har biler, fly og skibe som speciale”. En helt uhørt kritik af et medlem, som jeg ikke har set før og navnlig fordi netop plastikbyggesættene på det tidspunkt faktisk kun blev forhandlet af Tekno. Et snudeslag til AS og et vidnesbyrd om, hvor upopulær han var i legetøjshandlerkredse.

I september fandtes en lille notits med en oplysning om, at Legetøjsfabrikantforeningen havde 25 års jubilæum. Det bemærkedes, at foreningen ved stiftelsen havde 10 – 12 medlemmer og den ikke på jubilæumstidspunktet havde øget tilslutning. Ingen tillykke eller tak for samarbejdet.

Til gengæld var der store artikler med Kaj Christiansen og Lego.

Tekno præsenterede samtidig Volvo sættebilen, den lille campingvogn, skovtransportbilen og efterløberen til kranbilen.

I december opkøbtes Kofods Fabrik i Køge af den tyske Krupp-koncernen. Kofod var fra begyndelsen et trofast medlem af fabrikantforeningen og hans afgang fra branchen må yderligere have bekymret en hårdt presset Siegumfeldt.

I starten af 1959 ønskede AS hele branchen godt nytår og roste samarbejdet mellem de 3 foreninger som værende gnidningsløst. Det var en underdrivelse af dimensioner.  I februar bragte formand Sandberg fra LT en harsk opsang til de grossister og fabrikanter, herunder Tekno, der solgte direkte til varehuse og arrangementer som fx juletræsfester, som legetøjsforretningerne tidligere leverede til. Sandberg understregede, at det kun var nogle få der brød reglerne. Vi skal ikke glemme, at AS var både grossist og fabrikant på dette tidspunkt og kritikken primært var møntet på Tekno.

Sandberg sluttede af med en opfordring til alle sine medlemmer om at møde op på den kommende generalforsamling.

Generalforsamlingen blev et kraftigt angreb på Tekno og Bambola for at have undersolgt varer direkte til varehuskæden Schous 23 butikker. Bambola og de øvrige fabrikanter rettede ind og lovede bod og bedring fremover, men det gjaldt ikke AS, der i stedet lod krigen bryde ud i fuldt flor.

AS udtalte blandt andet, ”at butikker med en omsætning under 50.000 kr. ingen berettigelse har”. Det var uhørt provokerende, da de fleste legetøjsbutikker var ejet og drevet af mand og kone og de langt fra nåede en omsætning på 50.000 kr. Det var tydeligt, at AS ønskede en reform gennemført, hvor han kunne levere direkte til butikskæder, varehuse og forretninger, der handlede med andre ting end legetøj. Det virkede som om AS havde besluttet at føre sine erfaringer fra USA-turen ud i livet. Han ville sælge til alle, der kunne betale og lade markedet bestemme prisen. Sådan er det jo i dag, så AS var meget fremsynet, timingen var af flere grunde dog helt håbløs, fordi han var alene om at fører krigen, og ikke mindst kom der pludselig konkurrence fra Corgi, som var et forhold AS ikke kunne forudse. Ikke fordi det betød så meget for ham, da Teknobilerne var meget populære, men fordi det gav forhandlerne et alternativ. AS manglede på det tidspunkt i 1959 kædebutikker som BR-legetøj, som jo repræsenterede alt det han gerne ville og som kunne have bragt ham videre og en gang for alle sætte handlerne ud af spillet.

I en kort meddelelse fra Tekno i maj 1959 meddeles det, “at den nye Folkevogn, der er blevet til i et nært samarbejde med Skandinavisk Motor, kun udsendes til gamle kunder”. Bilen kom altså ud i handlen i maj 1959. I juni fulgte den nye varebil nr. 405 og pick-up nr. 406 så efter. Tekno understregede, at modellerne var i størrelsesforholdet 1:43½ og de kun udsendes til gamle kunder.

Når man har beskæftiget sig med Siegumfeldts forhold til store dele af legetøjsforhandlerne kan man næsten hører annoncerne skrige højlydt af fryd (skadefryd). Netop på det tidspunkt, hvor forholdet til legetøjsforhandlerne aldrig havde været dårligere valgte han at tromle al modstand ned. “Kun til gamle kunder betød – kun de kunder Siegumfeldt udvalgte”. Tekno handlede jo ikke bare med biler og støbte ting, men også med det populære ingeniørsæt og ikke mindst med byggesæt som Lindberg og en lang række andre produkter. Han brød sig ikke om forretninger som fx handlede med tyske ingeniørsæt eller de øvrige danske sæt som fx fra firmaet Metallo.

Derudover skete der også nogle “fejl”, hvor Tekno med kontraktindgåelse med kædebutikken Schous 23 sæbe- og varehuse og andre butikker som ikke normalt handlede med legetøj fx boghandlere. De øvrige fabrikanter valgte at give op men ikke Siegumfeldt. Han svarede igen med at reducere butikkernes avance på Tekno produkter. Men hvad skulle legetøjsbutikkerne gøre – Tekno evnede ikke at følge med efterspørgslen og legetøjshandlerne kritiserede Siegumfeldt for at eksportere for meget på bekostning af hjemmemarkedet. Det var en konflikt, der udviklede sig over ganske kort tid og var tydeligvis en konflikt der måske handlede mere om forholdet mellem Siegumfeldt og redaktør Sandberg.

Siegumfeldt besluttede herefter i september 1959 at afbryde alt formelt samarbejde med legetøjshandlerne. Faktisk ville skæbnen at nøjagtigt samtidigt tornede Corgi ind på det danske marked.

Det er i det lys vi skal se præsentationen af de nye VW.er fra Tekno. Enhver kunne jo se at de enormt flotte varebiler ville blive en kæmpe succes og ligeledes den nye personbil. Siegumfeldt skulle dog nok bestemme, hvem der skulle have lov at sælge dem.

Tonen i LT var på dette tidspunkt hård også over for de legetøjshandlere, der ikke makkede ret eller ikke var medlem af foreningen. Det var som alle lige pludselig var hårdt pressede.

I juli udsendte Tekno en cirkulæreskrivelse, hvor AS på en meget utroværdig måde forsøgte at redde lidt af æren. Det lykkedes ikke. Han beskyldte Sandberg for at skrive anonyme indlæg vendt mod Tekno. Det virkede nærmest desperat fra AS´s side og latterliggjordes da også af Sandberg i LT.

LT holdt landsmøde i Århus i august, hvor fabrikanter og grossister mod sædvane ikke var inviteret. Tekno meddelte, at de opsagde alt samarbejde med LT, herunder annoncering. LT ved formand Sandberg konstaterede, at det nok ville gøre mere ondt på Tekno end på LT, på den lange bane. Det var AS andet forsøg på at kuppe legetøjshandlerne, men han opførte sig arrogant og barnligt, så mon ikke de øvrige fabrikanter har krummet tæer. Det var næsten skæbnens ironi, at Corgi i denne måned bragte deres første helsides annonce i LT med 4 flotte modeller i størrelsesforholdet 1:43. Corgi var repræsenteret af Helge Jacobsen i København og forhandledes af Christine Hammershøj i København og Sophus Westermann i Århus.

Ovenstående billeder er Teknos produktion af Åkermann gravkoen. Det har sikkert været et mægtigt mas at holde styr på kæderne. Bemærk, hullerne bliver boret manuelt. Billederne er venligst udlånt af Peter Meyer.

Opsamling

Man kan spørge sig selv, hvad det lige var der skete for AS. Han var efterhånden blevet 63 år, hvilket navnlig dengang var en rimelig høj alder og hans dømmekraft virkede ikke helt på toppen mere, hvilket Esther Siegumfeldt da også påpegede overfor E. Spon ved flere lejligheder. Det kan selvfølgelig være en af årsagerne, men hans natur og enerådige måde at optræde på, kom ham til skade på dette tidspunkt. Han havde ingen rådgivere. Egon sad i Frederikssund og Esther var ikke en type, der satte sig op mod sin far. De ledende funktionærer klappede i eller rejste fra Tekno i stilhed. AS tog ikke mod råd fra nogen, hvilket han nok skulle havde gjort på dette tidspunkt.

Der var åbenlyse samarbejdsproblemer med alle AS var i kontakt med. Han manglede formentlig kapital ovenpå nederlaget til Vilmer og det kan være forklaringen på at AS ikke i tide foretog de investeringer i maskiner og værktøj som var nødvendige. Omkostningsniveauet steg betragteligt de næste 10 år. Der var også forholdsvist mange ansatte på Tekno i forhold til produktionen.

Opgøret med LT kostede agenturet med Revell. Der gik ikke længe før AS droppede trælegetøjet. Han havde fortsat mange agenturer, fx det meste af plastikbyggesættene mv. Måske skulle han have koncentreret sig udelukkende om sin kerneforretning, som var de støbte biler og udviklet denne del af forretningen. Jeg tror Tekno var presset alvorligt på økonomien på dette tidspunkt og han havde bredt sig over meget. AS evnede dog endnu engang at omlægge sin produktion og stort set udelukkende satse på de støbte biler af endnu bedre kvalitet end tidligere. Han havde altså en evne til at komme igen og bevare overblikket, selvom han var presset fra mange sider.

Men Tekno som virksomhed overvandt ligesom aldrig de dispositioner som ovenfor beskrevet og navnlig AS adfærd må have kostet på samarbejdskontoen.

Hvis jeg skal tænke lidt højt, så var det naturligt at rigtig mange legetøjshandlere anbefalede Corgi eller Vilmer til kunderne frem for Tekno efter den behandling de fik af AS. Det var så ikke noget stort problem for Tekno, der alligevel ikke kunne følge med efterspørgelsen. Kunne nye investeringer i maskiner og en rationalisering på Tekno havde forbedret situationen, kan vi ikke vide, men Tekno var meget langt fra Corgis effektivitet.

Corgi-bilerne

Det er nødvendigt med en nærmere beskrivelse af Corgi, fordi de i deres tilgang til hele forretningsmodellen virkede meget mere professionelle end de øvrige fabrikanter. Valget af Corgis repræsentanter i Danmark i 1959 var et godt eksempel. Det var den veletablerede grossist Helge Jacobsen i København –og en forhandler i øst, Christine Hammershøj og en i vest, Sophus Westermann i Silkeborg. Dinky fx skiftede agenter mange gange uden at det hjalp synderligt.

Indtil for nyligt ville var jeg overbevist om, at Tekno og Corgi ikke havde haft noget samarbejde overhovedet, men en god Tekno kollega sendte mig en side fra et forhandlerkatalog formentlig fra 1956 eller 1957. Det er en bestillingsside der beviser at Tekno var agent – ovenikøbt med eneforhandling af Corgibilerne i Danmark. Min skepsis var underbygget af salgschefen på Tekno Poul Fjeldgaard (ansat i 1956) der benægtede alt samarbejde med Corgi, men enten husker han galt eller også har samarbejdet været kortvarigt. Bestillingssiden viser de absolut første støbte Corgibiler og pudsigt nok er Austin Healey og Trumph 2R ikke på listen, hvilket kun kan skyldes, at dem havde Tekno selv i sit sortement. Der var det interessante at de første Corgibiler var med optræksmotor, som Tekno ikke rigtigt havde gjorde så meget i. Siegumfeldt må havde skønnet, at han ved at knytte Corgi tæt til sig kunne han kontrollere dem og jeg har aldrig set nogen form fra reklame fra Tekno med Corgibiler. Derfor tror jeg det var en meget kortvarig forhandling Tekno havde – formentlig allerede samme år og senest i august 1959, hvor Helge Jacobsen overtager som grossist.

Klik på billedet for at gøre det større.

Corgibilerne blev produceret af virksomheden Mettoy i Swansea i Wales. Mettoy var en forkortelse af ”metal” ”Toys”. Fabrikken blev grundlagt i 1933 af Mr. Philipp Ulmann, der var indrejst til England fra Tyskland. Det var ikke ”hr. hvem som helst” som bosatte sig i England. P. Ulmann havde i 21 år drevet sit eget firma Tipp & Co i Tyskland. I Tyskland ansatte Ulmann en ung mand, der var indvandret fra Sydafrika, Arthur Katz, der gjorde god gavn med sine engelskkundskaber (På Tekno var der ingen der talte særligt godt engelsk eller tysk). I 1933, ved nazisternes overtagelse af magten i Tyskland rejste Ulmann og Katz til England, hvor Ulmann grundlagde Mettoy, med Katz som eneste ansatte.

Frem til 1956 fremstillede Mettoy blikbiler og optræksbiler som kendes fra Tipp & CO. I 1955 blev Katz formand for bestyrelsen og han besluttede sig for at satse udelukkende på støbte biler.

Corgi blev førende fra starten. Firmaet havde en bestyrelse og ansatte eksperter med de rette kompetencer. Ulmann havde en klar strategi. Mindst en ny model hver måned. Bilerne skulle være på markedet i højst 2 – 3 år. Det skulle være kvalitet, men alle overflødigt fordyrende prosesser blev udeladt på bilerne. Kofangerne var fx støbt sammen med karossen, interiøret var af billig vakuumpresset plastik. Graveringerne var sparsomme og bunden på bilerne var uden detaljer. Hjul standardiseredes og modellerne fremstilledes kun i få farver.  De skulle ”genkendes” på ruderne. Det var holdbare biler i en god kvalitet med en stor legeværdi. Æskerne var farvestrålende og i de samme let genkendelige farver. Der blev udsendt kataloger med modellerne hvert år, som blev uddelt i legetøjsforretningerne – Tekno var flere år om at få deres katalog færdig i 1958. Ulmann tænke stort, han ville ikke blot erobre England, men hele verdenen. Figurerne blev produceret i Hong Kong, hvilket viste, at Corgi havde forbindelser i den engelske kronkoloni. Han lå ikke og fumlede med 200 biler til en lokal smed på Bornholm. Fx satsede han fra starten på amerikanske modeller til det marked og det lykkedes. Tekno nåede på 40 år op på knap 200 ansatte og en årsproduktion på 1 – 2½ million enheder. Corgi producerede over 18 millioner enheder og beskæftigede 3.500 ansatte, 10 år efter de blev grundlagt. Egentlig kan jeg ikke se, hvorfor Tekno ikke kunne have gjort det samme, men det krævede, at AS havde satset meget mere og ikke forfaldt til at sælge hobbymaling, bamser og andre ligegyldige ting. Det var fint nok, men det udviklede bare ikke Tekno.

I Danmark lagde Corgi ud med at have mindst 2 nye modeller hver måned og de kunne i modsætning til Tekno levere varerne. Corgi startede med at annoncere i Anders And, hvilket blev en stor succes stik imod LT prognose om, at reklame ikke kunne betale sig. Corgi´s indtræden på det danske marked må have rystet AS, men han svarede godt igen, fordi han trods alt havde et bedre produkt og Tekno var det mærke mange foretrak. I Sverige solgte Tekno over alt forventning og med Volvo, Scania og Saab i ryggen var Tekno et stærkt brand. Tekno kunne også godt konkurrere på prisen. En Corgi Austin A60 kostede 4,25 kr. En Renault 4CV fra Tekno 3,95 kr. i 1959. En Jeep pickup fra Corgi kostede 5 kr., mens en VW type II med reklame 3,85 kr., så det var ikke prisen Corgi kunne slå Tekno på, det var markedsføring og leveringssikkerhed, samt AS´s manglende evne til at samarbejde med branchen.

Men det skulle vise sig, at det blev sværere for Tekno og min påstand er, at de aldrig kom sig over de begivenheder, der ramte dem i 1958-59. Siegumfeldt kunne med fordel have solgt Tekno på dette tidspunkt, fordi han ikke selv var i stand til at videreudvikle virksomheden, der ikke på den lange bane kunne overleve på udelukkende at sælge støbte legetøjsbiler. Han var ikke i stand til at udtænke en ny strategi for Tekno, fx som importør, og historien viste også, at ingen modelbilfabrikker overlevede i daværende form. E. Spon rejste i 1960 og Tekno fik aldrig igen helt styr på fremstillingen, selvom de lavede fantastiske biler også i årerne fremover, så AS kunne med fordel havde lavet et tættere samarbejde med Leager-Larsen/Termax, der var en absolut ener på sit felt. Han var en fantastisk udvikler og mon ikke Tekno brugte mange spildte penge i den svære udviklingsproces. Tekno toppede efter min opfattelse i 1959-60 på det virksomhedsmæssige område, mens bilerne paradoksalt nok blev bedre og bedre.

De meget populære Dodge lastbiler udgik af produktion i 1960, men salget fortsatte så længe der var biler på lager.

Et nyt årti

Legetøjsbranchen buldrede frem i starten af 1960.erne. Der var langt flere penge mellem almindelige mennesker og de ville gerne bruge dem på børnene. Lego, der virkelig havde fart på opdelte sine kerneforretninger i en trævaredel, som de kaldte Bilofix og en plastikdel, som de kaldte Lego System.

Lego førte på det tidspunkt en interessant retssag mod Poul Willumsen og PUWI-klodsen som Lego hævdede lignede deres klods for meget, og som de mente de havde rettighederne til. Historien var den, at både Lego og Willumsen siden sidst i 1940.erne havde lavet plastiklegetøj. Willumsen havde en forretningsforbindelse i Svejts, Migros der ønskede at handle med Legoklodser, hvilket Lego dog havde afslået med henvisning til, at Migros solgte til kædeforretninger. Willumsen svarede igen ved at påbegynde en produktion i 1957 af PUWI-byggesættene for at levere til Migros. Det var blevet en stor succes og en torn i øjet på Lego. Sø- og Handelsretten afviste Legos påstand, med henvisning til, at Lego selv havde kopieret deres klods fra et engelsk firma, som ikke var mønsterbeskyttet. Man hørte herefter underligt nok ikke mere til PUWI, som måske blev opkøbt af Lego. Willumsen skulle bare vide, hvad det hele udviklede sig til.

Trævarefabrikken i Billund brændte ned i 1960 og Lego meddelte i marts, at de fremover kun ville udvikle på Lego Systemet, til stor fortrydelse for legetøjshandlerne, der kun så muligheder i trælegetøjet. Enhver kan se i dag, at denne beslutning fra Lego´s side var rigtig – som i skrivende stund er verdenens anden største legetøjsproducent. Bilofix videreførtes dog af en bror til Gotfred Kirk, nemlig Gerhard Kirk Christiansen, blandt andet som en træudgave af ingeniørsættet.

Minidodge og anhængerne til Dodge 700 serien udgik i marts 1960. Kort efter udgik bilerne.

AS fik lov til på fabrikanternes vegne at bringe et indlæg LT i anledning af nytåret, hvor han talte varmt for eksport, simpelthen fordi han ellers forudså, at dele af branchen måtte lukke. Han havde ret, men der var nok ikke mange, der lyttede til ham mere.

1. marts 1960 fjernedes alle importrestriktioner på legetøj, således at alle kunne importere legetøj direkte fra udenlandske producenter. Det medførte en masse nye produkter på det danske marked, men ikke mindst faldt priserne med 25 – 35 % da tolden bortfaldt.

Revell udskiftede Tekno med H. Wittrock, som i øvrigt også fik Airfix. Vilmer skriftede agent til Poul Andreasen i Søborg. Tekno havde også fået agenturet på Aurora og Adams byggesæt, så de havde mange forskellige byggesæt at holde styr på. Steiff havde alene 250 forskellige nr. at vælge imellem. I marts 1960 meddelte Tekno, at forhandlerne nu selv kunne bestille varer direkte fra Steiff. Til gengæld blev prisen sat ned med 25 %. Tekno begyndte også at forhandle Mabuchi-motorer. Hvorfor vides ikke rigtig. Den kunne bruges i hobbyartikler, men var egentlig beregnet til indbygning i automobil ventilatorer eller varmeapparater.

Matchbox dukkede op som annoncør i LT og Corgi præsenterede sin første bil, der kunne åbne fronthjelmen – en Aston Martin. Corgi udvidede i øvrigt med 2 grossister mere, som var Netzler i Sønderborg og Dansk Legetøjsfabrik i Valby. Britains kom også på markedet repræsenteret af stort set de samme grossister som Corgi.

Dinky overlod grossistsalget til Knud Haugmark´s eftf., mens Frode Hansen fortsatte som importør. Samtidig blev priserne sat ned. Det vidner om, at alle Teknos konkurrenter oprustede kraftigt på det danske marked.

Tekno stoppede produktionen af trælegetøj og Brio, der også oprustede på det danske marked, solgte sine produkter direkte til kunderne med Helge Jacobsen (Corgi) som samarbejdspartner. Brio fravalgte sin gamle ven AS som partner. Vi skal huske på, at Tekno fortsat var en grossistvirksomhed, men Brio fravalgte altså Tekno.

Året 1960 sluttede med endnu en uheldig sag for Tekno, der afsløredes i parallelimport af Matchbox biler fra Sverige (sikkert via Berico) som Tekno solgte til underpris i Schou´s varehuse og Jysk Supermarked. Det medførte en svada fra Lesney Products & Co Ltd., Londons repræsentant i Scandinavian og Teknos salgschef, P. Fjeldgaard måtte ud og beklage og bedyrede, at Tekno havde fortalt forretningerne, hvad udsalgsprisen skulle være. Der var nok ikke mange, der troede på den forklaring.

Egentlig var det lovligt, det Tekno gjorde, fordi importen var frigivet, men en del mærkevarevirksomhederne holdt fast i faste vejledende udsalgspriser og salg gennem udvalgte grossister.

Det var nu tydeligt for enhver, at legetøjsmarkedet i Danmark var inde i en ny forrygende udvikling. Det viste sig da også hurtigt, at flere gamle fabrikanter faldt fra i den kommende tid og dermed udvandedes Legetøjsfabrikantforeningens magt. Der kom en ny spiller på markedet og det var importørerne, som fik betydelig indflydelse fremover.

Men Tekno var godt rustet på produktsiden. Hele Mercedesserien (dog ikke MB230) også lastbilerne var på banen i 1960-61, masser og gode solide personbiler med affjedring og interiør, DKW og lidt senere Opel Kadett og ikke mindst den nye serie fra Scania kom også på markedet, så med hensyn til konkurrencedygtige produkter stod Tekno meget stærkt både på pris, udvalg og ikke mindst kvalitet.

I 1961 lykkedes det endelig for Tekno at få udsendt et standardkatalog målrettet mod forbrugerne.

De første år med fra import

I nytåret 1961 var det importøren Helge Jacobsen og Hobby importøren H. Wittrock, der i LT fik lov til tegne et tilbageblik. Det plejede ellers at være AS på fabrikantforeningens vegne.

Man kan tydelig se på annoncerne, at alle ville ind på det danske marked. Annoncerne blev større og mere tillokkende. Corgi præsenterede en sensation (deres egne ord) i form af Bentley Contineltal, der kunne styre, havde prismelygter, reservehjul og bagklap, der kunne åbnes. Sensationen var dog ikke større, end at Leager-Larsen allerede havde lavet DKW Junior som i kvalitet var fuldt på højde med Bentley.en endda med et bedre styretøj. Flere af Teknos produkter havde også uafhængig affjedring som fx Lincoln og Mercedes Benz 220.

Man så for første gang Disney produkter, idet alle de kendte figurer nu kunne fås i plastik.

Ellers prægedes året af masser af nyt udenlandsk legetøj og der kom rigtig fart i de elektriske tog. Alle var tilfredse, fordi købekraften var fulgt med, så salget var i top og de fleste tjente gode penge. Tekno var totalt fraværende i LT i 1961, men der var en opblødning på vej, formentlig udløst af en ganske bestemt begivenhed på LT, som jeg vender tilbage til.

LT forudså i starten af 1962 en snarlig død til supermarkederne og en opblomstring til specialforretningerne. (Det kom vist til at gå stik modsat). Der konkluderedes endvidere, at trælegetøjet aldrig ville gå af mode og det ikke vil tabe kampen til plastikprodukter mv. (Prognoser var vist ikke LT stærkeste side) Samtidig roses en fabrikant af trælegetøj for at sælge direkte til legetøjsforretningerne uden om grossisterne. Sjovt nok havde de handlende ikke noget problem med det, når det var dem selv, der blev tilgodeset. Ellers må man sige, at Legetøjshandlerne var gode til at fejlvurdere situationen.

De Nordirske Spot-On biler dukkede op i Danmark repræsenteret af O.K.B.I. i København.

Corgi fortsatte med at sprøjte nyheder ud på markedet og de indførte bl.a. noget nyt, idet de tilbød forretningerne et salgsdisplay i 5 etager – 80 cm højt til at stå i butikken. Igen en genial ide fra Corgi. Tekno svarede igen med deres ”Juletræ” i plexiglas, der kunne dreje rundt ved hjælp af en motor.

I oktober 1962 vågnede Dinky endelig lidt op. De skiftede agent til Kaj Reisler, der straks kvitterede ved at bringe en flot helsides annonce i LT med 3 Dinkybiler.

I januar 1963 skete en begivenhed, der fik betydning for Teknos forhold til Legetøjshandlerne. Redaktøren, Sandberg, der siden 1950 havde ligget i åben krig med AS fratrådte sin stilling og J. Trunderup overtog det redaktionelle ansvar.

Der må straks være sket et eller andet i forholdet mellem partnerne. Teknos julekonkurrence omtaltes rosende i bladet, hvor salgschef P. Fjeldgaard var afbilledet, mens han trak en vinder. Lidt senere var AS afbilledet og omtalt i en stor artikel i anledning af LT 50 års jubilæums fest på Hotel Merkur og både Tekno og AS gav gaver. AS fik endda lov til at tale i mikrofon til hele salen, hvor han hyldede det gode samarbejde og sluttede af med at foreslå et hurra for LT med ønske om at godt samarbejde fremover.

Tekno var tilsyneladende inde i varmen igen, men der må have siddet nogen i salen og krummet tær.

Fjeldgaard bragte en notits om, at Tekno havde sendt 10.000 små hvide FN jeeps til FN basen i Gaza.

Tekno fulgte op med flere store annoncer for bl.a. Volvo PV 544 og ikke mindst en helsides annonce, der hyldede Mercedes-Benz modellerne, der havde rundet et salg på 1. million enheder. Herefter fulgte en lang artikel om Teknos samlefabrik i Frederikssund, der præsenteredes som Europas største bilfabrik, hvilket senere fik Corgi helt op i det røde felt. Helge Jacobsen, der var agent for Corgi forlangte et dementi på en fremtrædende plads i bladet, hvilket han fik, men han havde flere små brokkerier på hjertet, hvilket måske var årsagen til, at han nedtonede annoncerne i LT. Det må da også have været svært for resten af branchen at tyde LT forhold til Tekno, der i den grad hoppede op og ned. Nu lagde LT sig fuldstændig fladt ned for Tekno endnu engang.

Tomte kom ind på markedet i 1962.

I august måned præsenterede Tekno Hystertrucken og Volvo/Scania med presenning og reklamer. Sjovt nok var Corgi´s annoncer kun på en ½ side i 1962, hvor Tekno satte fulde sejl til med helsides annoncer.

Dansk legetøjsfabrik overtog forhandlingen af Lindberg byggesættene fra Tekno efter ”venskabelig overenskomst” som det udtryktes.

Tekno omdannedes til at aktieselskab – og gæt engang hvem der sad på A-aktierne, som gav stemmeret. Rigtigt gættet, AS (formand), Esther og Egon.

Der ofredes igen artikelplads på en sjælden kommentar fra Egon Siegumfeldt, der præsenterede den nye Ford Lincoln som 1963 model. Han oplyste blandt andet, at 40 % af eksporten gik alene til Sverige. Han oplyste også, at Holland, Tyskland og Schweiz var store aftagere. Han fortalte videre, at den næste model blev Jaguar E, der kom på markedet op til Jul 1963, ligesom han oplyste, at Teknos samlede produktion på dette tidspunkt var på over 2 millioner enheder om året.

I en annonce fra november 1963, hvor Ford Lincoln Contineltal første gang præsenteredes i Danmark henviste annoncen til, at det var ”Præsident Kennedys foretrukne vogn i USA”. LT fulgte op med en opfordring til, at Ford sendte Kennedy en model. Bilen roses i øvrigt til skyerne af legetøjshandlerne. En super uheldig bemærkning, da Kennedy blev skudt i Dallas, Texas 22. november 1963.

Sidst på året præsenteredes Jaguar E og Opel Kadett som nyheder sammen med
Volvo Amazon st.car. Jaguar E udkom som cabriolet fulgt af en lukket udgave i 1964. En fantastisk bil med så mange funktioner, at det er utroligt, at det har været muligt at bygge det ind i så lille en bil. De må have spærret øjnene godt og grundigt op hos Corgi, da de så den.

Man kan vel sige, at Tekno og AS for alvor kom tilbage i varmen i 1963 til tydelig irritation for Corgis agenter. Men der må jo have været et direkte had mellem Sandberg fra LT og Siegumfeldt, samtidig med at AS havde et brændende ønske om at komme tilbage i varmen, når nu det skete så hurtigt. Noget tydede på, at Jens Trunderup havde en mere pædagogisk måde at takle AS på i erkendelse af, at begge parter havde brug for hinanden.

LT begyndte året 1964 med at konstatere, at Lego med 1200 ansatte var den største legetøjsfabrikant i Danmark, fulgt af Tekno med 200 ansatte.

Ved en reception hos Bohnstedt-Petersen i Hillerød overrakte P. Fjeldgaard en Mercedes-Benz 300 SL i guld i anledning af, at der var fremstillet 1. million Mercedes modeller. Det fremgår ikke om bilen var lavet i guld eller om den var malet i guldfarve. Skal vi ikke antage, at den var malet i guldfarve. Leager-Larsen, der havde konstrueret alle Mercedes bilerne var med sammen med P. Fjeldgaard til receptionen. Jeg er vidende om, at den guldfarvede Mercedes Benz 300 SL stadig findes hos en Mercedes mand.

Samtidig fortalte Tekno i en annonce i LT, at de netop havde rundet 1½ million VW modeller. Der var dog ingen VW i guld til SMC.

Tekno indledte et samarbejde med franske Solido, hvor bilerne samledes på Tekno og blev solgt i Danmark. De dansksamlede biler kan kendes på den grå hammerlak i bunden.

Salgsstativet, udformet som et juletræ tilbydes forhandlerne, Scania-Vabis hængertræk nr. 451/452 præsenteredes som nyhed sammen med et smart salgsdisplay til at sætte bilen på, Opel Kadett sendtes på markedet og Tekno konstaterede, at fingertipstyringen var det eneste styresystem, der fungerede på markedet. Ta´ den Corgi!

Volvo Amazon st.car præsenteredes sammen med alle Volvomodellerne. (En annonce som Volvo formentlig har betalt.) Året sluttede med en præsentation af Morris Marina 1100 og lidt senere MG 1100. Teknos annoncer var på det tidspunkt opbygget således, at der samtidig vistes en annonce som ville blive bragt i dagbladene. En smart måde at vise forhandlerne, hvordan Tekno havde tænkt sig at markedsføre produkterne.

AS fyldte 70 år den 14. juni og fik flotte ord med på vejen af Trunderup i LT.

Tekno fyldte meget i 1964 i LT og man må sige, at de kom tilbage for fuld damp.

Året 1965 gik også stille og roligt uden de store udsving. Corgi præsenterede James Bond, Goldfingermodellen, der vel nok var den mest solgte model overhovedet med ca. 5 millioner eksemplarer af den guldfarvede model. Hvis man studerer Corgis modelprogram lidt nærmere, vil man opdage, at de efter 1965 faktisk neddrosler de ting en personbil skal kunne. De fleste kunne ikke styre og de fik ikke som Tekno flere muligheder som adskillelse og ændret affjedring. Corgi lavede mange sjove ting på udvalgte modeller, fx VW 1200 som var styrbar fra taget og så alle deres filmperler. De brugte meget af energien på disse filmbiler. Hvis man skiller dem ad, vil man opdage, at de består af rigtig mange komplicerede stumper i plastik, der desværre gik meget let i stykker. Omkostningerne ved at udvikle bilerne på Corgi blev formentlig for store. Både Tekno og Corgi var presset af konkurrenterne og måske gik der sport i at lave de mest avancerede modeller uden tanke på omkostningerne. Corgi gik da også den anden vej, da de i 1966 lavede M.A.N. F.R.O.M. U.N.C.L.E. Den var meget mere simpel og kostede kun 12,50 kr. Gold Finger kostede til sammenligning 14,50 kr. Tekno forenklede først deres modeller med Saab 99 modellen i 1970, som ikke kunne så meget som de foregående modeller. Leager-Larsen forenklede aldrig sine modeller, der blev ved med at overgå hinanden.

O.K.B.I. overtog ene forhandlingen af Dinkybilerne fra Reisler.

Af nyheder præsenteredes VW slangebilen m. stigeanhænger og Volvo Express brandsprøjte i januar. Tekno proklamerede, at nr. 451/452 Scania med anhænger havde rundet et salg på 1. million biler. Der tilbydes samtidigt tilbehør som ølkasser, containers og mælkejunger til bilerne. VW 1200 præsenteredes i juni som politibil, foreløbig i den tyske udgave som Polizei i grøn og hvid. I juli kom Sprite Musketeer og en verdensnyhed, nemlig Mercedes – Benz 230 Roadster.

Det var en sensation. En bil samlet helt uden skruer, til at skille ad og samle igen. Den kunne styre, var affjedret, døre og klapper kunne åbnes, løst reservehjul, separate sæder der kunne skydes frem og tilbage og hvor ryglænet kunne vippes.  Bilen var konstrueret af Leager-Larsen, der allerede med Jaguaren ville lave en bil, der var samlet helt uden skruer. Det lykkedes ikke helt, men med MB 230 var den hjemme. Det virkede som om, han øvede sig på DKW og Opel Kadett med stor succes og med Jaguaren og Mercedes 230 var det svært at overgå sig selv, men det lykkedes. Hvis der blev solgt mange Jaguar E modeller, blev der solgt mindst ligeså mange MB 230 modeller. Selv efter nutidige forhold var bilen et mesterværk. Men der skulle i det kommende år komme flere helt utrolige modeller fra Leager-Larsens hånd.

Tekno udsendte endnu et katalog i september 1963 og var nu oppe på at udgive et nyt katelog hvert andet år. Stadig lidt fedtet, med alle de nyheder de udgav. Der var kun plads til en brøkdel af bilerne i kataloget.

Tekno havde stadig forhandling af Steiffbamserne og i oktober fik de også Best Box biler i 1:87 – et produkt de aldrig havde haft selv.

I november gengav LT en meget interessant artikel fra det tyske magasin Deutsche Markt nr. 34, hvor bladet testede og analyserede modelbilmarkedet. Det var opløftende læsning for Tekno.

Deutsche Markt købte et antal biler fra 12 firmaer og delte dem ud i en børnehave. Konklusionen var, at børnene elskede at lege med de støbte biler frem for modeller, der skulle trækkes op. De ville have biler der kunne noget, med fx styretøj, ting der kunne åbnes og naturtro motorer o.s.v. En påmalet kofanger blev spottet af børnene og foragtet.

Tyskerne dumpede deres egne modeller og konkluderede: ”De bedste miniaturer biler laver Tekno i København, Lesney i London (Matchbox) og Solido i Paris. De 3 firmaer sælger stabile og naturtro efterligninger af de originale biler. Matchbox serierne er knap så godt efterlignede. Bilerne fra Schreyer & Co i Nürnberg er robuste og holdbare. De af os undersøgte Schuco-biler er massive. Men de er svære at skubbe og løber ikke ret godt. Miniaturebilerne fra Corgi og Dinky og Spot-On fra England samt de tyske Gama og Siku er som legetøj ikke tilstrækkeligt robust. De har for mange mangler: Hjul og nitter løsner sig, gummidækkene efterlader sorte striber, lakken skaller af efter kort tids forløb.”   

Undersøgelsen konkluderede det alle vi Teknosamlere også har fundet ud af. Tekno er suveræne model- og legetøjsbiler, men det var ikke det samme, som at fabrikken havde garanti for succes i fremtiden.

Sidst på året bragte LT i en artikel i bladet et hadefuldt angreb på Brio og Mattel i anledning af en kampagne for Barbiedukken. Artiklen var skrevet af Eva Bostrup i Demokraten. Hvorfor LT har valgt at bringe artiklen kan vel kun skyldes, at LT ønskede at beskytte de danske dukkefabrikanter. Eva Bostrup udtrykte klart, at ”Brio gør sig til talsmand for hvad skønhed er og det perfekte skønhedsideal er Barbie”, hvilket hun meget langt fra var enig i. Brio henviste til en undersøgelse fra USA, hvorimod Eva Bostrup var helt uforstående overfor Barbies succes. Hør bare dette citat fra artiklen: ”Er det svært for den almindelige undrende kunde at forstå, hvorfor den stereotype og aldeles blodfattige efterligning af den moderne teenager (husk den radmagre model Twiggi, var meget omdiskuteret dengang i 1960.erne) har fået succes” 

Brio beskrev i deres materiale, at Barbie medvirkede til, ”at mor og datter finder hinanden i en fælles interesse for at lave smart tøj”. Eva Bostrups kommentar til dette var: ”Legetøjsfabrikken Brio giver udtryk for nøjagtig samme nedvurdering af og mistillid til de mennesker, som køber deres varer, som så mange andre andre fabrikanter lægger for dagen i deres forsøg på at skabe nye salgsmuligheder. Det er – stilfærdigt sagt – for dårligt, at voksne mennesker i fuldt alvor vil påstå, at Barbie med nylonhestehalen, violøjne og mannequinskikkelsen i hele sin ucharmerende appel om ensrettethed skulle virke befordrende på forståelsen mellem mor og datter. Så tåbelige er forbrugerne ikke”.

Artiklen fortsatte med et angreb Ken og inddrog oven i købet Vietnam krigen. Ken var så vidt jeg husker også pilot.

Så gik der pludselig tresser kønskamp og storpolitik i legetøjet.

Året 1966 startede ligeså fredfyldt som 1965 sluttede. Hansa, der producerede trælegetøj trådte i likvidation. Det var første tegn på lidt krise i legetøjsbranchen i mange år. Lego meddelte, at de i Danmark nu begyndte at levere produkter til kædebutikkerne Tempo og Schous Varehuse. Det passede ikke legetøjshandlerne, der dog måtte acceptere beslutningen. De frarådede dog Lego at lade kædebutikkerne benytte det røde Lego lysskilt.

Vilmer skiftede igen agent, idet A/S Pobra (Poul Brandt) overtog ene forhandlingen.

Scania Vabis nr. 453 cementbil var klar til levering i april måned. Det samme var tankbilerne Gulf og Uno-X i den gamle udgave. Ellers var det lidt småt med nyheder fra Tekno, der i stedet præsenterede en del forskellige saglsdisplays. De annoncerede for udvalgte modeller, der havde været udsolgt, men nu igen var på lager. Tekno havde tydeligvis svært ved at følge med efterspørgelsen og styrer produktionen. Kapaciteten på fabrikken var for lille. Det var underligt nok kun Teknos egne produkter, der haltede efter. Lange/Kirk kunne godt levere til tiden. Mercedes Benz 220 ambulancen kom med blåt blink i 1966. I oktober præsenteredes gaveæsken med en samlet og en usamlet MB 230 til 28,75 kr. Utroligt flot sæt. Man kunne ønske sig, at Tekno havde lavet nogle flere af disse gaveæsker.

Husky, der som bekendt er 1:87 modellen fra Corgi præsenteredes, men underligt nok var det Kofods Fabrikker og ikke af de velkendte 5 forhandlerne som ellers solgte Corgi via importøren Frode Jacobsen.

LT bragte en skadefro artikel, der omtalte forbrugerbladet Tænk, som var kommet i økonomiske vanskeligheder. LT fremførte, at ”så kan de måske lave være med at gå og lave sensationsprægede artikler”. LT var meget sårbare overfor kritik.

I december 1966 sendte Tekno 4 rigtige nyheder på gaden. International Harvester, VW pickup dæktransport, Ford Taunus Transit i sort/hvid ambulance og endelig den uovertrufne Chevrolet Monza sportsvogn fra Leager-Larsens hånd.

Produktionbilleder af Ford Taunus Transit. Billederne er venligst udlånt af Peter Meyer.

Siegumfeldt selv hørte man ikke fra i de sidste par år. Han plejede at skrive indlæg på vegne af fabrikanterne eller have en holdning til et eller andet, men det skete ligesom ikke mere. Fra P. Fjeldgaard, der stoppede i 1966 ved jeg, at AS i høj grad var til stede på fabrikken i disse sidste år, men det er spørgsmålet hvor frisk han var. Når Egon Siegumfeldt udtalte sig på Teknos vegne, kan årsagen have været, at AS var syg.

Der er flere bud på hvor mange biler Tekno producerede i de bedste år – fra 1,6 million til 2,5 millioner. Jeg tror 2,5 millioner er det rigtige tal i 1966 eller 1967, fordi det formentlig inkluderede Lange/Kirks produktion også. 70 % blev eksporteret.

I 1967 konkluderede en leder i LT, at 1966 blev et afmatningens år. Købekraften var faldende samtidig med at skatter og afgifter belastede butikshandlen.

Hovedstandens Brugsforening solgte et parti Corgibiler, som de selv havde importeret fra England, hvilket blev stoppet ved at importøren Frode Jacobsen købte hele partiet tilbage. I dag virker det tåbeligt, at kædeforretninger ikke måtte sælge det som folk ville købe. Derfor var det ikke underligt, at de forsøgte alle mulige krumspring for at få varer.

Mercedes Benz 230 udkom i politiudgaven.

Berlingske Tidende bragte en artikel som gengav det tyske magasin Deutsche Markt kåring af Tekno som verdens bedste model og legetøjsbil. Artiklen fulgtes op af flere fakta efter et besøg på Tekno. Det oplystes, at VW og Jaguar E med udgangen af 1966 var produceret i mere en 1. million eksemplarer.

Det oplyses også, at MG-A, Volvo 544, Ford Taunus, Ford Thunderbird og MB 300 SL fortsat produceredes på fabrikken. En ny model kostede ca. 250.000 kr. at fremstille og Tekno udsendte p.t. 5 helt nye modeller om året, men havde planer om 7 stk. Det nævntes, at Teknobiler var blevet samlerobjekter i hele verdenen, og bladet konstaterede, at Tekno eventyret først lige var begyndt og fabrikken roligt kunne se fremtiden i øjnene.

Den seneste model af Ford Mustang blev forevist på fabrikken og rostes til skyerne. Tekno fortalte, at mange samlere prøvede at få fingre i bilen før den kom på markedet, men den blev først frigivet maj 1967 i butikkerne. Teknos nyeste modeller var Volvo F88 og en Scania Bus, som der arbejdedes på at få færdig på fabrikken.

Produktionsbilleder af Ford Mustang. Billederne er venligst udlånt af Peter Meyer.

Tekno var på dette tidspunkt helt på toppen. De fik anerkendelse for deres modeller overalt. Jeg lægger mærke til, at interviewet på Tekno ikke refererer til en bestemt person. Det virker underligt. Godt nok var P. Fjeldgaard stoppet, men fx Esther Siegumfeldt kunne vel udtale sig. Noget tydede på, at AS var syg på dette tidspunkt og interviewet var stykket sammen gennem samtaler med flere forskellige medarbejdere.

Tekno fik ved en sammenkomst på Københavns Rådhus en ny anerkendelse, da fabrikken tildeltes diplom af Landsudvalget for turistsouvenirs for 6 legetøjsbiler: Ford Transit postbil og Politikken, Volvo Brdr. Rosendahl, Volvo Carlsberg bil, den gule bybus fra Volvo og Mercedes Benz Tuborg.

Fabrikant J. Kofod og Rognald Thorgreen – der begge var AS´s gamle venner dør i 1967.

Andreas Siegumfeldt døde d. 10. juni 1967 efter nogen tids sygdom 72 år gammel. Han blev næsten 73, da han blev født 14. juni 1894. Redaktør Trunderup skrev en flot nekrolog i LT – men det tidligere så belastede forhold mellem partnerne nævntes ikke. Mon ikke AS´s død også betød døden for Legetøjsfabrikantforeningen. Den kan ikke have haft mange medlemmer tilbage.

Nekrologen oplyste, at AS ”efterleves af sønnen, driftsleder Egon Siegumfeldt og datteren Esther Siegumfeldt, der gennem tiderne har været sin far en uvurderlig støtte”. Ingen bud på, hvem der overtog ledelsen. Det var jo et aktieselskab, så det må formodes, at børnene havde 50 % indflydelse hver.

Siegumfeldts dødannonce fra politikken d. 14. juni 1967. Han blev faktisk begravet på sin fødselsdag.

Jeg tror egentlig ikke AS død havde den store betydning for Tekno på dette tidspunkt. Der blev alligevel ikke taget afgørende beslutninger, ligesom der ikke var sket nogen nævneværdig udvikling siden fabrikken blev udvidet. AS begraves på familiegravstedet i Espergærde tæt ved familiens sommerhus.

Som et plaster på såret tildeltes Tekno året Jeppe, der var en æresbevisning, der blev uddelt hvert år af Legetøjsudvalget. Prisen overrækkes Esther Siegumfeldt.

I november præsenteredes Ford D 800 (Lange/Kirkmodel fra Leager-Larsen), Volvo Amazon Politi, MB 0322 som grisebil og Chevrolet Monza i den forsølvede udgave.

1968 fortsatte i samme stil som de foregående år. Masser af positiv omtale og flere gode nye modeller udsendtes. I maj kom Scania bussen til 29,50 kr., Ford D 800 med langt lad og i juli Volvo F88 til 23,50 kr., samt anhængeren til 13,50 kr. Ford Mustang med hardtop nåede også med. De første Volvo F88 var i farven beige med presenning uden reklame. Tekno har formentlig ikke nået at få decalerne færdige på det tidspunkt.

Rigtig flotte billeder fra produktionen af Volvo F88. Billederne er venligst udlånt af Peter Meyer.

Ford fabrikkerne i England aftog et antal Ford D 800. De var begejstrede for den nye bil. Den omtaltes meget rosende, ligesom det nævntes, at Teknos Jaguar E skabte opmærksomhed på Jaguar fabrikken.

Tekno kørte fortsat på med det sikre, idet alle Volvo personmodellerne stadig produceredes – Amazon fortsat i den firedørs udgave.

Tekno beæres med årets presserejse, hvor virksomheden aflægges et besøg og fik positiv omtale i pressen. Det samme overgik Brio og Bambola i Tåstrup. Esther benævntes som direktør.

Corgi, som i øvrigt havde fået Heljaco i København som generalagent, lancerede deres modeller med aftagelige hjul. En super fin ide.

Jeg har bemærket en lille pudsig ændring, som Tekno lavede med sit logo i november 1968. Tekno havde helt fra starten haft et logo ”Tekno”, hvor teksten ligesom er lidt flosset/bølget i kanterne. Det nye logo var mere enkelt tegnet og fulgt op med et nyt slogan ”legerigtig ….” skrevet med meget små bogstaver. Logoet skiftede lidt i de kommende annoncer for til sidst at gå helt over til det nye logo. Teknosamleren.dk benytter det gamle logo, som dog er tegnet op af en grafiker. Hvorfor Tekno valgte at ændre sit logo vides ikke, men jeg må indrømme, at jeg aldrig før har bemærket denne detalje. Tekno Holland har valgt at benytte det nye logo. De er formentlig ikke klar over, at det blev ændret.

Der var umiddelbart ingen tegn på krise hos Tekno i 1968.

1969 kørte videre som de foregående år. Der reklameredes for Volvo F88 og Scaniabussen, men Tekno havde flere interessante nyheder på vej. 2 perler fra Tekno.

Imidlertid skete der noget interessant i marts måned. Mattel (amerikansk legetøjsproducent bedst kendt fra Barbiedukkerne) lancerede gennem deres agent Brio, de nye Hot Wheels biler. Ikke fordi det var noget særligt i sig selv, og oven i købet i størrelsesforholdet 1:87, men fordi Hot Wheels hjulene var et farvel til modelbilen. Det var nu udelukkende legetøjsbiler. Producenternes opfattelse af, at en bil skulle være så nøjagtig som overhovedet mulig for at børnene ville lege med den, gjorde Mattel til skamme. Hot Wheels blev en bragende succes og det var godt fundet på, men modelbiler med plastikhjul, fænger ligesom ikke rigtigt. Det varede ikke længe før de øvrige store engelske producenter, Corgi, Matchbox og Dinky fulgte med. Heldigvis nåede Tekno ikke at nedværdigede sig til at hoppe på den galaj. Ikke fordi det ikke var en god ide – men fordi det ikke havde reddet noget for Tekno alligevel, og vi er blevet sparet for at se fx Volvo P1800 med tarvelige plastikhjul på tynde aksler.

Tekno udbød en lang række biler i en ny blisterpak serie. Der var tale om Ferrari 750 Monza, VW 1200, MG-A, Volvo P 1800, Ford Taunus 17M, Saab 96 og VW 1500. Senere fulgte også Ford Lincoln, Volvo Amazon og Volvo 544 med. Samtidig udgik modellerne som almindelige modelbiler. Det var usædvanligt for Tekno på den måde at billiggøre sine produkter, men jeg opfatter det som et tegn på krise. De fyrede en masse biler af de havde i forvejen og sparede på bemaling, hjul med hjulkapsler osv. Men faktisk en god ide til børnene, fordi bilerne kører meget bedre med Mustanghjulene.

I april præsenteredes en rigtig bestseller – nemlig Volvo 144. Der blev solgt utrolig mange af dem på meget kort tid. Især det svenske marked var umætteligt. Den svenske importør – Berico – kunne ikke skaffe de biler, han kunne sælge. Tekno kunne slet ikke følge med. Kvalitetsmæssig var Volvo 144 ikke god, men den var populær hos børn og samlere og var Teknos suverænt bedste artikel i 1969-70.

Produktionsbilleder fra Tekno af Volvo 144. Billederne venligst udlånt af Peter Meyer.

Mustang i Rallyudgaven præsenteredes i foråret. En fantastisk ide og jeg kunne godt have tænke mig, at Tekno havde lavet lidt flere at disse rallybiler. Jeg havde selv rigtig mange af Corgis rallybiler og malede mine egne Teknobiler om, satte overføringsmærker og lygter på.

I juli kom Oldsmobile Toronado, som vel nok sammen med Jaguar E var de bedste modelbiler, der nogensinde er lavet, ud fra en håndværksmæssigt betragtning. Toronadoen kunne alt. Den var utrolig stærk i sin konstruktion. Den var selvfølgelig lavet hos Termax, der i bilens naturlige størrelse havde fået lidt mere plads end i de forrige modeller selv i 1:43½. Toronadoen kan ikke overgås vil jeg påstå, men Leager-Larsen gjorde det alligevel endnu engang med en komplet sindssyg konstruktion af Mercedes-Benz 0302 bussen, som udkom samme år i august.

Beskrivelse er umulig. Kære Teknosamler – på at sætte dig ned og kig grundigt på bussen. Den kan skilles ad, alt kan åbnes og lukkes, den kan fjedre og styre. Selve den måde den er samlet på med klemmer i gulvet er helt unik. Den er ikke ret stor, og jeg tvivler lidt på om den er i størrelsesforholdt 1:50, som busserne normalt var. Den kan selvfølgelig skilles ad og samles igen, hvilket stiller enorme krav til konstruktionen. Det må jo ikke kunne gå i stykker. Prisen var sølle 26,75 kr.

I august omtaltes BR-Legetøj i LT. De havde centrallager i Tune og drev på det tidspunkt 5 forretninger i Roskilde, Slagelse, Rødovre, Gladsaxe og i Hillerød. Jeg kan huske, da BR overtog butikken i Hillerød fra ”Onkel Anders”. På åbningsdagen kunne man få en Tekno Taunus Transit i BR udgaven ganske gratis. Lille Peter på 9 år var igennem køen 4 gange uden at blive afsløret. Jeg har stadig et godt brugt eksemplar af en af bilerne. Jeg kan huske at min mor, der var meget retfærdighedssøgende, tvang mig til at aflevere 2 af bilerne til mine kammerater, der ikke havde været hurtige nok nede i butikken. Det gjorde ondt dengang og det gnaver stadig lidt. Man giver vel bare sine Teknobiler væk. Der var i øvrigt ikke æsker til bilerne, som var stillet op i lange rækker på disken.

BR´s succes taler vel for sig selv. Mon LTF (legetøjshandlerforeningen) ikke anså BR for en kædebutik dengang? Alligevel holdt de stædigt fast i specialforretningerne og overlod hele markedet til BR i en lang årrække.

I september præsenteredes nr. 819H VW 1200 Herbie. Flot bil som udkom som nyhed. Tekno havde jo ladet bilen udgå som blisterpak model tidligere på året og dermed ændret i formen ved at fræse Tekno logoet væk. Hvorfor så komme med en nyhed i form af Herbie i en VW 1200? Det var der en forklaring på. Det var ikke Tekno, men den svenske importør af Tekno, BERICO, der forhandlede aftalen på plads med Disney i Sverige. Tekno havde uden held forsøgt i Danmark, men Disney havde så mange indvendinger, at Tekno gav op, men det gjorde Ivan Andersson fra Berico ikke. Det lykkedes ham at få Disney med på ideen og få bilen frem til filmpremieren den 12. september. Som sædvanlig havde Tekno problemer med at levere til tiden og Andersson fik aldrig det antal Herbiebiler, han ønskede sig. Godt gået at komme før Corgi for en gang skyld. Herbie kostede kun 10,75 kr. Sej bil synes jeg, bortset fra at figuren er en motorcyklist fra Reisler med pistolbælte og det hele.

Det er også forklaringen på, hvorfor Herbie er lavet med en blisterpak bund uden Teknologo. Formen var ændret til blisterpak og de kunne ikke støbe 2 forskellige modeller. Igen et lille tegn på, at der ikke var styr på det hos Tekno mere. BERICO førte ligeledes forhandlinger med Åkermann, der ønskede en ny model af deres gravko og som ville betale alle udviklingsomkostninger, hvilket Tekno heller ikke magtede på det tidspunkt. Forklaringen kom jo ret hurtigt efter, idet Tekno lukkede. Åkermann valgte i stedet det spanske firma Joal som leverandør.

I november kom NSU Ro 80. En hel ny bil af Teknos egen produktion, som var flot men håndværksmæssigt og kvalitetsmæssigt var noget juks. Se i øvrigt beskrivelsen på Teknosamleren. Den var tydeligvis modificeret flere gange i konstruktionsfasen og det lykkedes aldrig rigtig for alvor at få den til at virke.

Produktionsbilleder af NSU Ro 80 og af Saab 99. Billederne venligst udlånt af Peter Meyer.

Op til Jul kom den første annonce fra Algrema og Pusledukken. Tekno reklamerede for en ny serie af gavepakker, såkaldte giftsæt. Flotte biler – navnlig Volvo blokvognen og Åkermann gravkoen.

Ellers rasede debatten om krigslegetøjet i Danmark. Var det skadeligt for børnene eller ej? Typisk dansk, vi kan altid finde på noget at diskutere.

1971 startede med nyheder fra Ford Taunus Transit som redningsvogn og Volvo 144 som Politibil.

Siegumfeldts gamle fjende på LT, S. Sandberg, døde den 3. februar 1969. Jens Trunderup skrev en flot nekrolog, men han bemærkede dog, at ”Sandbergs impulsivitet kunne dog af og til bringe ham i uovervejede og akavede situationer, som han imidlertid med sin ærlige selverkendelse altid fik afviklet og glemt”.

Det kan vel ikke siges tydeligere, at manden var bundhysterisk og temperamentsfuld. Mon også han fik afviklet sit 15 år gamle udestående med AS – næppe.

Tekno bragte hen over foråret en reklame for ingeniørsættet, som ellers ikke havde fået meget opmærksomhed længe. I juni præsenteredes Saab 99. En fin men skrabet bil. Volvo 144 som brandchefbil præsenteredes også.

Det er jo ingen hemmelighed, at der henover foråret havde været forhandlinger mellem Tekno og Algrema i Hjørring og at disse forhandlinger førte til, at Algrema overtog Tekno og stiftede et ny selskab Algrema-Tekno, som endeligt overtog Tekno fra den 1. juni 1970. Tekno i København fortsatte dog produktionen resten af 1970 indtil Algrema kunne blive klar til at overtage, hvilket skete gradvist. Se artiklen ”Direktørens beretning fra Hjørring” på Teknosamleren. En lille udviklingsafdeling blev også efterladt på Rentemestervej. Jeg har breve, der er sendt fra Tekno-Algrema til Tekno på Rentemestervej også efter fabrikken var lukket som omtaler udvikling af en ny container og en ny flyvemaskine.

I maj bragte LT en stor artikel fra Algrema og Erik Frost Frederiksen om dukke eventyret. Tekno nævntes ikke, men der fulgtes op i en artikel i juni, hvor fusionen Tekno Algrema præsenteredes. Den første annonce i LT havde både Tekno og Algremas logo med. Det lille ”legerigtig” var slettet på annoncen. Sammenlægningen omtaltes som en fusion, men reelt overtog Algrema Tekno.

Billeder af en fest på Tekno formentlig i Hjørring. Billederne er venligst udlånt af Peter Meyer.

Erik Frost Frederiksen oplyste da også, at Tekno reelt var konkurs og tvunget til at sælge. Det var muligt for Frederiksen at fortsætte projektet med egnsudviklingsmidler betalt af det offentlige. Esther Siegumfeldt havde nok ikke andre muligheder end at sælge Tekno. Jeg tror, at det er rigtigt, at Tekno på dette tidspunkt var fallit eller meget tæt på og kun levede på bankernes nåde. De havde ikke midlerne til at investere og kunne formentlig ikke låne flere penge i banken. Esther og Egon Siegumfeldt havde ikke det bedste forhold til hinanden på dette tidspunkt og det var en offentlig hemmelighed, at Egon havde massive alkoholproblemer. Dette sammenholdt med, at Tekno lå både i København og i Frederikssund gjorde det ikke nemmere. Samtidig udløb aftalen fra 1949 mellem Kirk (Lange) og Tekno. Tekno var dermed udelukket fra at handle med fx Ford D 800, Toyota 2000, Porsche 911 S, Chevrolet Monza, Oldsmobile Toronado, Jaguar E, Mercedes Benz 220, 230 og 300 SL samt lastbilerne og ikke mindst Mercedes bussen, samt flyvemaskinerne DC 7, Caravelle og de 4 små jagermaskiner, der stadig blev produceret på det tidspunkt.

Det siger sig selv, at det var et hårdt slag for Tekno, der var presset i forvejen, også at skulle bære at miste disse populære modeller, som blev produceret af KIRK og som Tekno blot skulle sælge.

Aftalen mellem Tekno og H. Lange fra 1949 udløb med virkning fra 1. juni 1970. Kirk dannede et nyt selskab, Model Products, som flyttede produktionen fra Nyrnberggade 19 til Kirkebjergalle 86 i Glostrup, hvor der også etableres et selvstændigt værktøjsfirma ved navn Balewa A/S. Kirk satsede stort og der blev investeret i nye sprøjtemaskiner og inventar. Produkterne blev forhandlet under nye navne som Top-Ring og Topri-Cana A/S. Bilerne blev solgt under navnet Model Products.

Det varede mindre end et år, så sluttede det eventyr og KIRK gik konkurs. Selvom selskabet kun eksisterede i et år, nåede Kirk at sælge utroligt mange biler. Tænk på, hvor mange Ford D 800 der findes med Kirk logo.

Det var vel naturligt, at Erik Frost Frederiksen også købte Kirk og flyttede hele virksomheden til Hjørring i løbet af efteråret 1971.

Ovenstående billeder er fra Hvidstengaard, hvor Erik Frost Frederiksen startede sin produktion og de sort/hvid billeder er fra Hedevej i Hjørring, hvor man godt fornemmer de meget større forhold. Jeg kender desværre ikke personerne på billederne. Det nederste billede er fra lageret. Der blev da produceret en del kan man se.

Billederne er venligst udlånt af Peter Meyer.    

I februar 1971 kom International Harvester i en ny udgave med kost og skraber. En virkelig kvalitetsting også selvom det var samme traktor i modificeret udgave.

Volvo 164 udsendtes på markedet i april 1971, som den sidste rigtige nyhed fra Tekno. Volvo F88/89 Longtraileren skulle have været udsendt i juni 1971 og annonceredes i Anders And den 8. juni, men den kom aldrig ud i butikkerne. Et eller andet må vare gået galt i produktionen. Der findes nogle få prototyper fra fabrikken, som blev sendt til samarbejdspartnere/importører. Det store antal af biler, der findes er eftersamlede med containere fra Tekno Holland og røde eller hvide lad i plastik. Det oprindelige lad var i metal. De nye lad i plastik er produceret i Nordjylland i 1990.erne. Modellen fra billedet i Anders And annoncen var en prototype malet i farverne fra det engelske firma Ferrymaster. Jeg ved fra dokumenter, at Tekno og Ferrymaster indgik en aftale om at levere disse biler. Ferrymaster pressede i øvrigt Tekno til at lave en 20 fods container og ikke den anden mere firkantede type, der også fandtes på markedet dengang. Den kan ses på en reklame fra Kirk, hvor de har en prototype af en Ford D 800 longtrailer med en container på ladet. Dengang var der ikke standardmål på containere, men det endte da med, at 20 og 40 fods containere blev standard i hele verden.

Faktisk lavede Tekno også en prototype af en Scaniabus med lys, som det havde været sjov at se i produktion.

I juni 1971 vendte Kirkbilerne tilbage i Teknoannoncerne.

Tekno-Algrema og Frost Frederiksen stoppede ikke med dukkerne og bilerne. Han begyndte at forhandle Jumbo spil, fingermaling mv. Måske ikke den klogeste beslutning, når man tog Teknos anstrengte situation i betragtning. Det havde virket klogere, at koncentrere sig om fabrikken og bilproduktionen, som havde store problemer med at komme i gang, hvilket flere daværende medarbejdere da også har givet udtryk for.

Dinky lancerede et nyt produkt, idet de lavede 3 bilmodeller som samlesæt. Ikke noget imponerende kvalitetsprodukt. Dinkys agent var nu Lines Bros i Herlev. De nåede at skifte agent rigtig mange gange i Danmark.

I februar 1972 var det slut med Tekno i Hjørring, inden det for alvor kom i gang. Virksomheden blev erklæredes konkurs. Frost Frederiksen fik lov at beholde sine dukker og Tekno blev solgt fra i små bider. Maskiner, lagervare og løsdele. Mainhardts Maskinfabrik købte en masse reservedele og eftersamlede i de følgende år et stort antal biler, blandt andet i Ålborg Arrest. Mainhardt lavede bla. Volvo F89 i Spedition Nord udgaven. Efter nogen tid solgtes restlageret igen, formentlig fordi der manglede enkelte dele til at få bilerne gjort færdige. Ingeniørsættene handledes også flere gange og eftersamledes også i de æsker, der var i overskud.

VW 1200 blev også eftersamlet i Danmark.

En tidligere værkfører på tekno, som var rejst med fra København – F.B. Sørensen startede i sommeren 1972 en lille virksomhed, hvor folk kunne sende Teknobiler over til ham og få dem repareret. Det holdt dog ikke længe.

I 1974 tilbød endnu et firma Service- Centret i Høng at reparere Teknobiler.

I november 1974 købte det hollandske firma Verkoopkantoor Van Min, v. J.A.L van Min, maskiner og støbeforme til en del af bilerne. De fik aldrig det hele med, men kunne dog producere Volvo 144/164 og Saab 99, Scaniabusserne, Mercedesbussen og Volvo F89, der kom i en blå og hvid udgave med udstødning op langs førerhuset. H. Wittrock blev den danske agent. Tekno Holland fremstillede bl.a. en flot Scania 142 som også blev solgt som legetøj. Volvo F89 longtraileren kom også i produktion, sammen med Ford D 800 modellerne.

Ovenstående billeder er den originale kontrakt indgået mellem Danmarks Hypoteksbank og van Min. Den bekræfter min antagelse om, at Termax havde en stor andel i overtagelsen. Som det fremgår af teksten lå en betragtelig del af værktøj og forme hos Termax, som sikkert har sikkert det efter Teknos konkurs i 1972 som sikkerhed for ubetalte regninger. 

Pudsigt nok kom en gammel bekendt igen ind i billedet. Det var Termax og Lerager-Larsen i Nyrnberggade, samt Svend Andersens Metalvarefabrik. E. Leager-Larsen var aldrig rigtigt helt ude. Tekno-Algrema måtte nemlig lide den tort at sende mange af deres kvæstede værktøjer til Termax i København til reparation. Det var Termax, der havde lavet dem og det var åbenbart kun dem, der kunne reparere dem. Termax/Andersen støbte også plastikdele for Kirk og Tekno-Algrema, så det var naturligt, at Termax samarbejdede med Tekno Holland om at få produktionen i gang. Det var Termax, der i starten støbte de modeller for hollænderne, som var konstrueret hos Termax, som fx Mercedes-Benz bussen og Ford D 800. Porsche 911S og Toyota 2000 kom aldrig mere i produktion. Hvorfor ved jeg ikke. De kom ikke med til Hjørring, ligesom de aldrig dukkede op hos andre modelbil producenter. Det var formentlig, fordi nogle af de centrale værktøjer blev væk undervejs.

I 1980 sluttede Tekno Holland med at lave legetøjsbiler og fortsatte udelukkende med modelbiler. Termax fortsatte som metalvarefabrik indtil 1999, hvor E. Leager-Larsen døde og fabrikken blev solgt til et firma i Rønnede på Sjælland, som også overtog navnet Termax.

Formene gik tilbage til Tekno-Holland i 1980 mens resten blev smidt ud under oprydning i 1999.

Van Min solgte i 2003 Tekno til Bas van Buuren som havde og stadig har en særlig forkærlighed for modelbilerne. Ingen tvivl om, at forretningen har været anstrengt og van Buuren reddet og udviklet Tekno, som nu i 2018 har 90 års jubilæum. Bas van Buuren har indsat sin søn Maarten van Buuren som direktør i selskabet og som ligeledes brænder for modelbiler. Maarten har også en særlig interesse for de gamle Tekonbiler, som han kalder ” old Tekno”. Jeg har selv besøgt Tekno Museet i 2018 og set den imponerende samling af Tekno lastbiler. Det er klart et besøg værd.

Efterskrift

Først og fremmest skylder alle vi Teknosamlere og ikke mindst alle de mange børn, der har haft glæde og fornøjelse af Teknos produkter, gode gamle Andreas Siegumfeldt en stor tak. Uden ham havde eventyret ikke været det samme.

Kunne han have reddet Tekno fra konkurs? Jeg tror det faktisk ikke. Historien viste jo også, at stort set samtlige fabrikker i Europa, der fremstillede legetøjsbiler – og det var rigtig mange måtte lukke. Lego satsede stort på den rigtige ide og fik jo succes, men der var mange andre, der lavede tilsvarende klodser, både i Danmark og i udlandet, som kunne have gjort det samme, men det var Lego, der udviklede konceptet og blev ved med at udvikle det. Ideen til klodsen var ikke tilstrækkeligt, den var der flere der var kommet på.

Da Siegumfeldt i starten af 1950.erne revurderede sit koncept og begyndte med de støbte biler, vurderede han rigtigt. Han satsede på kvalitet og fandt medarbejdere, som kunne levere denne kvalitet. Senere var det udelukkende de støbte biler, der tegnede produktionen også selvom ingeniørsættene stadig udgjorde en del af produktionen.

Hvis AS skulle have reddet Tekno, tror jeg, han skulle have bevæget sig væk fra produktion i Danmark og satset på import og direkte salg i egne butikker, som BR fik så stor succes med. Men dels var AS for gammel og det lå meget langt fra hans forretningsfilosofi. Han kunne også som Tekno Holland have satset udelukkende på modelbiler, som kunne sælges for mange flere penge end legetøjsbilerne og som ikke havde de samme krav til holdbarhed. Tekno Holland viste, at det kunne godt lade sig gøre.

Han kunne have solgt Tekno i starten af 1960.erne, da det gik godt og have puttet pengene i lommen. Det havde nok været det klogeste, men jeg tror resultatet var blevet det samme for Tekno – de var lukket i lighed med de øvrige fabrikker.

En af Teknos store svagheder var efter min opfattelse, at det var et enmandsfirma kun baseret på AS. Bestyrelsen bestod af ham selv som formand og børnene, der var uden uddannelse. Ikke fordi det i sig udgør et problem, men uddannelse eller rejser inspirerer til udvikling og det har Esther og Egon Siegumfeldt næppe kunne bidrage med.

Corgi derimod havde en slagkraftig bestyrelse støttet af håndplukkede afdelingschefer, der kendte til forretning og produktion. Måske havde de mere tradition for at tænke stort og internationalt i England og Tyskland dengang. Corgi måtte dog også give op i 1983 med et produktionstal på under 3 millioner enheder. Rettighederne til Corgi og Dinky blev overtaget af Mattel.

Fra starten af 1960.erne virkede AS alderdomssvækket. Han fik ikke lavet de nødvendige investeringer i fx maskiner og de rigtige medarbejdere. Han havde svært ved at få udviklet og produceret de seneste meget komplicerede biler, som fx Termax slap væsentlig bedre fra. Det må have kostet Tekno penge og forsinkelser i produktionen, når maskinerne var utidssvarende og værktøjerne svage. Han var sær og stødte nøglemedarbejderne fra sig og i en så kompliceret produktion, koster det at oplære nye flok.

Det virkede lidt som om, at Tekno i de sidste år slet ikke kunne følge med. Andersson fra Berico (den svenske importør) har fortalt mig, at han tit kørte en bilkortege til Tekno og bankede på døren for at få leveret biler. Han kunne sælge meget mere end Tekno kunne nå at fremstille, navnlig Volvo 144 og Volvo F88 kunne han ikke få nok af.

Medarbejderne på Tekno lavede ligesom det de kunne nå hver dag. Ingen tog egentlig stilling til om deres tid kunne bruges bedre. Alene det forhold, at man reparerede defekte biler virker helt absurd. Hvis Tekno producerede 2000 biler om dagen, havde det så ikke været billigere at sende kunden en ny bil. Tekno var ikke trykket af konkurrencen og AS havde lagt sine konkurrenter og butikkerne delvist ned. Derfor virkede det som om, at hvis Tekno i tide havde fået styr på sin produktion og udviklingsafdeling, så de ikke lavede så mange fejl, kunne de have tjent mange flere penge, men om det havde ændret noget i den sidste tror jeg ikke på.

Der var kæmpe forskel på at producere en VW type I med en top og en bund og 4 hjul og så holde styr på Ford Mustang, Volvo 144, Scaniabussen o.s.v. Det var jo tusindvis af små stumper, der skal være styr på og klar ved samlebåndet. Hvis blot der manglede et sæde brød hele kæden sammen. Jeg har læst, at Corgi i 1966 havde over 7.000 emner til de biler de havde i produktion. Sikken et lager de skulle have, for ikke at tale om råvarerne, der skulle bestilles hjem.

Tekno havde jo også tradition for at lave små specielle serier til kunderne. Det er super godt for os samlere, men næppe rentabelt for firmaet, fordi det tager koncentrationen fra den store produktion. Hvis Tekno skulle lave 2-3000 biler om dagen, hvorfor skulle de så bruge kræfter på at lave fx 1000 stk. Mercedes Page lastbiler delvist i træ. Det virkede som hul i hovedet og var formentlig en underskudsforretning.
De kunne jo ikke kunne producere andre biler i flere dage.

Jeg er sikker på, at Teknos problem i sidste halvdel af 1960.erne var manglende indtjening. Ikke omsætning, med indtjening. De tjente simpelthen ikke penge nok på at lave biler. Omkostningerne var for store. Udviklingen af nye modeller var meget krævende og håndværksmæssigt næsten umuligt at håndtere med datidens teknik. En Volvo Amazon, som var en simpel bil, kostede i butikkerne i 1967 8,50 kr. og en Ford Mustang 15,50 kr. Det tåler ingen sammenligning. Der er 6 – 7 dele i en Volvo Amazon og 50 – 60 stk. i en Mustang. Det var lagt dyrere at udvikle og fremstille værktøjer, støbe og reparere samt montere en Ford Mustang end en Volvo Amazon. Jeg tror man kunne lave 25 Amazoner for hver Mustang, hvis vi regner det hele med for de samme penge.

Tekno kom med mange nyheder i de sidste 2 – 3 år, så mon ikke det har drænet pengekassen og været grunden til at bankerne sagde stop i 1969.

Tekno var heldig, at de fra 1949 havde en stabil samarbejdspartner i Lange/Kirk/Termax, som kunne levere super gode biler. Problemet var jo desværre det samme for Kirk – de tjente heller ikke penge. Termax var underleverandører og producerede mange andre produkter, så de har fået deres penge for udvikling og støbning. Det var Tekno og Kirk, der sad med smerten.

Derudover var der mange fordyrende led fra producent til forbruger. Salg fra fabrik, kun til grossist og kun til udvalgte forretninger. Det prøvede AS dog at lave om på uden held. Synd for ham, at han ikke nåede at opleve, at det faktisk blev en realitet.

Jeg tror desværre løbet var kørt for Tekno A/S uanset hvad de havde fundet på. Hvorfor en husmand i Vendsyssel, så troede, han kunne gøre det bedre er en gåde, for hvis et firma i København med 40 års erfaring ikke kunne få Tekno til at løbe rundt, hvorfor skulle de så kunne det i Nordjylland? De anede intet om støbning udover cementstøbning. Maleren var fx arbejdsløs bygningsmaler. Det kan undre, at de i det hele taget fik noget som helst ud derfra. De arvede en masse problemer med navnlig Teknos støbemaskiner, der var gamle og udslidte. Algrema købte nye og Kirk havde også nye maskiner, som dog ikke var af samme type som Algremas, mens Teknos var totalt nedslidte. Et støbeværktøj var tilpasset maskinen, som det skulle køre i. Derfor var det håbløst med 3 forskellige maskinparker. Det svarer til at en fabrik har 3 forskellige typer gevind på skruerne.

Tekno Holland fortsatte indtil 1980 med legetøjsbiler og slog sig på samlermodeller, som viste sig at være en god ide.

Legetøjet ændrede sig i 1970. Der kom batteri i legetøjet. Udbuddet var enormt og det var billigt. Mattel og Matchbox begyndte at producere i Østen. Markedet for legetøjsbiler forsvandt simpelthen, som det også senere gjorde med masser af andre produkter. Vi mennesker skal nok vænne os til, at alting har en tid og så slutter det, hvorefter andre ting dukker op. De dygtigste, der forstår at udvikle sig overlever – resten dør.

Andreas Siegumfeldt døde i 1967, sønnen Egon døde i 1971 og Esther Siegumfeldt døde barnløs i 1986. Egon fik 2 børn, en dreng og en pige, hvor pigen udvandrede til England i 1983 mens drengen bor ugift og barnløs i Danmark. Fra barnebarnet ved jeg, at med Teknos salg, overtog bankerne det meste, blandt andet villaen i Hellerup og sommerhuset i Espergærde, men også det meste af indboet.

Hillerød, den 17. august 2013

Peter Frandsen

Teknosamleren.