Nedenstående 2 breve er fundet under oprydning hos TERMAX/KIRK–LANGE i Nyrnberggade 19 på Amager i København lang tid efter, Teknofabrikken lukkede. De er skrevet af en meget frustreret værkfører på støberiet i Hjørring.
Det første brev er dateret den 27. juni 1971. Det beskriver de besværligheder, som værkføreren oplevede i støberiet. Jeg synes dog stadig, han kæmper sin kamp for at få tingene til at fungere, selvom det virker som om, han godt er klar over, hvor det bærer hen. Det andet brev er dateret den 13. februar 1972, og der er værkføreren ikke mere i tvivl om, at det hele nok er lige meget ? hvilket han også nævner i sidste linje.
Likvidationen af Tekno blev den 11. februar 1972 offentliggjort af bobestyreren. Det må han have vidst 2 dage senere, hvorfor han så alligevel kommer med forslag til forbedringer i produktionen vides ikke. Tekno meddelte sine kunder, at virksomheden var gået konkurs den 1. april 1972. Hvordan brevene er endt i København, og om ledelsen i Hjørring nogensinde har set dem vides ikke, men TERMAX fortsatte med at lave Tekno for TEKNO HOLLAND, så noget af produktionen er givet vis kommet retur igen, og der kan brevene have været imellem.
Jeg har fået tilladelse til at bringe disse breve, som er en afskrift af originalbrevene på min hjemmeside af John Lysdal, en Tekno kollega, der også er historisk interesseret. En tak til John for, at han vil dele disse oplysninger med os andre.
Egne bemærkninger
En fantastisk historie synes jeg, som jeg ikke vil undlade at komme med nogle bemærkninger til. Jeg får en masse ud af at løse dem – ikke blot de faglige og personalemæssige problemer – faktisk kunne jeg godt tolke, at han mere end antyder, at personalet ikke har de fornødne kompetencer, og de er ansat på baggrund af relationer til hinanden mere end på faglig baggrund.
Han sætter en del på plads, som jeg godt viste i forvejen i relation til både Lange/Termax og Tekno. Læg mærke til, at han beskriver forskellene i både værktøj og maskinernes opbygning, og fx er der forskel på gevindene. Det har været et kæmpe problem, fordi værktøjerne formentlig er bygget til de maskiner, der stod dels hos Tekno og dels hos Termax, hvorimod en del maskiner hos Algreema/Tekno var nye. De har derfor haft 3 forskellige måder at anvende værktøjerne på afhængig af, hvilken maskine de anvendte. Han nævner TERMAX flere gange, og det er fordi, TERMAX udviklede og støbte for Lange. Jeg er 98 % sikker på, at de også støbte for Algeema/Tekno helt frem til de lukkede. Det antyder den mængde reservedele, maskiner og værktøj, som senere er kommet ud fra TERMAX. Mange af plastikdelene blev søbt i København helt frem til lukningen. Termax fortsatte frem til 1993, hvor Leeager–Larsen formentlig døde, og virksomheden blev solgt og flyttede til Rønnede, hvor den stadig producerer metaldele. Tekno var blot en del af det, som TERMAX beskæftigede sig med.
Han beskriver Ford D 800 modellen og nævner, at den har 11 forskellige dele, og det faktisk kun er den værktøjsmager hos Termax, der har konstrueret den, der har kompetence til at reparere den. Læg mærke til nedenstående citater og den fine måde, han beskriver et inkompetent personale på en meget respektfuld måde, der friholder for ansvar, fordi de ikke kan gøre for, at de ikke er faglærte.
“Denne mand har en hel anden baggrund for at reparere og finde fejl end vores folk, som omtrent skal begynde ved verdens skabelse for at finde svaghederne, i mange tilfælde efter flere prøveskud.“
“Mandskabet i støberiet må også nævnes. Ingen af det nuværende mandskab har industrierfaring, eller nogen mekanisk baggrund. Det tager tid at opnå erfaring, rutine og fornemmelse af sådan et stykke mekanik som en støbemaskine trods alt er. Og selv når rutinen tilsyneladende er lært, forekommer der tilbagefald. En tillært rutine svipser – dette gælder også for både opstillere og reparatører.”
Den værkfører ved godt, da han skriver dette brev, at missionen er dødfødt – også selvom han faktisk opstiller forslag til at løse problemerne. Disse prøveskud, som han omtaler har været dyre, fordi det sikkert har betydet, at værktøjet er gået i stykker.
Disse forhold har slået hundrede af virksomheder ihjel, og er en af mine egne kæpheste. Det handler om tavs viden. Det ,der får en virksomhed til at fungere uden at man kan forklare hvorfor, og de medarbejdere, der udfører opgaven er ikke bevidste om, hvorfor det virker. Det er tillærte rutiner og fornemmelser, som værkføreren ganske præcist beskriver i 1971, som er limen, der binder det hele sammen. Store virksomheder bruger formuer på at undgå drifttab på disse områder, når fx en nøglemedarbejder rejser.
Jeg håber, i vil nyde at læse disse breve.
Brev 1
Hjørring 27. juni 1971
Almene betragtninger over situationen i støberiet.
Ved flere møder har der været fremdraget forskellige enkeltting vedrørende støberiet, f. eks. produktionstal og procenter, som har vist sig uholdbare.
Nedenstående er en samlet fremstilling af de årsager, som jeg finder væsentlige.
Betragtningerne skal ikke opfattes som en undskyldning. Jeg behøver ikke undskylde min tilstedeværelse, jeg har heller ikke noget imod den kritik som af og til fremføres; men det jeg ønsker at pointere er, at opgavernes art og mængde ikke levner mig rimelig mulighed for at få et ben til jorden.
Hvis vi nu starter med produktionen, så kan vi arbejde os tilbage til nogle af forudsætningerne for at køre denne produktion.
De væsentligste er vel maskiner, lokaler, faste installationer, forsyninger, værktøjer, mandskab, organisation, service, reservedele samt en hel del mere.
Maskiner er til rådighed i ret god stand; men de er meget forskellige i udformning og betjening, både for operatør, og ikke mindst opstillingsmæssigt.
Værktøjer kan ikke uden videre flyttes, der er forskelle i indløbs-placering i længderetningen, udstøderanordningerne er forskellige, og opspændingsmulighederne kan også frembyde vanskeligheder ved overflytning.
Lokalerne er rent faktisk til stede, men det har dog ikke, trods adskillige henvendelser, og i øvrigt erkendelse af problemet, været muligt at få tagvinduerne åbnet eller bare hvidtet. Her drejer det sig rent faktisk om klimaet på arbejdspladsen.
Faste installationer er faktisk til stede; men kølevandet er dog, hvad angår de seneste ændringer, igen gået i stå, og selve kølemaskinen har igen stået stille i en uge, grundet brændte kontakter. Dette er dog mindre væsentligt for støberiet, vi kan bruge vandværksvand; men en ustabil installation kræver dog stadigt tilsyn.
Gasforsyningen er også stadig et problem, der efter to måneders besvær, og adskillige forsikringer om at der var gas nok, fik vi opsat en gasblæser, som eliminerede nogle af ulemperne Nu efter yderligere en måned, er man ved at montere de regulatorer, som skal gøre det muligt at styre brænderne.
Fyret på nr. 8 kører jævnligt med nedsat effekt, det skal, så vidt vides, på et eller andet tidspunkt, udskiftes med et andet.
Under forsyninger hører også materialer og reservedele. Råmaterialer, i dette tilfælde zink, giver hver gang nye forsyninger ankommer, anledning til meget besvær, hvad angår plads og muligheder for transport til oplagring, og senere til maskinerne i støberiet.
Reservedele er det også vanskeligt at holde styr på under de givne forhold, åbne hylder, og for lidt plads i det hele taget, alle reservedele er heller ikke fundet endnu.
Nu kommer vi så til værktøjerne, og der er undertiden faldet udtalelser om, at man i København kunne køre produktion, og det kun med en værktøjsmager til reparation. Efter udtalelser fra blandt andet Helge og Ib, er det min opfattelse, at forholdene ikke var væsentlig bedre dér end her, hvad angår reparation under produktion, og der har rent faktisk også været kasseret emner i København. Til tider endog i større antal.
Når man nu ønsker bedre emner, forudsætter det i næsten alle tilfælde reparation af værktøjerne. En del af disse reparationer er allerede omtalt i en tidligere opgørelse, der dog kun omtalte de større reparationer. Udover disse er der de ændringer som vedrører overflytning til andre maskiner, samt den løbende vedligeholdelse.
En del af Langes værktøjer var også havarerede, nogle blev endda leveret som løsdele, og der skal vel ikke så vældig meget fantasi til at forestille sig, at der kan opstå problemer, når man skal reparere fremmede værktøjer med nye folk i et værksted, som ikke er færdigmonteret.
På nuværende tidspunkt har vi jo stadig fremmede håndværkere gående i M.V. (Maskinværkstedet).
I forbindelse med værktøjer må det også anføres, at f.eks. udstøderne har forskelligt gevind, mange værktøjer har meget dårlige opspændingsmuligheder, ingen bagplader. På nogle må man f. eks. anbringe spændejern på boltehovederne, hvilket giver både dårlige opspændinger og lange opspændingstider.
Nu vil det være rimeligt at nævne mandskabet, det er alle nye folk, de kender ikke værktøjerne og deres svagheder endnu. Vi har f. eks. haft meget besvær med smådele til Langes lastvogn. Denne form indeholder 11 forskellige dele og er nu sendt til Termax for reparation, den bliver her repareret af den værktøjsmager, som i sin tid byggede formen. Denne mand har en hel anden baggrund for at reparere og finde fejl end vores folk, som omtrent skal begynde ved verdens skabelse for at finde svaghederne, i mange tilfælde efter flere prøveskud.
Mandskabet i støberiet må også nævnes. Ingen af det nuværende mandskab har industrierfaring, eller nogen mekanisk baggrund. Det tager tid at opnå erfaring, rutine og fornemmelse af sådan et stykke mekanik som en støbemaskine trods alt er. Og selv når rutinen tilsyneladende er lært, forekommer der tilbagefald. En tillært rutine svipser – dette gælder også for både opstillere og reparatører.
I forbindelse med mandskab kommer disciplin. I København var der problemer med mødetiden; men det skulle i alle tilfælde overholdes fra starten i Hjørring. Nu har vi jo allerede efter 3 måneders forløb fået kontrolure, kan man ønske sig mere?
De fremmede håndværkere, som stadig går her, virker heller ikke altid fremmende på disciplinen. Efter mit skøn har mange af dem vældig god tid, for at sige det pænt. De kører ikke engang efter de effekttal, vi for nuværende kører på i støberiet.
Organisation i fabrikken er også en nødvendighed. Det er muligt den er udarbejdet; men i så fald mangler der noget i den rutinemæssige indarbejdelse, både hvad angår meddelelser og tilbagemeldinger.
Service i støberiet skal for størstedelens vedkommende komme fra M.V., og et rimeligt ønske må være, at der ligger reservedyser, stempelstænger, og ringe samt preskammer med cylinder klar til omgående udskiftning; men da disse ting jo ikke er øjeblikkeligt presserende, kommer der gerne noget andet, som haster mere, og så bliver disse reparationer udskudt.
Flere monteringsfærdige reservedele vil også kalde på bedre opbevaringsforhold.
Et andet ønske om service, er at få småreapparaterne i virkelig funktionsdygtig stand. Styresystemet på Tekno-maskinerne er meget ømfindtligt, og selve befæstigelsen på maskinen er dårlig, en enkelt bolt. Det skal ved lejlighed ændres.
Udstyret på Langes maskiner var enten fyldt med rust, eller noget som lignede gammel olie. Disse ting er vi endnu ikke kommet helt til livs.
Regulering af dysevarmen er jo nu under ændring; men belært af tidligere erfaringer, vil jeg tippe afslutningen til at ligge et par måneder længere fremme. Der indgår jo både gas og trykluft i anordningerne.
Kølevandet må også ved lejlighed ændres, så det er muligt at regulere fra manøvrepladsen, og samtidig se afløbet.
En del af de foregående eksempler er nævnt for at antyde, at en del af baggrunden for nuværende besværligheder vel egentlig har sin rod i en lidt for tidlig overflytning; men nok om det.
Det det drejer sig om lige nu, er at hæve den daglige produktion indenfor en overskuelig fremtid.
Efterfølgende ønsker og forslag er anført i prioriteringsorden.
Med den plads og det mandskab M.V. for tiden råder over, ser jeg ingen anden udvej, end at alle egentlige reparationer må udføres ude, så vi i en periode på vel 3 til 6 måneder kan koncentrere os om virkelig klargøring og de aktuelle reparationer. Uden at de egentlige reparationer ligger stille.
Lige nu har vi nok anvendt ca. 40 timer på reparation af tankværktøjet, og det har vi dårligt tid til.
Nu er vi ved at være første omgang rundt med produktionen. Det vil sige, at vi sætter værktøj op, som ligger med emner og bemærkninger fra sidste kørsel, uden at vi har haft tid til at rette småfejl. Der er, som sidst, en grat i forskærmen på karosse 835 som nu kører på nr. 8, ordren lyder på 5000 stk.
Dernæst tilpasning af værktøj til maskinerne. Her tænkes på enten bagplader eller i alt fald regulære opspændingsmuligheder på de aktuelle maskiner; udstøderproblemerne bør naturligvis løses samtidig.
Dette gælder også nye værktøjer, det synes i alt fald, som om der ikke er taget hensyn til, at de skal køre på bestemte maskiner, og det burde ikke være nødvendigt at starte med ændringer på nye værktøjer.
Indløbet er heller ikke i bedste position, og styreringe kunne også godt trænge til en ansigtsløftning.
Løsningen af disse problemer vil i første omgang nedbringe opspændingstiderne, og i næste omgang lette overgangen til at flest mulige af operatørerne, bliver i stand til selv at foretage opspænding.
Når disse ting er i orden, kan vi begynde at tænke på formkort, med hensyn til indkøring af passende tider og tryk, så der er en rimelig baggrund til bedømmelse af præstationerne.
Opspænding af skærme, skærmføringer og dertil hørende mikrokontakter bør også gennemgås mere grundigt, end der for tiden er mulighed for.
Reservedele og ændring af kølesystem bliver næste punkt; men det er jo tidligere omtalt under service.
Et andet punkt, der koster mange skud samt opstillertimer, er prøvekørsler. Ikke mindst under den form de foregår nu. I sidste uge har vi lavt regnet brugt 30 maskintimer på køreklare maskiner, 10 opstillertimer samt 10 operatørtimer. Det er ikke altid en operatør kan gå til en anden køreklar maskine, og må derfor beskæftiges med bl.a. transport i ventetiden; mens værktøjer repareres eller ændres.
Kontrolfunktionen er også et problem, det vil, efter mit bedste skøn,
Her er faldet en linje ud i forbindelse med tidligere kopiering!med mellemrum må kasseres, det er ganske vist en udmærket pædagogisk foranstaltning at operatøren er ansvarlig for det han laver; men dette system må, stadig efter mit bedste skøn, overbygges med et egentligt og uafhængigt kontrolsystem med egne lokaler og en “voksen” leder direkte under direktøren.
Ellers skal jeg ikke komme ind på personalemæssige relationer i forbindelse med foranstående; men blot antyde, at flere af de anførte områder hver for sig vil være nok til at beskæftige en erfaren mand på fuldtid i halve og hele år frem i tiden.
I konsekvens heraf vil resultatet, hvis alt stadig skal køres over én person være, at nogle af opgaverne må udskydes, eller løses på bedste beskub, altså de forhåndenværende søms princip.
Foranstående betragtninger kan måske kaldes utidige; idet der ikke er kaldt på dem. I så fald kan de betragtes som regnvejrsfilosofi en søndag i juni.
(Vistnok underskrevet)Futtrup
Brev 2
Støberirapport
Det er før hævdet, at støberiet er grundlaget for produktionen, og det er sikkert rigtigt, men støberiet er igen helt afhængigt af, at værktøjerne er og kan holdes i køreklar stand.
For tiden følger støberiet den daglige produktion ret nøje, men med bedre ved ligeholdte værktøjer vil effekten stige væsentlig, samtidig med at brokprocenten vil falde, alt i alt en forøgelse som jeg vil skønne vil nærme sig 50%.
Med henvisning til den oversigt som blev udarbejdet i febr. 71, var værktøjerne gennemgående i ret dårlig forfatning, og det skal med det samme fastslås, at tilstanden ikke er væsentlig bedre i dag.
Vi konstaterer et aktuelt dagligt behov for vedligeholdelse, som stort set beslaglægger den nuværende bemanding med to værktøjsmagere, derudover burde der være tid til større eftersyn og forbedringer, disse større rep. bliver jo nu udført ude, dog uden synderlig held, til nu har vi, så vidt jeg mindes, ikke fået et værktøj hjem som var i umiddelbar køreklar stand, derimod har vi været ude for at ofre lige så mange timer hjemme, som den oprindelige rep. skønsmæssigt har kostet, og så er tidsgevinsten jo i alt fald røget, rent bortset fra, at det jo også penge, både direkte og jævnligt i forsinket produktionen.
Det jeg ønsker at gøre opmærksom på, er, at støberieffekten på lidt længere sigt ikke kan øges væsentligt ved hjælp af mere mandskab eller skiftehold, men først og fremmest gennem øget indsats på vedligeholdelse af værktøjerne, herunder også forbedring af opspændingsmulighederne.
Nu indtræffer en ny vanskelighed, nemlig, at den ene af vore to værktøjsmagere holder op på fredag 18/2, ikke fordi han er utilfreds med arbejdet, em angiveligt, fordi han her i Hjørring er blevet tilbudt godt et par kroner mere pr time.
Han har været med fra starten her i Hjørring, og kender mange af værktøjernes svagheder, og det vil snart kunne mærkes i støberiet, at vi må bruge folk med mindre rutine.
Forudsætningen for en væsentlig forøgelse af produktionen på længere sigt, vil, efter min opfattelse, forudsætte en væsentlig investering i værktøjsafdelingens plads, udstyr og mandskab, men forslag i den retning er vel på nuværende tidspunkt ikke særlig relevante.
Hjørring 13/2 72
S. Futtrup
Fin fin artikel om en absolut ihærdig mand. Men ligesom de øvrige artikler om Tekno er det tydeligt at der ikke rigtig er styr på tingene og der derfor går for meget galt på en gang.
Bankens ageren for at redde sig selv ved at ofre en virksomhed er jo desværre set før og også siden, har selv arbejdet på en fabrik der blev lukket af banken og solgt/foræret til en stor kunde i (selvfølgelig) samme bank.
Som Tekno samler er det jo både spændende og sørgelig læsning.