VW type I pick-up nr. 416

VW type I pick-up

nr. 416

(1954-1959)

 

Fortalt af Peter Frandsen

Klik på billederne for at gøre dem større.

VW type I pick-up kom som den sidste i rækken af den enorme succes som Tekno skabte med  VW type I- serien. De er solgt i en uhørt stort antal og de var nemme, hurtige og billige at producere. De udkom på et tidspunkt, hvor ingen andre fabrikanter for alvor havde fået den ide at lave små varebiler med firmaernes reklamer påsat.

Der så Siegumfeldt rigtig, ved at satse på netop dette produkt.

Både dengang i 1950.erne og nu er mulighederne som samler uendelige. Du kan samle og samle, men du får aldrig en komplet samling af VW type I fra Tekno. Der vil altid være varianter af den samme bil eller der dukker nye ukendte modeller op, som ikke var kendt blandt samlere.

VW type I dannede skole for fremtiden hos Tekno. De tog ideen til sig og fremstillede flere varebiler som VW type II, Taunus FK 1000 og Taunus Transit, men Tekno udfoldede også ideen med reklamebiler til lastbilerne også.

Denne artikel handler primært om VW type I pick-up, men den generelle beskrivelse ligner også de øvrige type I modeller.

Pick-up´s historie:

Pick-up var den sidste grundmodel i rækken af type I. Den har til forskel fra kleinbussen kun et produktionsnummeret og det er nr. 416. Hvor kleinbussens forskelle varianter havde deres eget nr., var der kun et nummer for pick-up. Tekno skrev uden på æsken, hvad indholdet var, fx Valash, SMC o.s.v. Tekno udsendte særlige detaljerede bestillingslister, hvor de enkelte firmabiler var listet op og som forhandleren krydsede af og sendte til Tekno.

Det ældste materiale jeg har omkring VW type I pick-up er fra en notits i Legetøjstidende fra november 1953, hvor forfatteren oplyser, at “det halve rygbrød” er på vej. Det siger ikke så meget om, hvornår modellen udkom, men enten op til Jul 1953 eller i starten af 1954. Det fortæller heller ikke hvilken model, der udkom først.

Notits i Legetøjstidende fra november 1953.

Fremover blev der lidt stille omkring pick-up. Det er taxa og varebilen, der løber med opmærksomheden. Men jeg har da en annonce fra Magasin fra 1954, hvor man kan se en bil fra Skandinavisk Motor CO A/S, som udmærket kunne være den første pick-up. Det ville vel være meget naturligt, at VW selv ville have en model. Prisen var 2,75 kr.

Reklame fra Magasin fra 1954.

Pick-up er nævnt i alle Teknos prislister og kataloger fra 1954 og fremefter også i udenlandsk materiale. Underligt nok er der ingen kendte varianter med udenlandske reklamer.

 

Annonce i Legetøjstidende fra januar 1955 til venstre og den berømte “24 km” annonce fra september 1954 til højre. Tekno har et “P.S successen fortsætter” med i annoncen og det kan man vel roligt sige at den gjorde.

Ovenfor Teknos lille brochure fra 1958 og nedenfor en annonce i Legetøjstidende fra november 1958, hvor Valash bliver nævnt.

I Teknos store katalog fra 1958 er alle de kendte varianter af pick-up faktisk nævnt. Prisen er på dette tidspunkt steget til 3,25 kr.

Det hele sluttede for pick-up og kleinbus modellen i 1959, hvor de er nævnt for sidste gang i prislisten. I 1959 udkom Tekno med VW type II, så det var naturligt at de udgik, men sjovt nok fortsatte varebilen helt frem til 1961, hvor den stadig er nævnt i listerne sideløbende med type II. Den gamle varebil har været svær at aflive.

Ingen tvivl om at pick-up stod i skyggen af varebilen. Der er ikke så mange pick-up´s men  sjældne, det er standardudgaverne ikke.

Pick-up`s detaljer:

Det er en populær bil og det har det været altid. Den koster mange penge i flot stand og de er meget eftertragtede. Men det er nok den mest simple konstruktion af en modelbil, som Tekno har lavet. En top og en bund og fire hjul er kort sagt, hvad den består af. Det er vel heller ikke bilen, som de fleste falder for, men biler påført de charmerende farvestrålende reklamer for firmaer.

Nogle gange fik de blandet rundt på hele på Tekno. Herover har de brugt en overdel til de støbte logo på en bil med frontdecal.

Bilen er ligesom delt ligeligt på midten, hvor bunden er støbt i et stykke sammen med karosseriet. Det var den samme type bund med de samme graveringer, som blev brugt til kleinbussen, varebilen og til pick-up.

Nedefra er bladfjederne indlagt i formen og danner en lille forhøjning, som hjulakslerne kan sættes fast i. De er sat på plads og trykket fast, men på en måde, så de kan køre rundt uden at falde af. Bagest på bunden er der to graveringer af nogle køleriste til hækmotoren.

  

Den har logoet “Tekno Denmark” indgraveret midt i bunden. Der er svage graveringer til fordørene og to sidedøre på højre side. Disse døre sidder også på pick-up, hvor de ikke giver så meget mening. Der er også graveret en bagdør og to baglygter. De to forlygter består af to blanke buksenitter.

Overdelen til pick-up adskiller sig fra de andre modeller ved at den har flat lad, med lameller, som symbolisere trælister. Den har delt forrude og to sideruder, samt en bagrude. Alle biler har en frontdecal, der viser firmaets logo, men nogle ganske få har et støbt VW logo, men de eneste jeg kender til med støbt logo er de neutrale biler uden reklame.

Over- og underdel holdes sammen af to stifter der presses sammen bagest på den indvendige side af karosseriet og en lille nitte forrest på bunden.

VW type I har tre typer standardhjul.

  

Fra venstre det ældste hjul i ubehandlet zink. Det består af en hjulkapsel og en inderfælg. I midten næste generation, som er et drejet hjul. Til højre den sidste udgave bestående af en -inder og en yderfælg med VW logo. Den har naturligvis gummidæk, som også ændrede sig over tid. Hjulene til VW type I var standardhjul, som blev brugt på mange af Teknos biler fra perioden.

VW type I er tydeligvis lidt mindre end andre modelbiler, men den passer godt til VW 1200 nr. 805 og lignende. Den er 83,4 lang hvilket giver et størrelsesforhold på ca. 1:51.

Pick-up´s værdi:

Slidte biler koster ikke meget, men mintbox biler kan godt kunne godt op i pris, især hvis æsken ikke har slid eller skader. Der er kun enkelte sjældne modeller imellem, som dukker op uhyre sjældent. Flotte biler i æske ligger typisk på 2- 3000 kr. på auktion.

Er der noget jeg skal passe på?

Der bliver restaureret masser af type I biler og fremstillet masser af repro æsker. Ellers er de mest udbredte fejl skader på vindussprodserne. De kan være slået skæve og dækkene er som regel stenhårde. Biler i originallak kan have fået påsat nye uoriginale decaler.

 

Ruder:Nej
Affjedring:Nej
Styretøj:Nej
Interiør:Nej
Løse lygterJa
Løse kofangereNej
Bevægelige dele:Nej
Blink:Nej
Decaler:Ja
Samlet med: Nitter stifter
TofarvetJa
Blist-car modelNej

Decaler: 

Decalerne beskrives nærmere under afsnittet om modellerne.

Æskerne:

Nedenstående æske, som blev brugt til vare/kleinbus, kan jeg ikke dokumentere anvendt til pick-up. Den er heller ikke nævnt på æskerne, så de er formentlig kun kommet i den nyere æske med orange toning.

 

 

Ovenstående æske ses ikke at være brugt til pick-up.

Nedenstående æske er af den nyere type, som har en orange toning og hvor pick-up er kommet med. Ellers holder den samme koncept som overstående.

  

  

Selvom der stadig er mange VW type I biler tilbage i flot stand er æskerne ikke så almindelige.

Modellerne:

Navnlig når vi taler om varebiler og biler med reklamer er det helt umuligt at finde ud af bare nogenlunde præcist, hvilke varianter som Tekno fremstillede. Men pick-up er mere forudsigelig end de andre varebiler. Jeg kender kun til to biler, som ikke er nævnt i forhandlerkataloget. Dem vil jeg vende tilbage til under afsnittet om modellerne. Men det udelukker ikke, at der sagtens kan være ukendte modeller.

Neutrale:

De neutrale biler er sjældne og farverne er ofte de samme som reklamebilerne blev leveret i. Undtagelsen, som jeg har nævnt er den blå bil. Det støbte frontlogo er et godt pejlemærke – så det ikke bare er en bil, der har mistet decalerne. Men der er ingen faste regler en bil med en frontdecal kan sagtens være original, men i de fleste tilfælde er nautrale biler med et støbt logo.

Nr. 416, blå:

Den samme “folkevognsblå” som mange andre VW blev malet i.

Nr. 416, lyse grøn underdel og mørkegrøn overdel:

Nr. 416, orange underdel og blå overdel:

Nr. 416, blå underdel og rød overdel:

Billedet er fra Internettet, men kan ikke garantere at den er original. Hjulene afslører, at der er tale om en af de seneste biler, hvilket kan forklare frontdecalen.

Nr. 416, rød underdel og hvid overdel:

Bemærk den har det støbte frontloge, hvis det havde været en Mobiloil skulle der havde siddet en lille rød hest, så hvis decalerne var fjernet havde der ikke været noget.

Reklamebiler:

Nr. 416, SMC, Skandinavisk Motor CO A/S “Folkevognen”:

 

Nr. 416, SMC, Skandinavisk Motor CO A/S “København”:

  

Nr. 416, Valash:

Valash blev leveret med to lilla sodavandskasser i blik med påskriften “Valash“. Pick-up har en bror i Volvo Express Valash, der også har tilsvarende kasser på laddet. Det er samme type kasse, som er brugt til Carlsberg og Tuborg ølkasserne.

 

Nr. 416, Krumbak Vin:

Modellen er ikke så almindelig og den blev leveret med et antal papæsker på laddet, som også er identiske med de kasser som blev leveret til Volvo Express “Cherry Heering“.

  

Papkasserne på billederne er ikke originale.

Nr. 416, Danske Farve & Lakfabrikker lyse- og mørkegrøn:

Danske Farve & Lakfabrikker leverede maling og lak til Tekno, så hvad var mere naturligt end at de også skulle have deres egen Teknobil.

Nr. 416, Danske Farve & Lakfabrikker beige underdel og blå overdel:

Jeg kender kun modellen fra Samlerbørsens Samlerkatalog side 150 fra 2007.

Intet billede.

Nr. 416, Mobilgas/Mobiloil hvid og rød:

Bilen kan have lidt forskellig type skrifttykkelse på siden. Mobiloil på venstre side og Mobilgas på højre side.

Nedenstående billeder er fra Internettet. Det er en sjov Mobilgas pick-up i en plastikpose fra en hobbyforretning “All-Nation – Hobby Shop, 182, La Sale Street i Chicago”. Butikken eksisterede i 1950, 60 og i 1970.erne og var specialister i modeltog. Jeg er ikke i tvivl om, at det er forretningen, der har puttet bilen i en pose, men sjov, det er den.

Nr. 416, Caltex:

Modellen dukkede op på en auktion i Danmark i 2018. Den er original og formentlig lavet til Caltex som en særproduktion. Det er indtil videre det eneste kendte eksemplar og blev faktisk solgt for 26.000 kr. + 25 % i salær. En pæn pris uden æske. Det er det eneste kendte eksemplar.

Andet:

Da jeg skrev denne artikel kiggede jeg lidt på de biler, som jeg havde liggende. Pludselig opdagede jeg en lidt speciel udgave med en anden front end den normale Teknobil. Jeg tænkte straks prototype, men det er en fingernem person, der har bygget en Tekno og en Corgi bil sammen. Det er flot lavet og den snyder nemt.

En eller anden har benyttet en presenning fra en Minidodge på en pick-up.

Mecline:

Norske Mecline fremstillede Tekno VW type I i lånte støbeforme.

Corgi Toys:

Corgi Toys fremstillede ligeledes en rigtig fin VW både som kleinbus, varebil og som pick-up i rigtig god kvalitet. Den kom dog først i 1960.erne. Der kom en neutral pick-up i farverne gul med grøn presenning og værkstedbilen som er en sjov legetøjsbil.

 

4 kommentarer til “VW type I pick-up nr. 416”

  1. Hej Peter.
    Dejligt at du har taget fat på alle de forskellige Rugbrød, jeg glæder mig allerede til artiklen om kassebilerne.
    Der bliver for alvor varianter og skrive om.
    For mig virker det som om, at type 2 udgaven er en del mere populær end type 1 er, også hvad pris angår.
    Mvh.
    Gunner.

    Svar
    • Der er ingen tvivl om, at type II prismæssigt er i top, men specialmodellerne af type I går nu også i vejret.

      Svar
  2. Corgi modellen kom i gul som du nævner med grøn pressening men også med rød. Og der kom en i guldfarvet bil også.

    Der var en box til. Billeder i Forum.

    Du nævner der var gravering for en bagdør. Det er til motorrummet for bus og varebilen. Der var ikke dør til varerummet. Den store bagklap til motor rummer giver bilen kæenavnet “Barndoor” ladeport. Motorrummet indeholder batteri, og benzintank. Lige under bagruden en hylde til reservehjulet. Og som tekno bilern havde den rigtige heller ikke bagkofanger.
    Den virkelige Ambulance model havde bagdør til en båre. Bagdøren åbede oppe fra og ned.

    Svar

Skriv en kommentar